Enter the Matrix

Spil bygget på filmlicenser. Det eneste jeg hader mere i hele verden er karies og E-type. Jeg mener, denne forfærdelige genre har næsten fået mig til at skifte karriere op til flere gange. Et filmnavn uden på spilæsken er bør bogstaveligtalt få alarmklokkerne til at ringe eller sirenerne til hyle. Men Enter the Matrix lover fra starten mere. Da jeg så filmen The Matrix, havde jeg det lidt som en otte årig, der var blevet sluppet løs i en slikforretning hvor alt var gratis. Man kunne ganske enkelt spise til man brækkede sig, for bare at begynde forfra igen bagefter. Jeg sat som klistret fast til biografsædet. Det var fabelagtigt. Spørgsmålet som alle til gengæld har stillet omkring Shinys spiludgave af universet, har været hvordan firmaet på nogen måde ville kunne omsætte filmens feel til et spil, og så samtidig lade spilleren får styringen over dette, hvordan man skulle kunne lege med Matrixens fysiske love. Har det kunne lade sig gøre?. Til det kan jeg svare et rungende ja.

I stedet for blot at genskabe den kommende film Matrix Reloaded og baserer spillet på dens plot, har Shiny Entertainment, Atari og Warner i fællesskab sigtet en del højere. Spillet forlænger filmens historie ved at fortælle mere om det der ligger forud for Matrix Reloaded samt ved at bruge nogle af de vigtigste scener filmen til at væve sig ind og ud af det oprindelige plot. Resultatet er et spil der er en integreret del af universet. Både den kommende film og spillets handling kredser omkring besætningen på skibet Logos. Kaptajn Niobe og våbenspecialisten Ghost har antageligvis slået sig sammen med Morpheus og hans slæng for at optrappe kampen mod The Matrix. Samtidig er robotterne og maskinerne tættere på Scion, menneskets sidste fristad, end nogensinde før. Og det er op til at dig at redde det hele.

Enter the Matrix er et missionsbaseret actionspil i den reneste forstand. Men spillet er ikke blot en omgang lussinger med flotte effekter. Ud over de kampbaserede missioner, så er der fyldt på med en del baner, hvor spilleren tager styringen over skibet eller en bil. På den måde skal man mestre en del forskellige genrer. At hoppe, slås eller skyde sig gennem Shinys vidtstrakte og tempomæssigt velfungerende miljøer er faktisk nærmest en zen oplevelse. Enginen som styrer kamp-delen i spillet til både kampsport og våben er velgjort og den er nærmest uhyre enkel og så alligevel uendelig dyb. Det hele er bygget op omkring filmens slow-motion scener og ved hjælp af et focus-meter kan spilleren allokerer forskellige bevægelser, så som at løbe op ad væggen eller kaste sig gennem luften. Enhver bevægelse er ligeså givende at udføre, som der er at se på. Systemet er ganske enkelt strålende og tillader et væld af muligheder og kombinationer. Det har aldrig været så sjovt at se cool ud og så samtidig uddele bank. Ikke engang Max Payne eller Dante i Devil May Cry kan hamle op med den energiudladning som Enter the Matrix er. Alle der elsker Wachowskis mesterlige filmverden, får nu muligheden for at instruere deres helt egne scener.

Mens actionscenerne til fods med enten Ghost eller Niobe, hver gang får hårene i nakken til at rejse sig, så efterlader de to andre elementer af spillet mig skuffet. Man kunne have ønsket sig så meget mere. Turene i bilen tager dig ud til de steder spilleren skal hen, og her vil Shiny gerne have at du føler i kontrol, at du har noget at sige. Personligt så jeg hellere at denne del bare var mellemsekvenser end egentligt spilbart materiale. Bilscenerne er tunge og trætte og grafikken er uendelig middelmådig. Selv hvis man kravler ned i pilotens sæde i skibet Logos, og flyver igennem trange tunneler, føles det hele en smule fesent og kedeligt. Enter the Matrix ville have klaret sig bedre uden disse kiksede indslag.

Visuelt set er Enter the Matrix rigtig lækkert, men samtidig sidder animationer ikke helt i skabet. Nogle gange så virker det ikke helt som om man rent faktisk har fat i sin modstander, man er lige de par centimeter fra at rent faktisk røre ham. Det samme gælder på de tidspunkter hvor man tømmer det ene magasin efter det andet. De store miljøer ligner sig selv, og man kan ikke rigtigt påvirke sine omgivelser. Til gengæld er spillet fyldt til randen med veltilrettelagte mellemsekvenser og en hel del meget lækre effekter.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke havde regnet med at Enter the Matrix ville blive så godt et spil, som det egentlig er. Selvom jeg er vild med en del af Shinys tidligere spil, så havde jeg svært ved at se hvordan det skulle lykkes udvikleren at fange den atmosfære og de akrobatiske actionsekvenser som gjorde den første film så fornøjelig. Ironisk nok er det netop dette aspekt der fungerer bedst. Det er underligt at andre instruktører og manusforfattere ikke tidligere har fået en ide om at kombinere spil- og filmverdenen, for Enter the Matrix er et vidunderligt eksempel på at det kan lade sig gøre. For alle der elsker filmen er der eller bare rendyrket action vil jeg have lov til at anbefale Enter the Matrix, om end jeg helst så mig fri for de malplacerede og middelmådige bil- og flyvesekvenser.