FIFA 23

FIFA 22 var i mine øjne en af sidste års positive overraskelser. Godt nok var der ikke de store forbedringer at finde, når det kom til spildele og nye funktioner. Men hvad det virkelig handler om, spillet på banen, var måske det bedste siden FIFA 16 - det sidste spil i serien inden skiftet til Frostbite-spilmotoren. Ifølge EA selv skyldtes dette den nye HyperMotion-teknologi, hvor EA har påklistret Motion Capture-dingenoter på professionelle spillere og lavet mere realistiske animationer baseret på ægte bevægelser. I FIFA 23 hedder teknologien HyperMotion 2.0 og skulle indeholde 6.000 unikke animationer mod 4.000 året før. Men er gameplayet rent faktisk blevet forbedret så markant, som de imponerende tal lægger op til?

Det korte svar er nej, overhovedet ikke. Men dermed ikke sagt, at der ikke er forbedringer. Der hvor FIFA 23 står allerstærkest er i dets præsentation. Inden kampen starter, præsenteres man for en lille mellemsekvens af glade fans, der strømmer gennem gaden på vej til stadion, og selvom der bliver drukket færre øl og er mindre ballade end i virkeligheden, giver det lige et ekstra pift til kampoplevelsen. På selve grønsværen er animationerne stadig uovertrufne. Måden forsvarsspillerne strækker sig efter bolden eller angriberne på kreativ vis får drejet bolden med i en omstilling virker ekstremt flydende, og selv sammenstød mellem spillere foregår på relativ realistisk vis. Der er derfor langt imellem, at to eller flere spillere laver identiske animationer, som vi ofte så det for år tilbage.

Men, som enhver fodboldfan ved, er det ikke så meget den enkelte spillers færdigheder, der afgør en kamp, som de bevægelser spillerne laver for hinanden. Og her virker FIFA 23 til at stå en smule stampe. Mit primære anke ved FIFA 22 var, at forsvarskæden ofte lå så langt tilbage, at de praktisk talt stod halvvejs på tribunerne (eller løbebanen hvis man holder med AGF). Det er blevet "fikset" nu, så forsvarene i stedet skubber hurtigere op mod midterlinjen. Står de nu langt fremme? Måske en smule. Men takket være bedre presspil og mere robuste forsvarsspillere går det nok. Det virker også til at forsvarskæden er blevet en anelse bedre til at trække offside. Ellers er angriberne blevet dårlige til at time deres løb - med FIFA er det ofte et par skridt frem, et par skridt tilbage.

Og det er sådan set problemet. Gameplayet i FIFA 23 er blevet justeret, men ikke forbedret. Tag eksempelvis dødbolde, de er, for jeg ved snart ikke hvilken gang, blevet ændret. I stedet for at placere et sigtekorn, hvor du ønsker at ramme i målet (ved straffe og frispark) eller på banen (hjørnespark), skal du nu lidt mere indirekte pege i den ønskede retning. Skru, højde og den afgørende præcision afhænger nu af, hvor du rammer bolden. Det føles en smule mere realistisk. og så alligevel ikke, for det er stadig for nemt at slå gode dødbolde, og den detaljerede visuelle indikator giver mere følelsen af at spille et golfspil.

Den sidste ændring, som det er værd at fremhæve, er det nye kraftskud. Hvor LB/L1 + RB/R1 i kombination med skudknappen tidligere lod dig affyre et fladt spark, der fræsede langs græsset, er der nu tale om et nærmest teatralsk overdrevet skud, hvor spilleren tordner til bolden. Heldigvis er der ikke tale om noget superskud, der automatisk flyver gennem nettet og gør skade på tribunen. Skuddet kræver både tid og plads at udføre, og i langt de fleste situationerne kan det bedre betale sig at lave et normalt spark. At kameraet zoomer ind og tiden nærmest går i stå, når du vælger at bruge skuddet, virker dog en anelse komisk.

Overordnet set er spillet på banen derfor langt hen ad vejen det samme som i FIFA 22. Næsten alle hold spiller som Manchester City og Liverpool med lynhurtige pasninger, hidsigt presspil og en modvilje mod at sparke bolden i feltet, som man skulle tro næsten var kontraktligt bestemt. Bolden er limet til spillernes fødder, og afleveringerne er som laserguidede missiler. Til tider er det spektakulært, men det bliver hurtigt ensformigt, uanset om du spiller online eller mod CPU'en.

