Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Far Cry 5

Far Cry 5

Far Cry-serien skifter eksotiske lokationer ud med noget mere politisk og jordnært. Magnus har tilbragt masser af tid i Hope County, og er klar med en dom...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

"God won't let you take me", sådan siger en skrækindjagende Joseph Seed med en knusende ro, alt imens jeg fører ham ud af kirken. Omkring mig er der fjender på alle sider, der ser til med vantro blikke - deres gud er ved at blive taget fra dem. Hele situationen spidser til, vi skal væk derfra. Helikopteren er 20 meter væk nu, og rotorbladet er allerede i fuld gang med at spinde op til dåd, snart er dette kapitel overstået. Vi placerer Seed i selen, og han observerer os med harme og en nær sarkastisk afstandtagen, som et menneske der kigger på en myre. Som vi letter sværmer hans frådende disciple helikopteren, og lige så hurtigt som vi er lettet, hænger jeg med hovedet nedad i den brandende skal, der for få sekunder siden var min vej ud af Hope County.

Seed er allerede ude af sin sele, og læner sig helt tæt ind til mig og siger; "I told you God wouldn't let you take me".

Sådan begynder det uhyggeligt relevante eventyr der er Far Cry 5, med dig, alene som eneste relativt rationelle væsen i en irrationel verden. Hope County, Montana ligger åbent for dine fødder, og overalt omkring dig raserer den militante kult med Seed-familien i spidsen. Ikke bare er alle på nær få dine fjender her, de er også hypnotiserede, fyldt til bristepunktet med galskab, med en urokkelig tro på etikken i deres handlinger.

Dette er en annonce:

Far Cry 5 er historien om kontraster, om at balancere på et knivsæg imellem forskellige udtryk, og finde det gyldne snit ind imellem forskellige forventninger. Hope County er smukt, idylisk og roligt, og under huden transporterer den kult der har overtaget området våben, de henretter uskyldige borgere og agerer både lovgivende, udøvende og dømmende magt. Historien er både uhyggelig relevant og politisk ladet, men samtidig handler den om sarkastisk, satirisk kaos. Hvorimod serien tidligere har nydt godt af at placere deres historier i fremmede kontekster, for derigennem at skabe karikerede fortællinger, så er Far Cry 5 skræmmende tæt på "vores" virkelighed.

Far Cry 5
Far Cry 5Far Cry 5Far Cry 5

Men før dette går hen og bliver en overfladisk uddrag af et debatprogram på DR2, så lad os lige først tag og føle på Far Cry 5 som spil.

Dette er en annonce:

Selvom verdenen, udtrykket og hele den narrative identitet er anderledes, så er der nemlig tale om et godt gammeldags Far Cry-spil. Du navigerer en åben verden, denne gang ikke på lineær facon med forudbestemte missioner klar til at blive gennemført i en bestemt kronologi, og her finder du og opgraderer våben, jager dyr for ressourcer, knuser fjendtlige baser og finder samleobjekter. Præcis ligesom med Assassin's Creed-serien har Ubisoft slået det hovedsagelige "loop" fast, altså den cyklus af forskellige handlinger der konstituerer og dominerer din tid med et kapitel i én af deres serier. Du skyder, looter, åbner kortet, finder et nyt interessepunkt og gør det samme igen.

Det er ikke at sige at spillet på nogen måde er repetitivt, alle spil præsenterer et sådan loop, og Far Cry 5's er ganske glimrende. Det gode gammeldags ordsprog, der fortsat gør sig bedst på engelsk; "If it ain't broke don't fix it" gør sig gældende her, og det er nærmest behageligt at tilgå de samme mekanikker bare under nye omstændigheder. Verdenen er fyldt til renden med varierede opgaver at tage sig til, og det skyldes netop den ikke-lineære progression. Din eneste opgave er at vælte de tre familiemedlemmer der hver især kontrollerer en del af Hope County. Hvordan du gør det er din egen sag, og det kan ske ved at ødelægge kultens ejendomme, udføre opgaver for de få rebeller der tør at gøre oprør, stoppe transporten af våben og alt derimellem. I virkeligheden minder selve progressionen en kende om Ghost Recon: Wildlands, på godt og ondt.

Det skal nemlig siges, at ved at miste lineariteten så ryger lidt af tempoet. Spilleren har, ligesom i Ghost Recon: Wildlands, friheden til at takle alting i eget tempo, men hvorimod dette gør underværker for oplevelserne man skaber for sig selv, så fjerner det lidt af brodden af den historie Ubisoft ønsker at fortælle. Stadig, du kan gøre hvad du vil præcis når du vil det, og det gør, om ikke andet, Hope County, til en eksplosiv, åben og varietet sandkasse at udforske.

