Dansk
Gamereactor
anmeldelser
F1 22

F1 22

Palle har for alvor lagt sig selen, og bare rolig, Codemasters har leveret igen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

For nogle år siden var det svært at få øje på fremtiden for Formel 1; det hele var sovset ind i reglementer (mere end det er i dag) og det store publikum blev væk fra banerne, pånær fra de helt store klassiske løb som i Monaco. I 2017 køber amerikanske Liberty Media de kommercielle rettigheder til Formel 1 og der bliver lavet forskellige tiltag for at gøre sporten mere publikumsvenlig - og det har set ud til at have været lykkedes. Til det, i skrivende stund, netop overståede canadiske Grand Prix var der knap 340.000 mennesker i løbet af weekenden. Det er ikke helt skidt - og Netflix serien Formula 1: Drive to Survive (som dog er en frygtelig popcornificering af sporten) er et af de helt store tiltag, som virkelig har hjulet på sportens popularitet.

2022 sæsonen er godt i gang og selv efter den vanvittige 2021 sæson, er det nok mere interessant end nogensinde. Den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton er nærmest reduceret til 2. kører i et Mercedes team, der slet ikke kan få det til at hænge sammen. Ferrari er kommet flyvende ud af starthullerne og ser stærkere ud end de har gjort i mange år, selv om de begynder at få problemer med holdbarheden og ikke længere er i spidsen for mesterskabet. Endelig er der kommet nye og virkelig smukke biler, og sporten er igen mere åben og spændende end den har været i mange år.

F1 22
Dette er en annonce:
F1 22F1 22F1 22

Det er på skuldrene af denne situation, at Codemasters udgiver årets officielle Formel 1 spil. Da der her er tale om det officielle F1-spil, så vil man få alle de rigtige kørere, i alle de rigtige teams, i de rigtige biler, på de rigtige baner og med alle de rigtige regler og regulationer, inkl. Safety Car perioder og det nye sprint format på udvalgte løbsweekender. Også banerne i Abu Dhabi, Spanien og Australien er blevet opdateret med deres nye layouts og den nye bane i Miami er også med.

Sidste års historiedel, Braking Point, er fjernet fra '22-udgaven og i stedet er årets nyhed noget der hedder F1 Life. Denne del er en slags virtuelt udstillingsvindue for ens liv som Formel 1 kører. Her kan man indrette ens hjem med fancy designermøbler, udstyre ens avatar med modetøj, smarte solbriller og caps og man kan have op til seks superbiler fra Mercedes, Ferrari, McLaren og Aston Martin stående.

F1 Life er nok et forsøg på at få den glamourøse side af livet som Formel 1 kører frem og jeg ved ikke helt om det lykkedes. Det er da meget sjovt at designe ens hjem (og besøge andres) og vælge hvilke lækre bil man vil have stående, men jo... Det falder hurtigt i baggrunden, men er en hyggelig lille distraktion fra det hårde liv som professionel sportsudøver.

Dette er en annonce:

Der er som altid mange spilmuligheder i årets Formel 1 spil og der er virkelig mange timer gemt her, hvis man vil udforske dem alle. I Grand Prix kan man sætte en eller flere løbsweekender op som man ønsker, komplet med træningssessions, fuld kvalifikation eller den nye sprint kvalifikation og naturligvis løb om søndagen med pitstops, flagregler og alle andre gældende regler og regulativer. I Time Trial kan man finpudse sine skills på en bestemt bane og i multiplayer er der ugentlige events, ranked play, split-screen, social play og andet.

Den største del af F1 2022 er naturligvis karrieredelen, der spænder over hele 10 sæsoner. Man kan skabe sig en karriere både alene eller sammen med en ven, hvor man enten er rivaler eller teamkammerater. Man kan tage den fulde vej fra Formel 2 og op i Formel 1 eller man kan starte direkte i kongeklassen blandt de hurtigste i verden. Spiller man alene, kan man også vælge at drive et Formel 1 hold i My Team.

My Team er en kæmpe tidssluger. Her bliver man sat ind i alt bag driften af et Formel 1 hold. Man er med til at udvikle nye dele til bilen, man skal tage sig af mandskabspleje, forhandle kontrakter med sponsorer, tale med pressen, sætte bilen op til løbsweekenderne, planlægge aktiviteter for hele teamet mellem løbene og meget meget andet.

