Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga (Netflix)

Coronavirussen har forsikret, at Eurovision Song Contest ikke bliver til noget i år, men fans af ESC-pop kan heldigvis stille deres sult efter plat pop ved at se Will Ferrells nyudgivede Eurovision-saga på Netflix. Hvis du ikke har hørt om filmen, byder den på Ferrells islandske taberkarakter Lars Erickssong, der drømmer om at vinde Eurovision Song Contest ved siden af sin bandmakker Sigrit Ericksdottir (Rachel McAdams). Historien om bandet Fire Saga handler ikke bare om sangkonkurrencen i sig selv. Det er ligeledes en kærlighedsfortælling om to entusiastiske sangfugle, der bliver viklet ind i et spind af uafklaret kærlighed og forvirring, da det sexede Eurovision-liv lokker dem med glitrende fristelser. Vil Lars vinde Eurovision? Er verden rede til Islands entré? Vil Lars lære, at der er vigtigere ting i livet end at vinde?

Dette er en typisk fortælling, som vi har hørt mange gange før, så den er ikke ligefrem svær at følge med i, eller sågar forudse hvor plottet fører os hen, når først forholdene og konflikterne er etableret. Vi ved, hvad der vil ske med den skeptiske far, med landsbyen, der skammer sig over sin deltagelse i Eurovision Song Contest, og trekantsdramaet, men i en komedie som denne gør det ikke så meget, at alle kortene på forhånd er lagt ud - så længe det fører til latter (og med hensyn til Eurovision-aspektet, så er det blevet indkapslet perfekt i denne film). Som forventet er den nye Euro-popkomedie lige så meget en parodi, som det er en hyldest til konkurrencen, hvor Ferrell-humor og skøre opførsler mikses med gæsteoptrædener og stjernespækket glamour. Blandt de mere parodierede karakterer finder vi Loreen, Netta, Conchita Wurst og Jessy Matador (for at nævne et par stykker) i filmens mest ekstravagante scene, hvor både fiktive og velkendte sangfugle giver seerne en fantastisk pop-potpourri.

På trods af dette kan jeg altså ikke give topkarakter til humoren. Hvis der er én ting, Eurovision-komedien ville have haft godt af, er det mere excentriske optrædener. Blandt mordplottene, islandske elver og talende refleksioner bliver de fleste reduceret til dårlige penis-jokes og svenske chefparodier. Karakterer som Mikael Persbrandts bankdirektør falder til jorden, og der er en meningsløs spøgelseshistorie i filmen, som ikke havde behøvet at være der. Det samme gælder for filmens første dramaturgiske lavpunkt, som kunne være blevet droppet, uden at nogen havde bemærket det. Jeg forventede flere toner af 'Zoolander', i kraft af det store potentiale der ligger i at parodiere den spektakulære Eurovision Song Contest, men udover nogle lamme kostumer og sjove sangtekster er der ikke meget at finde under den skinnende overflade. Dan Stevens er dog sjov som den hyperseksuelle russer, der synger den fantastiske sang 'Lion of Love', men udover det vidner narrativet om et uforløst potentiale.

Jeg føler også, at jeg er blevet træt af Will Ferrells larmende karakter. Det faktum at kvinder af uforklarlige årsager falder for denne frustrerende midaldrende mand, ville måske fungere i komedier som The Other Guys, men med McAdams' karakter og den græske Eurovision-gudinde (spillet af Assassin's Creed Odysseys Melissanthi Mahut) føles det bare ved siden af. Der bliver lavet jokes om, at Ferrell og McAdams skaber en "søster-bror"-tone, og dét ville ærligt talt have fungeret meget bedre. Der er ingen romantisk kemi i parrets forhold, og det er ganske enkelt ikke troværdigt. Ferrell tabte titlen som 'Komediegeni' for længe siden, og han bringer simpelthen bare ikke den samme stjernekraft til showet, som han plejede for et årti siden.

Filmen er til gengæld charmerende, og selvom kærlighedshistorien er tynd og forudsigelig, falder den trods alt lige ind i Eurovisions sentimentale traditioner. Den er dum, den er for meget, den er overfladisk, og den er farverig, hvilket er alt, hvad Eurovision Song Contest-fans behøver i disse hårde tider.