Et Andet Syn: Mafia: The Old Country

Det er uhyre sjældent at vi dedikerer spalteplads til second opinions på den her måde. Vi har faktisk et dedikeret brugerfladeelement under en given anmeldelse, som vi flittigt benytter, idet to anmeldere har taklet et spil side om spil, som sker overraskende tit, alt taget i betragtning. Der er også andre grunde, såsom at vi har enorm tiltro til vores anmeldere, og den proces der er blevet designet til at sikre at selvom vi ikke altid er enige, så er teksterne der produceres både saglige og velargumenterede.

Det leder os til en ret central "disclaimer", om man vil. Connys originale anmeldelse af Mafia: The Old Country er ikke bare valid, den er velskrevet, solidt argumenteret og så absolut noget vi står ved som fælles, international redaktion. Det er umuligt for Conny at "tage fejl" i det hele taget, det er ikke sådan subjektiv journalistik fungerer i det hele taget, men vigtigere er det at slå fast at kvaliteten af hans argumentation er lige som den skal være.

Nu forholder det sig bare samtidig sådan, at både Palle og jeg selv kom i gang med Mafia: The Old Country efter Conny, og selvom at der ikke er et stort skel, det er jo ikke ligefrem fordi Conny trampede på alt hvad spillet fremfører og kvitterede med et 3-tal, men vi føler alligevel at det kunne være en sjov, anderledes udfordring at fortælle lidt om hvad vi synes, om ikke andet som et alternativt perspektiv på det som The Old Country forsøger at være, og sige.

Lad os springe over hvad Mafia: The Old Country egentlig er så, siden du jo passende kan læse den velskrevne originale anmeldelse her, og få svesken på disken. Jeg kan godt lide The Old Country, og selvom jeg anerkender at som timerne, og kapitlerne ruller, så bliver det meget åbenlyst hvor rigidt, lineært og indrammet spillets centrale designfilosofi egentlig er, så kom det, mærkeligt nok, til at virke forfriskende i en tid hvor spiludviklere er blevet så bange for netop at præsentere en meget singulær oplevelse, og polstrer spil febrilsk med talent trees, sidemissioner og challenge modes. Mafia: The Old Country har godt nok samleobjekter, såsom aviser, og der er et virkelig rudimentært opgraderingssystem, men disse er skubbet så langt tilbage i kulissen, og kan desuden ignoreres helt og aldeles, at det at bedømme spillet på baggrund af at disse teknisk set eksisterer synes malplaceret.

Nej, når alt kommer til alt er Mafia: The Old Country så old school som det kan blive, hvor den lineære fortælling om Enzo og Torrisi-familiens gøren og laden i starten af 1900-tallets Sicilien, hvor strukturen, pacing og mekanisk udvikling udelukkende dikteres af den fortælling Hangar 13 har ønsket at fortælle. Alt afhænger af, hvad der giver mening rent narrativt, og det betyder også at der går ret lang tid før man affyrer et våben, og at spillet bevidst skruer helt ned for tempoet for at give plads til karakterer og begivenheder. Den her jordbundenhed, det her insisterende fokus på realistiske omgivelser, udvekslinger og begivenheder betyder også at der ikke på den måde er Uncharted-lignende highlights, hvor man undslipper fra en brændende zeppelin over Siciliens vinmarker, men det betyder dog at den egentlige indlevelse er desto mere effektiv, og Hangar 13's genskabelse af den her setting er også overbevisende, fordi man færdes i den på så underspillede præmisser.

Det betyder ikke at alt er fryd og gammen, for selvom Enzos rejse som karakter er veldefineret, og de rammer der skabes omkring historien passer enormt godt, så er spillet en kende restriktivt, selv hvis man er mere tilgivende overfor den stramme filosofi Hangar 13 har benyttet. Ankommer du til en lokation på hesteryg eller i bil, så må du ikke selv parkere - spillet tager vitterligt styringen fra dig for at sikre at du holder lige der hvor spillet har planlagt at du skal være, og selvom linearitet kun fremmer spillets insisterende fokus på historiefortælling, så kunne der godt være interaktionsmuligheder der fremmede indlevelsen, også. Måske kunne Enzo ryge en cigaret? Måske ens bil gik i stå til tider, så man skulle ud og fikse motoren og starte op med håndsving? Måske det var nødvendigt at rengøre ens våben, inden man drog ud på en mission? Jeg er ikke en spildesigner, men jeg kunne godt have brugt flere muligheder for at skabe et mere dybdegående forhold til Enzo gennem en mere håndgribelig mekanisk forbindelse.