Far Cry 5
Far Cry 5Far Cry 5

Alt imens du frigør byer, knuser kultens indflydelse og langsomt men sikkert tager styringen af Hope County tilbage, så vil du støde på en række kompagnoner der kan blive dine som faste støtter i kamp. Disse kan styres af en kunstig intelligens, hvor du får kontrollen over hvordan de skal placeres, og hvordan de skal opfører sig når skuddene hyler om ørene på jer. De har forskellige evner i kamp, og hunden Boomer kan eksempelvis hente nye våben til dig frem slagmarken og Grace Armstrong kan indtage en snigeskytteposition og levere støtte langvejs fra. På overraskende vis fungerer systemet ganske upåklageligt, til trods for enkelte gange hvor eksempelvis Boomer, eller den karikerede, gigantiske bjørn Cheeseburger jager fjender flere kilometer væk, eller sidder fast i landskabet. De fleste af dem er ganske glimrende implementeret i spillets verden, og lader til at forstå præcis hvad du ønsker, selv hvis du ikke giver dem direkte kommandoer. Det giver desuden også spillet noget personlighed - du opbygger et forhold til Boomer, og ønsker at se ham uskadt. Når nu din egen karakter denne gang er en generisk, spillerskabt en af slagsen uden stemme, så er det at foretrække at der er nogen omkring dig der kan give fortællingen lidt narrativt flair.

Mere interessant åbner dette også op for online co-op, for i stedet for en af de mange kompagnoner kan en ven blive hevet ind som støtte. Hele kampagnen kan derefter opleves kooperativt, og selvom den inviterede ikke ser fremgang i sin egen spilverden, eller kan igangsætte opgaver, så er spillet ganske glimrende til at akkommodere to spillere - det er en intens, kaotisk og herrens underholdende oplevelse, og bør være en fast designmæssig søjle for serien fremadrettet. Sammen kan I begive jer ud i vildmarken og jage dyr, der giver jer ressourcer til at opgradere grej, tilpasse våben med kikkertsigter, lyddæmpere og alt derimellem og systematisk knuse kultens infrastruktur.

Kan I allerede godt mærke den dobbelthed jeg beskrev i toppen af teksten? At Far Cry 5 er historien om kontraster? Nu kan vi vist ikke danse rundt om den varme grød, så lad os tage på hul spillets største bommert - dets identitetsforvirring. Ser du, hvorimod seriøse, politiserede emner kan fortolkes med bidende satire, som eksempelvis Cohen-brødrene gør det, så kræver det en utrolig narrativ finesse for at undgå at man enten ikke forsøge at skabe komik ud af situationer der absolut ikke kalder på det, eller at man trækker det sjove ud af... ja, det sjove. Far Cry 5 formår desværre at gøre begge ting - selvom det er uhyre underholdende fra et mekanisk synspunkt at brase ind på et af kultens territorier med molotov cocktails i hånden og en gigantisk bjørn som følgesvend i hælene, så er det svært at stoppe op og observere hvor grufuldt de tilfangetagne borgere er blevet opbevaret efterfølgende. Spillet burde enten tage sig selv meget mere eller meget mindre seriøst, for her befinder vi os i et ubekvemt grænseland, hvor den seriøse verden der styres af religiøs fundamentalisme konstant undermineres af spillets behov for at tage gas på det hele. Det er så sandelig et spild.

Alligevel leverer Ubisoft heldigvis på den mere nære front, og tak gud for det. Selvom der kan være langt imellem interaktioner med helstøbte karakterer, såsom Seed-familien, så er hver eneste udveksling med dem uhyggeligt intense, og Ubisoft har gjort et fabelagtigt arbejde ud af at gøre dem irrationelle, tossede og usympatiske, men samtidig plausible nok til at man lige akkurat tænker; "gud, er det her vi er på vej hen?". Særligt Joseph Seed selv er en medrivende antagonist for at sige det mildt, og han er præcis lige så skræmmende som Vaas i Far Cry 3 - faktisk endnu mere - for det her er ikke sindssyge - det er tro, og tro kan være langt mere skræmmende end et kaotisk, afsporet sind. Så det ender heldigvis med at være en fornøjelse at være en del af de narrative begivenheder Ubisoft stabler på benene igennem den i hvert fald 30 timer lange oplevelse, selvom identietskrigen lurer rundt om ethvert hjørne, og at jeg personligt ville have foretrukket en mere lineær progression.

