Family Guy: Back to the Multiverse

Family Guy er en af mine yndlingsserier. Kald mig bare nørd, men jeg tror jeg har set samtlige afsnit. Jeg har nydt den siden 1999, og næstefter The Simpsons er det den tv-serie, jeg holder mest af. Jeg elsker Seth MacFarlanes jokes, der ofte bliver kritiseret for deres tilfældige comedy, men jeg synes simpelthen de er brillante.

Så da jeg første gang hørte at Family Guy var på vej til at blive et spil, reagerede jeg med en blanding af fryd og bekymring. På den ene side ville det være sjovt at spille i selskab med nogle af mine yndlingsfigurer i et kendt univers og med de oprindelige stemmer. På den anden side er det velkendt, at rigtigt mange licensspil kan beskrives som noget bras.

Jeg så Family Guy: Back to the Multiverse på Gamescom, og kan allerede nu sige at det ikke er en fornærmelse mod serien. I stedet må udviklerne have set adskillige episoder, da hele spillet gør brug af temaer, jokes og tilbagevendende figurer fra hele serien.

Spillets titel er en reference til det første afsnit af tv-seriens ottende sæson, kaldet Road to the Multiverse, hvori Stewie opfinder en multidimensionel fjernbetjening og begynder en bizar rejse sammen med Brian. Undervejs besøger duoen forskellige paralleluniverser, herunder et Disney-univers (med en berømt sekvens hvor Peter synger den Emmy-vindende sang It's a Wonderful Day for Pie), live-action-universet, det japanske univers og tilmed et univers hvor alle i verden konstant skal skide.

Dette afsnit har inspireret til spiludgaven, hvor spilleren besøger en række forskellige miljøer, der alle har det stilistiske præg fra Family Guy. Vores rejse med Gamescom-demoen begynder i det såkaldte Crippled Universe, et univers hvor alle indbyggerne er handicappede.

Det er tydeligt, at udviklerne ikke har skruet ned for tv-seriens politisk ukorrekte natur. Der går ikke mange øjeblikke før Brian og Stewie er i kamp med alle mulige former for forskelligt "udfordrede" folk. En af minibosserne i spillet ankommer i en stor minibus, hvilket der lægges stor vægt på. Problemet er bare, eftersom han er lam i benene, at vi må vente et helt minut mens bilen folder en lift ud, der lader bossen komme ud med sin kørestol. Det er et eksempel på en klassisk Family Guy-joke, hvor seeren tvinges til at kigge på noget langtrukkent og ensformigt. Det minder om den klassiske episode, hvor Peter falder og masserer sit knæ i omkring et halvt minut. Jeg fik tårer i øjnene af grin.

I Crippled Universe er alting selvfølgelig designet til handicappede. Alle parkeringspladser er reserverede til handicappede, Joe Swanson er borgmester, og overalt er der reklamer for proktologer og voksenbleer. Den sidste boss er intet mindre end den store robot lavet udelukkende af kørestole (CrippleTron), som vi så i afsnittet No Meals on Wheels fra femte sæson. Kort sagt er spillet fyldt med referencer og citater fra serien, den slags fan-service som alle tilhængere vil sætte pris på.

Spillets grafikmotor gør et flot arbejde med at genskabe Griffin-familiens univers i 3D. Det minder om The Simpsons-spillet: ikke perfekt, men stadig noget man kan sætte pris på. Samtidigt gør de oprindelige stemmeskuespillere også et ekstraordinært arbejde.

Med otte forskellige universer (Disney-universet er desværre ikke med) og ti baner skulle spillet byde på rigelig med variation i omgivelserne. De få minutter jeg fik med spillet bød desværre på ret ensformigt gameplay, på trods at det enorme antal våben og den sjove mulighed for co-op for to. I praksis lavede jeg ikke andet end at skyde i ti minutter. Udviklerne forsikrer om at der også vil være puzzles og rig lejlighed til at udforske omgivelserne i et forsøg på at finde de utallige referencer og citater i hver bane.

Det er tydeligt at dette er et spil for dem, der kender serien godt. Tilsyneladende er det kun de inkarnerede fans, der virkelig vil kunne sætte pris på Family Guy: Back to the Multiverse. Derfor ser vi indtil videre frem til det med forsigtig optimisme.