Fatal Frame

I survival-horror genren, der mest af alt er defineret af Resident Evil og Silent Hill, animerer Tecmo nu sit bidrag. I en dødedans af hårrejsende gys er det lykkedes dem, at bidrage med en kontribution der rent faktisk har et friskt approach. I stedet for at bombardere dig med lemlæstede udøde, er der trukket på antydningens kunst. Baseret på angiveligt virkelige hændelser, berører vi de grusomme hændelser udført af en anløben japansk kult. Familier splittede af dødens bånd, hævn og dyb sorg hænger som omklamrende gobeliner om din fremfærd.

Historien åbner sig som det mørnede mellemgulv på et rådnende ådsel. Maddikerne vælter ud, og røber liv selv i døden. Den victorianske kæmpevilla Himoro Mansion danner rammen om en mareridsrejse gennem fantasiens afkroge. Inden for disse vægge har uhyrlige hændelser fundet sted, og inden for disse vægge skal samme hændelser forløses. Udgangspunktet flimrer forbi i hukommelsens sort/hvide erindringer. En ung mand overtræder helvedets dørtrin i jagten på et forsvundet forskerhold. Sanserne belastes konstant af pludselige bevægelser og fjerne lydglimt. Altid lige uden for begribelsens favntag. Langsomt suges han længere ned i blodsumpen, indtil der ingen vej er tilbage, og han selv bliver en del af tragikken.

Efter den korte introduktion, der præsenterer de vigtigste elementer i kontrollen, træder unge Miko ind i rampelyset. Hun er søster til den uheldige ungersvend, og føler sig kaldet til samme dystre sted. Bygningen knejser sig over hende, da hun opsluges af døråbningens gab. Det er nu op til dig, at bevæge dig gennem den labyrint af begivenheder mørket gemmer. I et stafetløb af hentydninger og deciderede chok, ledes du frem mod den endegyldige sandhed. I stil med genren åbnes de mudrede omgivelser gennem stationær kameraføring. Konstant vil du bevæge dig med store blinde flader. Dette harmonerer nærmest symbolsk med din egen famlen i blinde. Til yderligere at bidrage til stemningen, så har huset ligget ubeboet hen i en længere årrække. De tidligere majestætiske lokaler henstår nu i forfald. Mørke omgivelser overstrøet af edderkoppers stille spinderi. Knirkende gulvbrædder blander sig i lyden af noget fremmed. I din ensomme færd gennem det livløse landskab, er din lommelygte en god kompagnon. Uafhængigt af dine egne bevægelser kan du styre lommelygtens skær, mens den afslører mørkets hemmeligheder. Kombineret med kameraføringen giver det en intens følelse af paranoia.

Det viser sig naturligvis hurtigt, at du er langt fra alene. Rundt om i de snævre gange befinder hvileløse sjæle sig. Bundet af den ondskab der blev deres endeligt. I stedet for blot at strø de stakkels eksistenser rundt med lind hånd, så er der lagt mere omtanke i det. Det kan være trappetrin, der knager, og afslører en fremmeds tilstedeværelse. Måske er det korte glimt af en sløret masse, der forsvinder gennem væggen, netop som du træder ind i et rum. Eller også er det en dør der står åben - på trods af at du netop har lukket den. Sammenholder man det med notater fra uheldige eksistenser, så sidder man hurtigt på nåle. Nu virker alt underligt - selv et uskyldigt spejlbillede kan få iagttager til at lette lidt i stolen. Alt åbenbares i et adstadigt tempo blottet for decideret action. Man får hurtigt fornemmelsen af at slå i en dyne. Havde man dog bare sin trofaste maskinpistol til disposition.

Du er dog ikke totalt forsvarsløs. I et lille genialt træk, har Tecmo nemlig udviklet et noget anderledes kampsystem. Fra tid til anden byder ånderne nemlig op til dans, og i suppen af afrevne lemmer og tomme øjenhuler har du dit trofaste kamera. Kameraet har nemlig overnormale egenskaber. Når en kampsekvens åbnes, så skal du fange modstanderen i kameraets søger. Er vedkommende tæt nok på, begynder nogle symboler at bevæge sig. Timer du udløseren rigtigt, suger du essensen ud af ham. Systemet fungerer rigtigt godt, og begivenhederne bliver tilpas intense. I den mere tilbagelænede afdeling er puzzleløsningen. Selv om det forløber relativt lineært, så har udfordringer en så afslørende kaliber, at din interesse holdes fanget. Konstant hungrer man efter at grave lidt dybere i den grødede ærtesuppe. Til at hjælpe dig med at finde spor, har Miko en sjette sans. Når du nærmer dig vigtige områder, så blinker en indikator. Dette er med til at hjælpe på spillets flow.

Kommentarer skal helt sikkert knyttes til lydsiden. Der drages her nærmest optimal nytte ud af et 5.1 anlæg. Omgivelserne er et konstant tæppe af klynken, fjerne stemmer og stemningsfuld underlægningsmusik. Det er virkeligt noget der opbygger paranoia, når en barnestemme visker dig i nakken. Grafikken er med til at underbygge historien. Farverne er holdt i mørke nuancer, og såvel omgivelser som karakterer er passende modelleret. Personligt er jeg i hvert fald blevet fanget af denne verden. Dette i dyb forundring over ondskabens grænseløse landskab. Bestemt et nærmere kig værd.