Far Cry 5
Far Cry 5Far Cry 5Far Cry 5

Så langt så godt, men kritikken er endnu ikke færdig. Når Far Cry 5 åbner, så står der sort på hvidt at spillet benytter Dunia-grafikmotoren, som også har været fundamentet i tidligere spil i serien. Dog er det ganske tydeligt, at dette må være en markant anderledes, ændret eller på anden vis redesignet udgave af motoren, for selve teksturerne i spillet ser anderledes ud, spillet har en anden visuel identitet. Man kunne sågar være tilbøjelig til at sige, at Far Cry 5 ikke er lige så pænt som sine PS4/Xbox One-forgængere, Primal og 4. Teksturerne er mere kantede, ansigtsanimationerne er lidt stivere, billedehastigheden hakker en tand mere - der er ikke tale om meget, men nok til at man er opmærksom på det, og det gælder særligt hvis man som jeg har brugt hundredevis af timer i de to foregående kapitler fra denne konsolgeneration. Dette skal dog ikke tage væk fra, at Hope County er en helt utrolig visuel oplevelse, og det siger en del om de designere Ubisoft har hyret, at de har kunne kreere dette når teknikken bag tydeligvis har været et problem. Lyset, de grønne granskove, de små floder, de mange separate gårde og landsbyer - det hele er varieret og til og med realistisk. Godt nok præsenterer Far Cry 5 et ekstremt eksempel på overtro, religiøsitet og manipulation, men selve stedet, lokationen, er så medrivende at man tror på det. Dette skyldes også de mange små visuelle detaljer man finder i samtlige afkroge af spillets verden - en lille blodig bibel ved et alter nær en flod, hvor et brutalt ritual uden tvivl har fundet sted, eller en æblecidermaskine der hoster og hakker fordi de ansatte på gården er blevet hængt ude foran. Hope County er et ondskabsfuldt sted, og Ubisoft har været skarpe til at lægge masser af historiefortælling ind, implicit i spillerens opdagelse af verdenen.

Så, ujævn teknik men fabelagtig kunstnerisk eksekvering og vision - heldigvis er det musikalsk udtryk ikke så dobbelt, for her sidder vi med ét af de mest stilsikre og veldesignede lydunivers til dato. Hvorimod en række af de stykker som akkompagnerer spilleren i kamp er lige lovlig karikerede, og som kan være med til at underminere seriøsiteten af de begivenheder du ser udvikle sig foran dig, så er langt fra størstedelen underspillede, subtile og dog genkendelige. Der er klassiske midtvestlige, nærmest western-inspirerede stykker der præger spillets menuer, og de få, rolige banjotoner der gjalder i dalene imens du udforsker er en perfekt musikalsk kompagnon i ødemarken. Det er tydeligt at Ubisoft har tænkt meget over de lyde spilleren oplever, og det går også igen i den reallyd man konstant udsættes for, lige fra fuglenes pippen til knasende tørt græs under dine fødder når du går. Kombiner det med de skræmmende bibelske korsange der spiller i samtlige radioer du hører på, og så har du en habil lydmæssige cocktail.

Far Cry 5
Far Cry 5Far Cry 5Far Cry 5

Hvis du til sidst synes at være færdig med historien, og har udforsket hele Hope County både alene og med en ven, så er der desuden mulighed for at hoppe ind i Ubisofts måske mest gakkede initiativ til dato - Arcade. Her er der muligt at bruge grafiske aktiver, ikke bare fra Far Cry 5 men også fra blandt andet Watch Dogs og Assassin's Creed Unity, til at skabe sine egne baner, og dele dem med andre. Disse kan spilles både alene, kooperativt med en ven eller sågar i større hold. Der er ganske stor frihed her, og selvom værktøjerne naturligvis kan være lidt overvældende i starten, netop fordi du skal vælge, forme og placere hvert eneste objekt, så får man hurtigt fod på styringen, selv på konsollerne. Her omfavner Ubisoft fuldstændig kaosset, og hele Arcade-delen er pakket ind i 80'er-agtigt Blood Dragon-inspireret udseende, der understøtter en mere formfast kunstnerisk vision. Det er ganske let at forestille sig, at Arcade i fremtiden kan indeholde hundrede tusindvis af spændende baner at give sig i kast med, og med aktiver fra andre Ubisoft-serier inkluderet er det nærmest garanteret at du vil støde på noget nyt hver gang.

Far Cry 5 er netop en utrolig kontrastfyldt oplevelse, og selvom spillet ikke helt formår at ramme den skrøbelig tone det sigter efter, eller måske ser helt lige så pænt ud som man kunne have ønsket, så er der her tale om en ganske mekanisk tilfredsstillende oplevelse. Ubisoft har endnu en gang designet et tilfredsstillende loop, der bare virker, og i mange, mange timer. Via velintegreret co-op, en sjov Arcade-del, masser af varieret indhold og fed action, så er det relativt let at give slip på de små klagepunkter der trækker ned. Far Cry 5 er kærkomment kapitel i serien, der udvasker den skuffelse der var Far Cry Primal. Vi siger glædeligt velkommen tilbage - Joseph Seed kan godt ryste i bukserne.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fantastisk loop, spændende verden, vovet emne at takle, fed Arcade-del, velintegreret co-op, skøn musik.
-
Skæv tone til tider, ikke helt så pænt som man kunne forvente.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Far Cry 5Score

Far Cry 5

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Far Cry-serien skifter eksotiske lokationer ud med noget mere politisk og jordnært. Magnus har tilbragt masser af tid i Hope County, og er klar med en dom...



Indlæser mere indhold