Fallout: New Vegas - Old World Blues

Videnskabens udvikling har været en af de mest interessante historiske udviklinger igennem de sidste 100 år. Ikke mindst i videnskabsindustriens guldalder i 50'erne og 60'ernes USA, der på grund af kold krig, rumkapløb og yderst lempelige skattelettelser, dannede de perfekte betingelser for skabelsen af de, på det tidspunkt, enorme og indflydelsesrige videnskabsinstitutioner. Her i 2011 er dette af aspekt af amerikansk historie blevet moderne igen, og senest så vi Portal 2 udforske dette emne. I Fallout-universets seneste DLC, Old World Blues, spiller videnskaben også en stor rolle, og Obsidian har ønsket at vise os hvordan fortidens forskning havde set ud i Fallout-regi.

Spillet starter yderst inddragende ved den lokale drive-in biograf, hvor en satellit er faldet ned og ligger og laver de sidste krampetrækninger. Men venter man til midnat, vises der en særforstilling med et gigantisk øje. Men før man ved af det, går man ud som et lys og vågner op, iført en patientdragt, på en balkon med udsigt over en regulær by i midten af Mojaveørkenen. En by baseret på videnskab, skal dog siges. Byen var i fordums tid kendt som Big Mountain, men grundet et fejlslagent forsøg og en gigantisk eksplosion, blev Big Moutain omdannet til dalen Big Empty og en sagnomspunden myte for resten af landet.

Bevæger man sig lidt længere ind i dette videnskabscenter, kaldet Think Tank, realiserer myten sig for øjnene af en, og man møder her den mest herlige flok robotter jeg længe har set. Med tre overdimensionerede skærme, bestående af to øjne og en mund, danner de et kæmpe ansigt. De tidligere menneskelige forskere har indsat deres intelligens i en robot for at kunne blive ved med at forske selv efter den store atomkrig. Her støder man også på en positiv tilføjelse til universet, nemlig humor. Disse forskerrobotter er nemlig unikke og særegne, så man ikke kan lade vær med at trække på spillebåndet. Der er f.eks. Dr. Klein der råber ustandseligt, Dr. Dala der indgående og fascinerende spørger om man kan kigge forbi og trække vejret i hendes nærhed, eller hvad med Dr. Borous der overdramatiserer samtlige udtalelser? For første gang i lang tid går stemmeskuespil, dialog og karakterdesign hånd i hånd og man mærker virkelig en hidtil uset nerve, hvilket unægteligt øger ens interesse for historien i forhold til tidligere hvor det hele har været lidt fladere.

Big Empty bliver dog truet af den tidligere forskningschef Dr. Mobius, der i sit vanvid har skabt en hær af robotskorpioner, der bare venter på at overtage kontrollen med Big Emptys fantastiske teknologi. Samtidig har det umage hold af robotforskere transplanteret ens hjerne, hjerte og rygrad og erstattet det med elektriske dele, hvilket sætter yderligere pres på spilleren.

Så er eventyret ellers i gang, og det er så op til spilleren at hjælpe robotterne med at holde Dr. Mobius og hans hær af robotter ude. Det betyder selvfølgelig at der skal løses en masse quests, bl.a. skal man samle en masse items, der kan bruges til at forsvare sig med. Dét der dog adskiller Old World Blues fra de andre DLC-pakker, er at man støder på items fra før krigen. Det vil sige at især lasere og andre energivåben flittigt bliver benyttet. En af de sjoveste våben er faktisk Sonic Emitteren, der udsender lydbølger, og som man udforsker verdenen, finder man nye lydfiler og moduler, så man kan opgradere. Det vil sige at man finder mere skræmmende lydfrekvenser, der slår hårdere på ens fjender. Hvis lydbølger lyder lidt for højpandet og kedeligt, så er der også K9000, der indeholder en rigtig hjerne fra en hund (!) hvilket betyder at geværet knurrer når man tager det frem, og piber når man lægger det væk. Dejligt at se at humoren gennemsyrer alle aspekter i denne udvidelse og ikke kun er forbeholdt karakterene.

Disse våben kommer hurtigt i brug mod spillets fjender, der varierer imellem andre uheldige 'eksperimenter', der også har fået fjernet deres hjerne, kaldet lobotomites, til Nightstalkers, en type præriehund der angriber i flok, og dertil skal lægges robotter i alle afskygninger. Det er i hvert fald ikke nemt at holde sig i live i Big Empty, og selv med en rygsæk fuld af våben og ammo fra et tidligere save, måtte jeg bide i græsset ved indtil flere lejligheder. Inden man starter, anbefaler spillet også at man mindst er ved level 15, og det er måske endda lige i underkanten. Hvis man lige er begyndt på sit fallout-eventyr, så kan det anbefales at man holder sig til historien eller måske Honest Hearts inden man kaster sig over denne nye tilføjelse.

Til gengæld gør Old World Blues et hæderligt stykke arbejde med at blande forskellige gameplay elementer sammen, så man ikke føler at forskellen mellem udforskning og kamp er så rigid. Således bevæger man sig op til toppen af en massiv parabol, for derefter at snige sig ved hjælp af Stealth Boys igennem et kontor, proppet med fælder og dræberrobotter. Der er intet radikalt anderledes over gameplayet i forhold til tidligere, men tempoet bliver holdt oppe og variationen gør at det hele glider ganske ubesværet. Dog kunne man godt savne lidt mere udfordring i forhold til brugen af farvepaletten. Hele registreret af brunt og gråt er i brug, og selvom der er enkelte undtagelser, er det let at miste overblikket og orienteringen i de indendørs miljøer.

Nu vi er ved kritikken, er vi også nødsaget til at vende det efterhånden faste punkt på dagsorden når snakken falder på Fallout: New Vegas. Der er efterhånden dannet konsensus om, at det ikke er en grafisk sværvægtstitel, men dertil er der gudhjælpemig stadigvæk problemer med den tekniske side af oplevelsen. Det kan efterhånden ikke være rigtigt, med den erfaring udviklerne har i ryggen fra de tidligere udvidelser, og undskyldningen for at frame-raten pludselig falder til under nulpunktet, så man sidder og ser et diasshow, er under alle omstændigheder utilstrækkelig. Koblet med at dele af banen ikke altid loader sine renders lige hurtigt og periodevise fastfrysninger, er det svært at klappe i hænderne over de manglende tekniske forbedringer.

Kan man se igennem fingrene med dette, så venter der faktisk en rigtig god og solid oplevelse i Old World Blues, som jeg ikke vil tøve med at kalde spillets bedste udvidelse hidtil. Så er man fan af serien, er det blot med at finde den indre videnskabsmand frem og så ellers se om Old World Blues består testen.