Fallout 3: Point Lookout

Endelig sommerferie. Endelig solskin og afslapning i højeste gear. Endelig tid til at slippe ud af den larmende, ildelugtende storby. Ud under fremmede himmelstrøg - langt væk fra hverdagen og den daglige trummerum. Men hvor tager man hen, når man er en vejrbidt, bevæbnet-til-tænderne, karriere-enespænder, og når ens hjemby er det radioaktive ødeland, som tidligere var kendt som Washington D.C? Svaret er enkelt; man tager til Point Lookout.

Der går ikke mere end et par minutter, efter at jeg har installeret udvidelsespakken, før jeg får en besked på min skærm om, at en færge har lagt til havn og nu er klar til at transportere passagerer fra hovedlandet til det nye område kaldet Point Lookout. Jeg føler selv, at jeg har gjort mig fortjent til en god lang ferie. At redde verden kan til tider være stressende arbejde. Nå ja, og så var der lige den der uheldige episode, hvor jeg kom til at sprænge byen Megaton i luften. Det korte af det lange er, at det nok er bedst at jeg forlader Washington D.C. i hvert fald for en periode.

Færgen hedder Duchess Gambit og er en gammel, rusten og for længst udtjent dampbåd i bedste New Orleans-stil. Jeg må være slumret ind på kahyttens køjeseng, og jeg er ikke helt sikker på, hvor lang tid jeg har sovet, men jeg vågner op netop da mit rejsemål toner frem gennem disen i horisonten.

Hele havnefronten består af en lang træbelagt promenade med bagvedliggende forlystelsespark komplet med havarerede radiobiler, ødelagte spillemaskiner og endda et kæmpemæssigt pariserhjul, der med nød og næppe hænger sammen på de sidste rustgennemtærede beslag. Selvfølgelig er det hele for længst gået ud af drift og ligger nu hulter til bulter i en herlig legering af støv og rust.

Det er her jeg tilbringer de første dage af min ferie. Men der går ikke lang tid før, at mit naturlige turist-instinkt tager over og får mig til at søge ud mod baglandet i håb om at opsnuse områdets oprindelige kulturskatte og forhåbentlig stifte bekendtskab med lokalbefolkningen.

Point Lookout er den hidtil mest åbne udvidelsespakke i Fallout serien. Den består af et kort, der er omtrent 15-20 procent i størrelse i forhold til det oprindelige Fallout 3, og ligesom det oprindelige spil kan man rejse frit rundt og løse missioner i det tempo og i den rækkefølge man ønsker. Jeg bliver dog hurtigt lidt skuffet over landskabet, for udover den forfaldne strandpromenade, og tilhørende forlystelsespark, består hele baglandet af et stort radioaktivt sumpområde uden den store variation. Jeg må bittert erkende, at har man set en radioaktiv sump, har man set dem alle.

Men min faldende entusiasme over det kedelige landskab, og ikke mindst det disede og overskyede vejr, bliver hurtigt vendt ved mit første rigtige møde med lokalbefolkningen. Her er tale om en lettere muteret variant af en ægte sump-lands bondeknold. Folk der har set 1972 klassikeren Deliverance med Burt Reynolds (på dansk Udflugt med Døden) ved lige præcis hvilken type af sydstats redneck der her er tale om. Og i det hele taget antager spillet på det her tidspunkt en stemning, der ligger sig meget tæt op af omtalte film, komplet med inciterende banjospil, indavlede psykopater og vaskeægte sydstats bayou-stemning.

En af udflugtens højdepunkter er da jeg på et tidspunkt bliver jagtet nådesløst gennem sumpområdet af tre af de omtalte mutantbondeknolde, mens jeg panisk fyrer min shotgun af i baglæns løb, altimens jeg hører den ene bondeknold råbe efter mig med en høj og skinger stemme: "You'll make good eating!", hvilket på dansk kan gengives noget i stil med: "Du kommer til at smage godt!". Ak ja, herlige ferieminder.

I det hele taget er områdets tilbud af dagsudflugter ganske hæderligt. Fem hovedmissioner og lige så mange sidemissioner giver i alt cirka 6-7 timers spiloplevelse, hvor turen bl.a. går forbi det store uhyggelige spøgelseshus Calvert Mansion, det nu lukkede fængsel Turtledove Detention Camp, en forlist kinesisk ubåd og et mørkelagt fyrtårn. Og på vejen er der rigelig med mulighed for at samle lokale souvenirs, hvad enten man er til lokale folkedragter, antikke våben eller bare helt almindelig turist tingel-tangel. Området har endda sin helt egen lokale egnsret, den såkaldte Punga frugt, som spiller en væsentlig rolle i udvidelsespakkens centrale historie, der løber fornemt som en fortællermæssig rød tråd gennem det meste af rejsen.

Mit første indtryk af Point Lookout var, at der her var tale om en lidt billig undskyldning for at smide endnu en udvidelsespakke på gaden og tjene nogle hurtige, lette penge. Det indtryk blev til dels forstærket, da jeg stiftede bekendtskab med det noget anonyme landskab, som ikke kan have taget mange øjeblikke at smække sammen i en editor, og den noget forvirrende sammenblanding af historiemæssigt vidt forskellige idéer og temaer. Læg hertil en række fejl som f.eks. tekst og replikker, der på enkelte steder i spillet slet ikke passer sammen. Fejl som man normalt ikke er vant til at se fra Bethesdas side.

Jeg må dog erkende at jeg ved rejsens afslutning alligevel ender med at føle mig ganske veltilpas og underholdt. Og selvom denne udvidelse måske overordnet set ikke føles lige så strømlinet som dens forgængere, så indeholder den alligevel nok skøre øjeblikke til, at rejsen bliver mindeværdig. Og som det bedste, så ender turen da jeg igen træder af færgen tilbage i Washington D.C's Wasteland som enhver god ferie bør ende - med følelsen af, at ude er godt - men hjemme er bedst.