Det er mindre end en måned siden at vi sidst havde en nyhed der kunne fortælle om en potentielt lækket liste, der viste hvad Nintendo havde tænkt sig at tage med af hemmeligheder til E3 i år. Nu sker det igen, denne gang dog med en liste der virker en smule realistisk.
Et billede er således dukket op på Imgur og her kan man se et dokument, der ligesom sidst, igen skulle være Nintendos E3-program.
Som forventet indeholder dokumentet spil som Bayonetta 2, Pokémon Omega Ruby og Pokémon Alpha Sapphire, Hyrule Warriors og Super Smash Bros. til 3DS. Mere interessant er dog at der også nævnes et nyt Zelda til Wii U, der her har fået navnet The Legend of Zelda: Unbound King. Andetsteds på listen finder man også Pokkén Fighter Tournament, og vi ved at Pokkén Fighter var et navn der tidligere blev registreret af The Pokémon Company.
Nintendo har naturligvis ikke selv ønsket at kommentere sagen og derfor må dokumentet blot ses som et rygte indtil videre. I næste uge går det dog løs på E3, og her vil vi naturligvis også være klar til at fortælle jer om alt hvad Nintendo har tænkt sig afsløre af hemmeligheder.