Når det så er sagt, så føles Mafia: The Old Country, sjovt nok, forfriskende. Sådan ville det måske ikke altid have været, men som branchen løbende skifter fokus på uendeligt engagement, og at det at gå "viralt" med ens spil nærmest kræver en meget specifikt sekvens af mekanikker og strukturer, så er dette throwback nærmest innovativt i sin direkte nægtelse af at lade sig tilpasse de her forventninger. The Old Country er et modsvar, en reminder om at spil også skal kunne noget andet end at generere klip til TikTok, og selvom det er en mangefacetteret og uperfekt fortælling, så har jeg nydt det i stor stil.

Og som sagt var jeg ikke den eneste der oplevede det her, for samtidig købte Palle spillet (2K stillede kun det ene eksemplar til Conny til rådighed), og han siger dette:

Palle
"For mig, er Mafia: The Old Country lige præcis det, som serien, og som jeg, havde brug for. Det er en fokuseret og afgrænset fortælling om lige præcis det, jeg forventer at få i en mafia- fortælling. Der er kærlighed, sammenbidte (og klichéfyldte) mænd, der taler om ære og familie og det er lige præcis det, jeg forventer at få serveret og jeg elsker det.

Gameplayet er simpelt, men det, der er, fungerer godt. Der er en god cover-mekanik. Der er en række gode våben. Der er både biljagter, stille snigemissioner og missioner, hvor en række banditter skal jævnes med jorden, mens man råber fornærmende italienske gloser efter dem. Det er igen, præcis hvad jeg forventer af en mafia-fortælling.

Og så er der stemning - og der er masser af den. Sicilien i starten af 1900-tallet er et virkelig smukt sted med solbeskinnede landskaber, små landsbyer med det lille torv i midten af byen og vinmarker og gårde spredt ud over det hele. Det er virkelig et skifte fra de amerikanske storbyer, som vi var placeret i, i de foregående spil i serien. Igen, lige præcis hvad jeg forventer af en klassisk mafia-fortælling.

Når alt kommer til alt, så er Mafia: The Old Country et solidt 8-tal for mig. Nej, det byder ikke på noget nyt. Ja, det er restriktivt. Ja, det er klicéfyldt. Og nej, det er måske ikke det mest velspillende spil. Men dét som det giver mig er, lige præcis det, ja, jeg har efterhånden sagt det mange gange, som jeg forventer af en mafia-fortælling og det er skøn comfort food for mig og så klør det lige præcis den itch jeg har, som elsker mafiahistorier kombineret med fokuserede og narrative spil. Jeg er klar på en efterfølger til The Old Country."

Modsat hvad mange, eller forhåbentlig bare nogle enkelte brodne kar, tror, så er anmelderi en subjektiv tekstform. Jo, vi kan fylde vores tekster med argumenter der har saglig basis og rod, og vi kan, via eksempler eller analytisk know-how, forankre vores holdninger i overbevisende retorik, men når alt kommer til alt så er det "bare" noget vi synes om noget vi har oplevet. Det kan opstå strømninger, eller en kritisk konsensus, som til tider kan fortælle os noget, men ofte kan de fleste pilles ret let fra hinanden ved at sige; "jeg er uenig, jeg synes i stedet at...", og det bliver så basis for en forhåbentlig spændende samtale eller diskussion om hvorfor vi er som vi er, og hvorfor vi synes det vi synes.

Conny synes at Mafia: The Old Country var til et 6-tal, og det er kun fair. Jeg kan sagtens spejle mig i hans kritikpunkter, også selvom jeg føler at spillet faktisk er et langt mere friskt pust for mig personligt, og at det er en af de mest ærlige AAA-oplevelser jeg har haft med at gøre længe.

Jeg vil derfor erklære mig enig med Palle, og sige at jeg mener at spillet fortjener et 8-tal. Det betyder så sandelig ikke at vi hverken piller ved vores anmeldelse, eller præsenterer den med noget mindre end absolut tillid og professionel stolthed, men det betyder dog at hvis du har overvejet et køb, så findes der andre perspektiver.