Fast: Racing League

Manglen på et F-Zero til Nintendo Wii har været mærkbar. Argumentet om at det er muligt at spille både Gamecube-versionen eller den originale Super Nintendo-version på konsollen, holder simpelthen ikke. Jeg vil jo opleve de afsindige hastigheder med alt hvad Wii'en har at byde på.

Derfor så jeg fra begyndelsen Fast: Racing League som en substitut. Min forventning lå et sted mellem middelmådig fremtidsræs og weekendunderholdning. Forestil dig derfor min overraskelse da jeg efter ti minutter smilede bredt, mens jeg forsøgte at fordøje alle de indtryk som "Fast" smed efter mig med 600km/t.

Alene grafikken er beundringsværdig i denne prisklasse. Mit fly suser afsted med vanvittige hastigheder, og jeg kan endda gøre brug af et boost, hvis jeg spiller min kort rigtigt - enten ved at indsamle energikugler som ligger spredt på banen, eller ved at køre over sort/hvide-fliser. Dette indebærer naturligvis, at du bør holde opmærksomheden på banen, samtidig med at du sikrer, at du ikke to sekunder senere tordner ind i en mur.

Fast: Racing League byder dog på mere end som så, og du tvinges derfor til at ændre polaritet på dit fly, således at det harmonerer med den overflade du flyver over. Hvis du eksempelvis svæver over en hvid plade, mens du har skiftet til sort polaritet, vil du i bedste tilfælde miste masser af fart, men i værste tilfælde bliver slynget mod månen og eksplodere i stumper og stykker.

Endnu en overraskelse jeg bliver rigtig glad for er sværhedsgraden. I det første ræs kommer jeg således håbløst sidst, og jeg elsker det. I mit andet ræs bliver jeg næstsidst, og efter cirka en halv time erobrer jeg en fjerdeplads i den letteste turnering, på den letteste sværhedsgrad. Efter et godt stykke tid lykkes det mig at vinde et løb, og jeg ved straks, at jeg har fortjent det. Det er alt sammen utroligt vigtig for spillets holdbarhed.

Kontrollen er fra starten vanskelig at vende sig til. Jeg kan ikke lade være med at grine når jeg slynges fra den ene mur mod den anden og forvirringen er total. Her gøres nemlig brug af konsollens bevægelsesfølsomme controller, og det hele styres ved at holde Wiimoten lodret og læne den i den retning man ønsker at svinge, og det tager tid at vende sig til. Har man ikke lyst til at styre på denne måde, kan man dog også vælge at bruge Nunchuck eller Classic Controller.

Mængden af indhold som der bydes på i Fast: Racing League er næsten overrumplende. Jeg har derfor valget mellem adskillige turneringer, fartøjer, ræs mod modstandere, ræs på tid, flerspiller-muligheder og udfordringer som eksempelvis at komme i mål på 13 sekunder. Shin'en Multimedia har arbejdet passioneret med detaljerne, og selvom man hist og her kan se, at budgettet ikke har været enormt, er slutresultatet vellavet og imponerende.

Jeg forventede mig en acceptabel arkaderacer, men i stedet fik jeg en imponerende substitut til F-Zero som uden problemer har slukket min tørst hvad angår denne genre. Dette for kun 1000 points, hvilket svarer til mindre end hundrede kroner. Skulle det hele have haft topkarakter, skulle der dog også have været online flerspiller-muligheder inkluderet, samt en knapt så fantasiløs og plat musik.

Sådan! Hvis du vil undskylde mig skal jeg tilbage til loops, skrig og høje hastigheder i Fast: Racing League, som får en varm anbefaling med herfra.