Far Cry 6

Far Cry 6 er Far Cry. Det er nærmest i sig selv en kliché, og et åbningsstatement der, alt efter hvem der læser det, kan betyde det hele, eller så absolut ingenting. Så hvorfor åbne sådan? Jo, fordi at Far Cry-serien, ligesom stort set samtlige Ubisoft IP'er, er utrolig iterative af natur. Det betyder ganske simpelt, at der er langt imellem reelle, banebrydende innovationer, og i stedet er de respektive serier, fra The Crew til Assassin's Creed, fra netop Far Cry til Watch Dogs, konstrueret omkring et meget bestemt sæt mekaniske og strukturelle principper, og spillene følger disse til punkt og prikke.

Det betyder ikke at der ikke er nye ideer på bordet hver gang, i Assassin's Creed Valhalla invaderede du klostre, i Watch Dogs: Legion kan du rekruttere bogstavelig talt alle i London og i The Crew 2 kan du sømløst skifte imellem flere forskellige transportmetoder. Der sker noget hver gang, og man kan også sagtens sige nok, hvis man er positivt stemt, men hele ideen er at spillene er iterative.

Og Far Cry 6 er iterativt også. Øriget Yara kontrolleres af en ondsindet, brutal diktator, og er i øvrigt delt op i flere forskellige sektioner, der hver især kontrolleres af en specifik general eller lokal leder. For at besejre styret sprænger du infrastruktur i luften, gennemfører hoved- og sidemissioner, og opgraderer løbende din karakter, som får adgang til nye våben og kompagnoner. Vitterligt samme beskrivelse kan bruges på Far Cry 3, Far Cry 4, Far Cry 5 og Far Cry: New Dawn. Samtidig med det er det ikke en anke, eller et minus. Hvis du godt kan lide Far Cry, så er det nærmest den mest prydende kompliment du kan give.

Af netop den årsag ser jeg ikke så meget grund til at dvæle ved basal styring, hvordan våbnene føles, hvordan du styrer de diverse kompagnoner, der er alt fra bevægelsesbesværede hunde til vrede haner, til hvordan den generelle missionsstruktur hænger sammen. Pointen er at du efterhånden ved alt det her i forvejen, og har oplevet det selv på egen krop.

Så hvad har Far Cry 6 at byde på? Jo, der er nogle nye mekanikker og strukturer her. Først og fremmest, fordi du er en Guerrilla, en frihedskæmper, så benytter du små, hemmelige vandreruter tværs af Yara. Det gør du i øvrigt også som oftest på hesteryg, en glimrende mekanik der introducerer lidt afgørende variation, og kun forstærker følelsen af at du slår til mod regimet fra skyggerne. At være Guerrilla betyder også at du ikke altid behøver at tilgå en given situation med pistolerne fremme. Du kan hylstre dit våben, og istedet bruge diplomati og list. Det lyder alt sammen godt, men i brede træk betyder det egentlig bare at du kan købe information om afgørende infrastruktur fra millitærfolk, der synes præcis lige så meget om den lokale diktator som du gør. Nej, i brede træk skal du stadig slå alt ihjel der bevæger sig.

Men når du går i kamp, så er der faktisk rigeligt med nye ting og sager at tage vare på. Først og fremmest er der det nye Gear-system, der introducerer RPG-lignende karakteropbygning, med grej der giver diverse bonusser, og kræver et bestemt niveau hos din karakter. Det er spildtid, jo, men det er samtidig ganske underholdende at præge sin personlige karakter, og der er ret meget at tilpasse - eller i hvert fald mere end først forventet. Der er også de nye Supremo-supervåben, en slags rygsæk som giver dig værktøjer, alt lige fra bolde til at distrahere fjender til molotovs, og én central superevne, såsom raketter, en ring af ild eller elimineringen af enhver form for elektrisk udstyr indenfor en given radius. Det er bare ét værktøj mere i spillerens arsenal, som fungerer, igen, som tiltrængt variation, når mange af kampscenarierne som udgangspunkt er ens. Dertil kommer også nye ammunitionstyper, der er designet til specifikke slags fjender, og et fornyet fokus på indsamling og brugen af ressourcer til at opgradere våben.

