Fallout: Brotherhood of Steel

Fallout er en af de serier, som har en trofast og dedikeret fanskare. To titler blev det til på pc’en, hvori man kunne tage del i et storslået, mørkt RPG baseret på en dyster, postapokalyptisk verden. Grundstenene blev lagt i en fremragende karakterudvikling, et varieret gameplay og en sarkastisk, underspillet humor. Nu vender Interplay så øjnene mod konsollerne og skyder sig målrettet ind på markedet. Væk er nogle af grundstenene og nye er føjet til. I et overgearet actionbrag stryger vi ud i et selvdestruktivt miljø, hvor størrelsen af éns skydevåben sætter dagsordenen. Fallout: Brotherhood of Steel bygger på allerede eksisterende goder og plæderer til vores destruktive natur.

Allerede efter de første sekunders gameplay har rullet forbi på skærmen, overvældes man af en følelse af déjà vu. Der er noget umiskendeligt bekendt ved den grafiske stil og den intuitive kontrol fra det isometriske tredjepersons-perspektiv. Det er nu heller ikke så underligt, eftersom såvel det grafiske set-up som kontrollen er bygget oven på den engine, som Snowblind brugte til Baldurs Gate: Dark Alliance. Dette har ganske naturligt medført, at der er en del ligheder de to titler imellem, og det er hovedsageligt den tematiske baggrund og de tilgængelige våben, der divergerer. I Fallout er der også tre helte, som tilbyder deres ydelser. Der er en tung og stæk gut, en slank og agil kvinde og en skrøbelig, men kvik healer. I stil med Dark Alliance tilbydes der også i Fallout muligheden for at tage en kammerat med på rejsen. I et hidsigt co op-ræs kan man gøre fælles front i et inferno af krudt og kugler.

Historiemæssigt bæres Fallout af en række mellemsekvenser samt små dialoger. For at give illusionen af frihed forgrener samtalerne sig ud flere retninger. Det er her, at mange af missionerne afsløres, og plottet skrider frem. Brotherhood of Steel bygger videre på Fallout-mytologien og folder sig ud i denne spændende verden. Et goldt, nukleart landskab sønderbombet tilbage til tidernes morgen. Sporadiske byer befolket af deformiteter forandret af såvel stråling som af den pest, amerikanerne udviklede som det perfekte biologiske våben. I disse fremmede omgivelser skal man forsøge at finde sin egen plads, og efter nogle indledende bagateller fordamper trivialiteterne i et hastigt tempo.

De mange missioner fører én igennem en række landskaber, der tager udgangspunkt i et trist ørkenlandskab. Farvepaletten folder sig ud i takt med historien, og der bydes på en række interessante scenarier. Den grafiske engine gør et ganske godt arbejde og håndterer på ganske glimrende vis elementernes rasen. Partikeleffekter er hidsigt benyttet, og det gør kampene endnu mere intense, når eksplosionerne blomstrer i de sterile landskaber. Animationerne er dog stadig lidt krampagtige og kunne godt bruge lidt smørelse inden udgivelse. Derudover er der på nuværende tidspunkt også en del problemer med AI’en, hvilket især giver sig til kende ved NPC’erne. Ofte står folk eksempelvis og løber op imod solide genstande. Det fjerner noget af illusionen og skulle gerne blive fjernet.

Gameplayet har taget et markant skridt væk fra originalens RPG-mæssige ophav og bevæger sig i stedet hen mod Gauntlets ligefremme adfærd. Her er for det meste fuld fart på drengen, mens skærmen konstant oplyses af granater og mundingsild. Historien spiller en stille andenviolin, mens voldsorgier spilder blod i store mængder. Man er konstant på jagt efter nyt og bedre udstyr eller mere erfaring, som kan løfte éns styrkemæssige niveau. De tre figurer har naturligvis alle deres styrker og svagheder, hvilke man yderligere kan understrege ved at benytte sin erhvervede erfaring på disse områder. Nadia er eksempelvis stærk med distancevåben og kan benytte to håndvåben på samme tid. Selv om der måske ikke er den store karaktermæssige dybde, så giver figurernes udviklingsmuligheder dem alligevel et kontrastmæssigt skær.

Der er et pænt potentiale i Fallout. Universet er perfekt til intens, afsporet vold. Med et farverigt miljø, spændende konspirationsmæssige undertoner og et hav af våben ser udsigterne lyse ud. Det største spørgsmål er så, om det vil lykkes at give figurerne nok individuelt særpræg, samtidig med at gameplayets balance bibeholdes. Den tekniske front er ganske tiltalende, men mangler dog stadig noget finpudsning. Vi ser frem til at modtage den endelige version og atter bevæge os ud i den fjendtligsindede verden.