Fahrenheit

Vinterkulden holder New York i et jerngreb. En ravn flyver ned mellem husene og sætter sig på en vinduesgesims. Indenfor sidder Lucas Kane på et toilet, intetanende om det eventyr han meget snart drages ind i, et eventyr der vil ændre hans syn på livet og verden. Som var han i en trance skærer han et par symboler ind i sine underarme, hvorefter han dræber en ældre mand, der står uden for toiletdøren. Det er på dette tidspunkt, at du kastes ind i fortællingen. Det op til dig at komme udenfor, at flygte fra politiet og forsøge at finde hoved og hale i, hvorfor Lucas overhovedet myrdede manden. Fahrenheit føles grundlæggende som et klassisk eventyrspil, hvor handlingen hopper fra A til B på vanlig facon, men det er ikke helt tilfældet. Spillet bryder også med normerne og det lykkes faktisk spillet at gøre helt nye ting

Fahrenheit har været under udvikling meget længe og var oprindeligt tænkt lanceret i episoder, et oplæg som stadig ligger og summer i de digitale kredse, eftersom spillet er opdelt i 40 kapitler. Handlingen minder mest af alt om noget der kunne være løftet direkte ud af tv-serien Millennium, i hvert fald til at starte med. Men det rummer også elementer hentet fra Flygtningen, fordi du hele vejen igennem følger Lucas og til dels politibetjentene Carla og Tyler, der forsøger at fange ham. Det er et spændende oplæg, der tilfører spillet rigtig meget og skaber et højt tempo og masser af variation i handlingen.

Til at starte med kan Fahrenheit fejlagtigt antages for at være en relativ fri og meget åben spiloplevelse. Du kan selv vælge hvordan du vil håndtere mordet på toilettet, om du vil gå ud og lade dig arrestere af politiet eller om du vil begynde med at fjerne beviserne fra gerningsstedet. Reelt er det dog kun en flot dekoration. Den gennemgribende, traditionelle historie skal fortælles og er yderst lineær. Dine valg påvirker naturligvis detaljerne, men de helt store beslutninger er allerede truffet for dig.

Det interessante ved Fahrenheit er til gengæld hvordan Quantic Dream har tøjlet den bydende logik, mening og variation der er i de ellers klassiske opgaver. Om det så er Carlas åndedræt, der skal holdes dæmpet i trange rum, samtidig med at hun søger efter en ledetråd, eller om det er Lucas’ nerver, der skal tæmmes mens han sniger sig væk fra politiet, så virker hvert spiløjeblik gennemtænkt og veludført. Det gælder specielt de første to tredjedele af spillet. Der findes meget få øjeblikke hvor du kan ånde lettet op i Fahrenheit, og når det sker, så fremviser spillet nye og spændende sider af de mange personer som optræder i det. Og netop personerne udmærker sig i Fahrenheit. Rent teknisk er spillet ikke vanvittigt godt, men de polygonfattige karakterer formår via deres ansigter og det strålende stemmearbejde at formidle masser af følelser og tanker.

Musikken i Fahrenheit er komponeret af Angelo Badalamento, som nok er bedst kendt for sit samarbejde med den mildest talt specielle David Lynch (Twin Peaks, Mulholland Drive og Blue Velvet). Han var senest aktuel i forbindelse med gyseren Dark Water. Hans toner passer perfekt til spillets mørke, mystiske atmosfære. Musikken er virkelig med til at højne oplevelsen meget.

Når det kommer til kontrollen af Lucas og de andre spilbare karakterer, så støder jeg på spillets største problem og samtidig nogle af de mest spændende og nyskabende ideer i længere tid. Når man styrer sin karakter og samtidig skal søge efter ledetråde eller ting, der kan bruges i ens efterforskning, så er kontrollen en smule træg. Der er heldigvis ikke mange øjeblikke, hvor spillet kræver hurtighed eller hvor noget skal udføres med præcision, hvilket gør det mindre vigtigt, men det er da et problem. Kameraet er til gengæld med nærmest kunstnerisk flair placeret de helt rigtige steder.

Systemet, der kræver at du anvender den højre analogpind til at gøre og sige ting fungerer efter hensigten. Det samme kan siges om det nærmest Shenmue-agtige system der bruges i spillets action-sekvenser, hvor man skal bruge de to analoge pinde til at pege i forskellige retninger alt efter kommandoen på skærmen. Det bliver hurtigt noget der er helt intuitivt og visse af sekvenserne er faktisk krævende og ret lange. For at simulere de fysiske anstrengelser i spillet benytter Quantic Dreams sig af et system, hvor man skal hamre løs på begge skulderknapper.

Sammenfattet er kontrollen nok mere anderledes end den er mangelfuld. Det hele virker ret gennemtænkt og perfekt balanceret til de enkelte episoder i spillet. En anden lille detalje er at alle karaktererne er udstyret med et mentalt meter. Daler dette for meget, f.eks. i Lucas’ tilfælde, så bliver han deprimeret og beslutter sig for at begå selvmord.

I starten af anmeldelsen nævnte jeg at handlingen er det vigtigste i et spil af den her type, og Fahrenheit har uden tvivl et af det mest velskrevne manuskripter jeg har stødt på i spilsammenhæng. Persongalleriet, deres følelser, mysteriet og atmosfæren er mesterligt vævet sammen og fortælles på en fantastisk måde. Alt er faktisk fantastisk i cirka tre fjerdedele af spillet - herefter virker det som om tempoet skrues for højt i vejret, og den plads der tidligere var til eftertanke forsvinder helt. Fahrenheit har ikke en decideret dårlig slutning, også selvom visse spørgsmål efterlades ubesvarede, men lidt af charmen siver ud af historien, da Lucas for alvor opdager hvilke kræfter der arbejder imod ham.

Mit save-game endte på lige godt syv timers effektiv spiltid i Fahrenheit. Mange vil sikkert syntes, at det er en kende for kort, og jo - syv timer mere ville da ikke have gjort noget. Men trods den forholdsvis korte længde er det et spil, enhver sulten eventyrspiller bør kigge nærmere på.