Det føles altså godt at spille, vigtigst af alt, for de få fornyelser der er, leger godt sammen med det velkendte underliggende format, den platform som vi alle sammen kender. Du indtager baser, ødelægger Anti-Aircraft kanoner, snigmyrder vigtigt millitærpersonale og alt derimellem, alt sammen for at destabilisere regimets kontrol over en given region.

Yara er i øvrigt ret smuk at udforske, og nok mere livlig end særligt Far Cry 5, der i visse tilfælde let kunne fremstå øde. Det er ærgerligt at se at basesystemet fra New Dawn ikke vender tilbage her, da det gav endnu mere bund til de ressourcer man gik og samlede, men alligevel støder du ofte på små lommer af fredelig dagligdag, og som altid er Ubisoft ret gode til at kreere et smukt kanvas. De samme gamle problematikker vender dog tilbage, og det er at de mennesker der gør dette kanvas levende ikke har den bedste kunstige intelligens, og der findes ikke noget mere ødelæggende, end hvis du ubevidst bumper ind i en kvinde i en landsby, og at alle kronisk sætter sig ned på hug i ren og skær frygt i al den tid du er der. At være Guerrilla handler om at kunne gå i ét med en baggrund, og det føler man, trods alt, sjældent. Men smukt er det, og på Xbox Series X (og PS5, tænker jeg) tager spillet sig ganske flot ud det meste af tiden. Desuden er det første gang muligt at tage et smut forbi en storby. Jo, Esparanza er stort set det sidste sted du er, spillets end-game, men det er uhyre detaljeret, og fungerer som et skønt friskt pust i spillets afgørende akt. LG's CX klarede det her glimrende, og formåede særligt at trække det lidt mørkere ud af spillets primærfarve - rød.

Hovedperson, plot og diktator er naturligvis nye tilføjelser, og alle tre fungerer som sådan ganske fint. Særligt Antón Castillo, spillet til perfektion af Giancarlo Esposito, leverer et mesterstykke af en præstation, og stjæler enhver scene han er med i. Han står forrest som en af seriens absolut bedste skurke, og er lige præcis den blanding af psykopatisk og troværdig, som gør ham ekstra skræmmende. Det er ikke sikkert det vil være sådan for alle, da han som sådan ikke er nær lige så excentrisk som eksempelvis Pagan Min eller Joseph Seed. Han udviser ikke den verdensfjernhed, som har gjort andre Far Cry-skurke spændende, men han gør op for det med brutalitet og arrogance. Med andre ord; han fungerer. Det gør hovedpersonen Dani Rojas som sådan også. Vi får mere af ham/hende at se takket være mellemscener i tredjeperson og masser af stemmeskuespil, som er rart at se. Resten af castet? Ja, det er tilforladeligt. Fikst uden at være prangende.

Far Cry 6 er dog, mest af alt, sjovt at spille det meste af tiden. Om du tilpasser din karakter med nyt grej, bruger din Supremo-rygsæk til at sprænge en tank i luften, infiltrerer en fjendtlig flådebase med din machete eller gennemfører en af de sjove Treasure Hunts, der stort set altid fortæller skønne og ironiske historier, Far Cry 6 fokuserer primært på underholdning, og giver sig ikke rigtig ud for at være mere end det er. Jo, det er et uhyre iterativt spil, et spil der jævnt ligger sig i forlængelse af en eksisterende tradition, men i netop dette tilfælde er det en ret ærlig tilgang. Hvis du vil have mere Far Cry, så er det her mere Far Cry. Hvis du venter på at serien gennemgår et Assassin's Creed Origins-lignende reboot? Jamen, så er det i hvert fald ikke endnu.

For mit vedkommende er det her dog en slags indrømmelse fra Ubisofts side, en indrømmelse af at Far Cry, som det er og har været, er sjovt nok til at kunne klare den her iterative proces, og selvom jeg ikke altid er enig, så er jeg enig denne gang. Du kommer, uden tvivl, til at se anmeldelser der ønskede sig mere, der kræver at Ubisoft genopfinder sig selv og går i gang med en ny vision for hvad Far Cry kan være. Jeg er ikke uenig med dem, men samtidig må jeg også bare indrømme, at jeg har hygget mig med Far Cry 6 - "flaws and all", som man siger.