Evil Dead Rise

Selvom at den ikke faldt i alles smag dengang, så var Fede Alvarez' reboot af Evil Dead-serien i min optik en triumf i både stil og substans, et punk rock opus der både fik en til at græmmes idet det besatte kvindemenneske i front deler sin egen tunge med en hobbykniv, men hvor man ikke kan meget andet end at smide geden op over hovedet, og råbe; "Evil Dead, Evil Dead!". Det var en slags gyser-møder-selvbevidst-pulp, og det fungerede på alle parametre på både jeg selv og min bror.

Det er dog hverken Alvarez, der er fortsat bag roret på Evil Dead Rise, heller ej er det en direkte fortsættelse. Nu er det Lee Cronin, og selvom at rammerne om fortællingen er den samme, så er Rise en langt mere isoleret, stringent og afgrænset fortælling.

Filmens navn tager form efter settingen, der denne gang foregår i en såkaldt "highrise", der står til at blive revet ned. Blandt de sidste beboere finder vi en lille familie, og det er denne familie der på tragisk vis falder over Naturom Demonto, bogen der hidkalder den ondskab, der besætter moren spillet mesterligt af Ellie spillet af Alyssa Sutherland.

Evil Dead Rise benytter sig af et genkendeligt, simpelt set-up, og at komme mere ind på livet af selve plottet ville være en skam, men hvert eneste familiemedlem leverer netop en præstation der eksisterer i spændingsfeltet mellem genre pulp og troværdig eksposition. De er ægte, men samtidig er de karikaturer, og det er imellem de to stole, at Evil Dead-serien altid har befundet sig. Rise er dog, ligesom sin forgænger, lidt mere seriøs, selvom at det overdrevne altid lige stikker sit hoved gennem dørsprækken.

Hvad der følger har du måske set i trailerne. Familien er isoleret i højhuset med en besat Ellie, og takket være praktiske effekter, som for alvor tager sig glimrende ud, så ser Evil Dead Rise meget dyrere ud end den har været at lave, og den kommer desuden til at se lige så moderne ud om 10 år, ja måske 20 år, netop grundet godt gammeldags filmblod, silikone, og noget så lavpraktisk som et par kontaktlinser - det er filmmageri når det er mest jordbundent. Og det virker.

Den er bare halvanden time, og efter godt og vel 20 minutters opsætning, blæser den derudaf helt frem til slutteksterne ruller over skærmen. Det er intenst for at sige det mildt, og selvom at der naturligvis er smæk på effekterne, som producerer "gore" der får det til at vende sig i maven (dit forhold til rivejern bliver aldrig det samme), så er der også udvalgte scener der effektivt etablerer god gammeldags uhygge, som i mere subtile gyserfilm som Ari Aster, eller Jordan Peele, ville have gjort det.

Men Evil Dead Rise er ikke nogen traditionel, subtil gyserfilm - den er stadig punk rock, og den er så let at elske som resultat, for ligesom Mad Max: Fury Road, eller sågar Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves, film der intet rent genremæssigt har med hinanden at gøre, så elsker alle tre film sig selv, og de ved præcis hvilken en effekt de ønsker at have, og spare på intet for at opnå et ret singulært mål.

Evil Dead Rise vil have at du smider geden op, at du giver dig hen til hvor, og undskyld mit fransk, bat-shit-crazy det hele er. Og det lykkedes med bravur, og den kan som resultat anbefales til alle med hang til genren.