Nintendo har tidligere afsløret at Kirby's Epic Yarn startede sit liv uden Kirby, og nu siger en af udviklerne at konceptet kunne udvides til også at rumme andre Nintendo-figurer.
Udmeldingen kommer i seneste udgave af Nintendos interviewserie Iwata Asks, hvor Tadashi Ikegami fra HAL Laboratory siger at han ser store muligheder i Epic Yarn-stilen.
"Jeg tror der er stort potentiale i at udvide denne stilart til andre serier, som at lave et spil kaldet Mario's Epic Yarn", sagde han. "Så godt et fundament synes jeg vi har lagt".
Ikegami siger også, at han var glad for at det i første omgang var Kirby, der blev valgt til hovedrollen i spillet.
Kirby's Epic Yarn blev for nyligt forsinket i Europa af ukendte grunde. Spillet er sat til at udkomme tidligt i 2011. Spillet er allerede ude i USA og Japan.