Fast X

Da jeg var barn, elskede jeg at tegne filmplakater og lavede gerne fortsættelser til filmplakaterne, hvor hvert scenarie på plakaterne blev mere latterligt med hver fortsættelse og involverede alt fra robothajer til rumslag. Det var sjovt at skrabe B-filmskrams sammen, da man var 10 år gammel; det er sværere at sluge, når en megafranchise som Fast & Furious tjener milliarder af dollars på verdensplan. I dag er Doms kriminelle bande en slags Avengers-hold, der har lagt sine streetracing-dage bag sig for at redde verden fra fjollede Bond-skurke, hvilket vi satte pris på, da vi grinede højt af den næsten parodiske Fast 9. Nu laver vi romertal, så er det tid til at blive seriøse!

Film nummer ti følger i fodsporene på sine eksplosive forgængere, men ligesom forgængerne er der ikke meget plot at tale om her. Præmissen for Fast X er baseret på det singulære øjeblik, hvor franchisen besluttede sig for at droppe alle realismens fælder og sætte foden på speederen med bind for øjnene: Fast Five-finalen, hvor Dom og O'Conner slæber et pengeskab gennem en storby. Hvad vi ikke vidste for 10 år siden, var, at Hernan Reyes' søn Dante (spillet af Jason Momoa) var involveret i dette blodbad og nu er kommet tilbage for at påføre Vin Diesels kødhoved så meget smerte som muligt. Det er en langstrakt hævn på to timer og tyve minutter uden nogen ordentlig forløsning. Dette er blot første del af en dyr finale, der skal udkomme i 2025. Og det er ikke engang sikkert at det helt slutter der, men mon ikke filmens box office-præstation afgør det.

Idéen er at lade publikum bide negle af spænding over at slutningen er "gået i gang", samtidig med at den egentlig, reelle afslutning først lander om et par år, men plottet er så tyndt, at Fast X føles mere som en træt gentagelse af tidligere film. Fast X er en af de film, der kunne have skåret en time af materialet og stadig have fungeret. Der er tre andre historietråde, der involverer Doms splittede team, som mest minder seeren om, hvordan filmserien har kørt på damp siden Paul Walkers tragiske død. Der er masser af hestekræfter i Fast X, men intet brændstof. Højdepunktet i Fast X er Jason Momoa, der trækker flest grin ud af humorhatten. Momoa er franchisens svar på Jokeren i The Dark Knight, hvor han med uendelige ressourcer spiller en vandvittig klovn, der bare gerne vil se verden brænde. Denne ærke-nørd er en velkommen tilføjelse til en filmserie, der stadig tager sig selv lidt for alvorligt, selv om de seneste film allerede har brudt alle fysikkens love. Brie Larson bidrager til gengæld ikke med meget og bruger den samme kolde charmeløshed som Captain Marvel i rollen som Mr. Nobody's datter.

Der er nogle underholdende actionsekvenser, f.eks. når en bombe ruller helt ned til Vatikanstaten, og scener som når Vin "FAMILIE" Diesel slynger en brændende helikopter mod antagonisten med sin bil er dejlig ultra-fjollet action, men det meste er migrænefremkaldende højlydt og gabende kedeligt. Actionscenerne er indskudt for at holde publikum vågne, i stedet for at være naturligt integreret i handlingen, og den selvparodiske tone er betydeligt svagere her end i film nummer ni, hvor karaktererne tog til rummet i en raketbil (!). Fast X er lige så "high-octane" og hjernedød, som fans kunne håbe på, men nu føler jeg mest af alt, at det er på tide at bremse denne filmserie.