Som noget nyt er der nu tre startpunkter i My Team; i Newcomer starter man som et lille hold med begrænsede ressourcer og ikke de store forventninger i forbindelse med mesterskabet, i Midfield Challenger er der flere ressourcer og forventninger om at man med mellemrum vil kunne presse de bedste hold og endelig Championship Contender hvor ressourcerne nærmest er uanede og forventningerne er høje og alt andet end et mesterskab er skuffende. Bortset fra de tre nye startpunkter, så minder My Team meget om det vi så sidste år, men det er bestemt ingen skam, for det er stadig en meget helstøbt oplevelse, hvor man får adgang til alle aspekter i forretningen og driften af et Formel 1 hold.

Men hvordan er det så på banen? Der er stadig tale om en svagt arkade-præget simulator, men fidler du lidt med indstillingerne, kan du få en rimelig seriøst simulator frem. Styringen er blevet ændret i forhold til sidste års udgave, da de nye biler både er større, tungere og har et helt andet aerodynamisk setup end de gamle biler. Jeg vil dog sige, at jeg ikke kan mærke den helt store forskel, udover at bilerne altså føles en smule tungere og derfor skal bremsen bruges lidt mere ind i svingene. Styringen er stadig præcis og der er igen i år masser af indstillinger, så man kan få det hele til at passe til ens niveau, uanset om man er novice eller hardcore F1-fan. Spillet understøtter over 40 forskellige rat fra producenter som Thrustmaster, Logitech, Fanatec og MadCatz.

F1 22
F1 22F1 22F1 22F1 22

Der er ingen tvivl om, at F1 22 er det officielle Formel 1 spil, da det både ser ud og lyder som en Formel 1 transmission en søndag eftermiddag. Banerne er flotte og letgenkendelige, de nye biler ser smukke ud og fartfornemmelsen er god. Lydsiden er også fin, selv om jeg synes at motorlydene godt kunne have fået lidt mere "umph!". Der er gået EA i soundtracket, som nu består af forskellige numre fra mere end 30 artister fra rundt omkring i verden, blandt andre Charli XCX, Meduza og Diplo.

Også i år er der mikrotransaktioner i spillet. De er dog ikke på nogen måder aggressive og er ikke pay-to win. Man kan køb pakker med in-game valuta, som kan bruges til at købe udstyr, udsmykning og andet til ens F1 Life lejlighed - bortset fra superbilerne, som man skal vinde ved at opnå forskellige mål i spillet.

Det officielle Formel 1 spil fortsætter trenden fra de sidste år og det er uden tvivl den mest helstøbte Formel 1 oplevelse man kan få - og på samme tid en virkelig solid racer. F1 Life er en fin lille tilføjelse og distraktion fra livet på racerbanerne, men det bliver aldrig rigtigt mere end det og det tilfører ikke det helt store til spillet. F1 22 er fyldt med features og spilmuligheder, hvor man kan gå i dybden med My Team, blot køre et enkelt Grand Prix på en favoritbane eller man kan skabe sig en 10 årig karriere som Formel 1 kører - og man kan spille mod andre i forskellige online gamemodes. Der ud over er Formel 2 også inkluderet, som er et helt andet bæst end Formel 1, for her er bilerne helt identiske, så her bliver kørerens evner, eller mangel på samme, virkelig udstillet.

Formel 1 sæsonen er i fuld gang og det er virkelig spændende. F1 22 er det helt oplagte tidsfordriv mellem løbsweekenderne, hvis du, ligesom jeg, sidder klar til at se Formel 1 de fleste søndage hen over sommeren. Det er en virkelig solid pakke og der er ikke meget dårligt at sige om det officielle Formel 1 spil, som nærmest bare fortsætter med at blive bedre og bedre.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
My Team er stadig fremragende, meget indhold, let at gå til for ikke-øvede, alt emmer af Formel 1 som vi kender det fra TV, flot grafik.
-
F1 Life virker en smule overflødigt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

1
F1 22Score

F1 22

ANMELDELSE. Skrevet af Palle Havshøi-Jensen

Palle har for alvor lagt sig selen, og bare rolig, Codemasters har leveret igen.



Indlæser mere indhold