Fable Anniversary

Der var to måder, Fable Anniversary kunne håndteres på. Man kunne enten have taget det oprindelige spil, opdateret det visuelt, polere mekanikkerne og justere styringen til at løse originalens problemer. Og så kan man gøre som Lionhead har gjort: det modsatte. Mens jeg spillede Fable Anniversary var jeg nødt til at finde mit eksemplar af Fable: The Lost Chapters til PC'en frem for at se om min hukommelse spillede mig et puds, om jeg huskede originalen som meget bedre end den egentlig var, eller om Lionhead blot har betragtet remaket som en formalitet.

Den første forbedring, man bemærker, er grafikken. Xbox 360'eren er en maskine, der burde kunne køre det første Fable med masser af overskud, men det gør den desværre ikke. Hver gang man drejer kameraet, er begrænsningerne tydelige. Løber man henover terrænet og drejer kameraet midt i en kamp, går det ud over billedhastigheden med tydelige små hak. I stedet for at være bedre, er spillets tekniske side blevet værre.

Fable Anniversary har en mælkeagtig patina, der slører grafikken, en ofte benyttet strategi til at maskere mindre uskønheder. Men når denne hvide effekt bliver blandet med stærkt lys, såsom når solen er i billedet, er det umuligt at se hvad der foregår på skærmen. Fable har altid været en saga med mættede farver, der gav spillet den snert af fantasi, der klædte det så godt. Men i Fable Anniversary får vi en grim og forældet præsentation, der ganske vist byder på bedre modeller, men ellers ikke strækker sig meget længere end højere opløsning. Teksturer "popper" ind, og især lyssætning og farvepaletten virker fejlskudt.

Men lad os ignorere grafikken og huske på, at dette er et ti år gammelt spil, og se på resten af pakken. Menusystemet er ringe såvel som forvirrende. Det er svært at finde noget som helst, hvordan man opgraderer en evne, hvor ens værdisager er, hvordan man læser de bøger, man finder... En menu skal være intuitiv, nem og hurtig at finde rundt i, og holde styr på spillerens figur så han eller hun kan koncentrere sig om eventyret foran dem.

I Fable Anniversary brugte jeg fem minutter på at finde de bøger, jeg havde samlet op i et bibliotek for at læse, og prøvede frugtesløst at udstyre mig selv med den katana, jeg netop havde fundet. Efter megen frem-og-tilbage opdagede jeg, at der er nogle genstande, der kun dukker op i hurtigmenuen, ikke i hovedmenuen, mens katanaen tilsyneladende led under en bug, for da jeg gik tilbage til rummet, hvor jeg samlede den op, lå den der stadig.

Udover problemer med billedhastigheden vil spillerne opleve et socialsystem, der træder sine første spæde skridt men stadig er effektivt, og simple og dynamiske kampe der minder om et rendyrket actionspil, dog noget mindre krævende og komplekst. Man kan udvikle sin figur i den retning man vil, med fokus på nærkamp, buer eller magi, men vi endte med at excellere inden for alle tre discipliner, så vores figur nærmest var uovervindelig. Det bedste element i Fable er stadig valgene mellem at være dydsmønster eller ondt svin, og de medfølgende fysiske ændringer. Mange spil før og efter Fable har haft sådan en mekanik, men kun få har ladet spillerens valg have så stor indflydelse på figurens udseende.

Desværre er vi stødt på mange flere fejl udover den førnævnte forsvindende katana, og de er næsten alle relateret til dialogscener. Man kan opleve en figur, der står musestille i to-tre sekunder, før vedkommende taler, og den situation gentager sig ofte.

Fable Anniversary er ikke et godt remake, og formår ikke at skabe en anbefalelsesværdig oplevelse for dem, der ikke allerede har spillet originalen på Xbox eller PC. Faktisk skæmmer det mindet om en sjov titel, der dengang bød på interessante problemstillinger. Dele af teknikken er forbedret, mens menusystemet decideret kommer i vejen for ens fornøjelse. Fable er en tidløs klassiker, men denne genudgivelse ligner et kynisk forsøg på at udnytte nostalgi og originalens gode ry.