At spillet på banen sidder fast i mudderet kan være til at leve med, hvis der er meningsfulde tilføjelser uden for kridtstregerne. Det er desværre bare heller ikke tilfældet. Som noget nyt kan du nu spille med kvindelige klubhold, da den engelske Women's Super League og den franske Division 1 er blevet tilføjet. Oven på en fantastisk EM-slutrunde i Storbritannien, der illustrerer at kvindefodbolden virkelig har rykket sig meget de sidste par år, kunne timingen næste ikke være bedre. Men at det har taget EA syv år siden instruktionen i FIFA 16 at gøre noget tilnærmelsesvist interessant med kvindefodbold, synes jeg siger det hele - særligt med tanke på at rettighederne til kvindefodbold sandsynligvis koster en brøkdel af den mandlige pendant.

Udover venskabskampe, træningsdelen og turneringer, er karriere stort set den eneste tilbageværende spildel, for dem der foretrækker at spille offline. Desværre er der ikke sket meget nyt. En ny menu, går det svært og mindre intuitiv for veteraner at komme i gang, og menuen er stadig alt for kluntet for nye spillere. Ellers er den eneste meningsfyldte tilføjelse muligheden for at simulere en kamp ved udelukkende at spille højdepunkterne. Ideen er som sådan god nok. Fremfor at spille hele kampen, bliver du kastet ud i en række situationer, dødbolde, farlige omstillinger eller endda en friløber, og kan selv afgøre udfaldet. Men selvom det er forholdsvist nemt at lave mål i nyere FIFA-spil, så siger det næsten sig selv, at dette resulterer i ekstremt målfattige kampe.

På mange måder illustrerer simuleringen af kampe, hvad der er galt med karriere. Vi kan nu springe direkte til resultatet, se gajolerne duellere (som i Football Manager) eller spille højdepunkterne. Masser af muligheder, alle lige utilfredsstillende, og den simple, men medrivende tekstsimulering har været pist borte siden FIFA 19. Træning er stadig overkompliceret og dumt bygget op, og nu er der endnu flere kiksede mellemsekvenser. Som for eksempel da jeg solgte Gabriel Jesus og fik to identiske akavede seancer, hvor min manager og en pressemedarbejder, formoder jeg, siger farvel til spilleren. I øvrigt får du nu en vurdering fra assistenttræneren af alle dine større handler, hvilket sådan set er sjovt nok at læse de første par gange, men igen, det er blot endnu mere ligegyldigt indhold, du skal klikke dig igennem.

Den nok mest markante tilføjelse til onlinedelen er crossplay, så den stakkels person (læs mig) der spiller på Xbox, nu endelig kan dyste mod kammeraterne online. Ellers er vi igen nede i finjusteringer. Volta er nu blevet integreret med Pro Clubs, så fremskridt i sidstnævnte spildel kan bruges på at købe hæslige briller, tatoveringer og skrigende jakker til din streetfodboldspiller. Et par nye power ups gør det en tand mere hektisk, men ellers er Volta ren stil og ingen substans, hvor spillerne mest af alt bruger tid på at få simple afleveringer til at se komplicerede ude. Et par sjove arkadeprægede minispil, hvor du dyster mod tre andre spillere i at jonglere med bolden og ramme forhindringer, illustrer dog, at der stadig er potentiale i Volta - der skal bare en del mere finpudsning til, før det bliver rigtigt interessant.

Derfor er Ultimate Team også der, hvor de fleste timer bliver brugt, og ikke mindst hvor pengepungen åbnes. Her er den største nyhed en ændring af holdåndssystemmet, der i teorien skulle give lidt mere fleksibilitet i udformningen af dit drømmeholdig. Udover at kæmpe om de bedste placeringer i Division Rivals og Squad Battles, kan du nu også prøve kræfter med Gyldne Momenter. Her skal du klare målsætninger baseret på virkelige kampe - de to første spillister omhandler Jürgen Klopps trænerkarriere og Mbappés gennembrud i Monaco og senere skifte til PSG. Det bliver dog hurtigt kedeligt, da de handlinger du skal udføre (lave et indlæg, udføre en dribling) slet ikke hænger sammen med begivenheden. Og så er det ikke særligt medrivende at genskabe fortidens bedrifter med dit Ultimate Team - den spildel kunne med fordel være reserveret til singleplayer.

Oven på et par sløje år virkede det til, at FIFA-serien var ved endnu engang at komme i omdrejninger. FIFA 21 bød på masser af opgraderinger uden for kridtstregerne, og FIFA 22 skruede gevaldigt op for kvaliteten på spillets gameplay. FIFA 23 formår dog ikke rigtigt at imponere på nogle af parametrene. Måske fordi de har sparet kræfterne til det kommende EA Sports FC, hvor serien skal gøre sig uden den ikoniske licens, virker det til at EA har været forhippet på at levere nok bullet points til spillets promotions materiale. Der er i hvert fald for mange halvbagte ideer (særligt i karrieredelen) og forhåbentlig fører det kommende navneskifte også til en smule selvransagelse i forhold til seriens identitet - FIFA 23 blev i hvert fald ikke den afsked, som licensen fortjente.