Fallout: New Vegas - Lonesome Road

Som hovedperson i Fallout: New Vegas har du været vidt omkring. På kryds og tværs i Mojaveørkenen, ind og ud mellem forskellige befolkede steder, og endda vandret op og ned ad bjerge, høje bygninger og rundt i alle de omgivelser, man finder i en sønderbombet spilverden fyldt med muligheder. Som enhver anden Fallout-udvidelse begynder Lonesome Road med at kureren modtager en besked via sin Pipboy, om at han skal finde vej til et bestemt område. Her finder han vejen til et sted kaldet The Divide.

The Divide er ikke helt ubefolket, det myldrer nemlig af tidligere legionærer og NCR-soldater, som er blevet forvandlet til en form for stumme krigere, der forsøger at dræbe alle ubudne gæster. Men der gemmer sig noget mægtigere i The Divide end disse forpinte sjæle. Vores ven kureren kontaktes snart af en person, som kalder sig Ulysses. Han kommunikerer via højtaleren på en Eye-bot, og denne snaksaglige figur viser sig i stor grad at have en finger med i spillet.

Det viser sig, at du skal leverer den platinum chip, som protagonisten i starten af det oprindelige Fallout: New Vegas blev skudt i hovedet for. Ulysses er en mand med en fortid, og en mand der vil forsøge at påvirke spilleren både den ene og anden vej med sine hentydninger og beskyldninger. Der er en masse information om både Ulysses og spilleren som bobler op til overfladen, og der vil være et par twists i plottet, du måske ikke havde forventet i starten.

Lonesome Road leverer mere af det samme, vi kender fra Fallout: New Vegas, hvilket passer mig aldeles udmærket. Den introducerer ikke nye spilmæssige innovationer eller spilmekanismer som spiller en overdreven stor rolle. I stedet vælger Obsidian at gøre det de er bedst til: At give spilleren en rigtig god Fallout-oplevelse. Der bydes selvfølgelig på en hel del kampe og nogle nye våben. Hvis du kan lide rigtigt tunge våben, vil du helt sikkert nyde den nye raketkaster og det nye skuldermonterede maskingevær. Her taler vi om kapacitet til at sprede ordentlige mængder megadød omkring dig på rekordtid.

Fjendefloraen består hovedsagligt af menneskelignende væsner, som jeg altid har syntes var de sjoveste fjender at kæmpe imod. Det brydes af en smule robotter, ved lejlighed en af de vilde Deathclaw, og en helt ny fjende, der for sig selv ikke er så farlig, men når den samler sig i grupper kan være svær at nedkæmpe. Spillerens rejse igennem The Divide bliver i ny og næ afbrudt af Ulysses, der tager sig tid til at prædike over spillerens valg. Ulysses er undertiden frygtelig bitter, og selvom han ikke ønsker at dræbe hovedpersonen, sætter han ofte spilleren i en svær position.

De seks timer, jeg brugte i The Divide, kunne jeg godt lide. Der er stor variation imellem miljøerne, som tilbyder en vifte af snævre rum og åbne arealer med ødelagte byer, og alle andre ting vi kender fra Fallout: New Vegas. Scriptet er måske ikke lige så godt som i det foregående DLC med de geniale robotter, men samtidig føler jeg her, at Obsidian leverer sit hidtil bedste DLC til Fallout: New Vegas. En god udvidelse, der også holder i forhold til det oprindelige spil.