Enslaved: Odyssey to the West

I sjælden gang imellem sker det at man som anmelder støder på et spil, som formår at overraske en positivt. I disse tider er det blevet mere reglen end undtagelsen at moderne spilproduktioner koster millioner af dollars i udviklingsomkostninger og markedsføring, så det er selvsagt blevet vigtigere end nogensinde før, at udviklerne kan sikre sig økonomisk fremgang med deres endelige produkt.

Men hvad nu hvis man har et produkt, der umiddelbart ikke passer ind i nogle i forvejen tænkte konventioner og rammer? Hvis man nu vil udgive et spil, hvor titlen ikke er efterfulgt af et nummer? Enslaved: Odyssey to the West er netop et sådant spil, der på papiret ikke er tiltænkt et specifikt publikum eller segment, og hvor forventningerne ikke nødvendigvis er særligt store, men som alligevel rammer en helt speciel nerve, og underholder fabelagtigt.

Dette skyldes ikke mindst den forrykt gode og i særklasse intense introduktion til spillet, der foregår ombord på et flyvende slaveskib. Her møder vi for første gang spillets to hovedpersoner, Trip og Monkey. Trip er ved hjælp af sine tekniske færdigheder sluppet fri fra sine lænker, og helvede bryder hurtigt løs, da slaveskibet bryder i brand og forulykker i New York.

Her overtager man styringen af Monkey, som Trip nu har givet en ufrivillig gave i form af at slavehovedbånd, så hun nu er herre over Monkey og har brug for hans beskyttelse på deres fælles rejse tilbage til hendes landsby.

Så simpelt er konceptet, hvis det altså ikke lige var fordi at vi jo her befinder os i en dystopisk fremtidsversion af USA, hvor befolkningen enten er udslettet eller taget til fange som slaver. De mennesker som stadigvæk er frie, bliver dræbt af spillets primære fjender, Mechs der ligger i dvale overalt efter diverse krige og konflikter. Selv New York City ligner ikke sig selv længere, da naturen har generobret metropolen, og på sin vej gennem byen ser man mange små detaljer der skal minde os om det moderne samfunds problemer og vilkår som vi kender det.

Med andre ord er det en enorm stemningsskabende og atmosfærisk verden Ninja Theory har kreeret, og banernes størrelse og design udfordrer konstant spilleren til at tænke kreativt. Men skulle man tro, at man får lov til at bevæge sig frit rundt i spillets verden, tager man grueligt fejl, da Enslaved er et af det mest lineære spil jeg nogensinde har spillet. Dette skal dog forstås absolut positivt, da spillet med få midler og velfungerende teknik overskygger denne linearitet, og præsenterer sig selv i nogle nærmest puritanske rammer for spildesign.

Hver bane er skarpt opdelt fra den foregående, men med konsekvent og veleksekveret banedesign føles fremdriften altid naturlig og konstant. Udover føromtalte henfaldende urbane miljø i New York, kommer man også forbi en sælsomt designet og imponerende robotkirkegård og Trips landsby, der ligger i et bjergrigt område beskyttet af et hjernevridende system af broer. Her kommer hjernen altså også i spil, og igen føles det som en naturlig videreudvikling af spillets præmisser.

Designmæssigt er spillet simpelthen en nydelse hele vejen igennem, og dette ses mest tydeligt i det smukt veludførte karakterdesign. Lige fra Monkeys yderst primatlignede fremtoning til spillets allerstedsværende Mechs, der emmer af charme, er alle dele af figurdesignet skabt med en æstetisk forståelse så dyb, at man ikke kan blive andet end imponeret.

At Ninja Theory så samtidig fortæller en omend primitiv, men enormt engagerende historie, er med til afrunde spillets samlede indtryk, og man bliver oprigtigt interesseret i Trip og Monkeys forhold. Det er Andy Serkis, der tidligere er kendt for sin rolle som Gollum i Ringenes Herre-trilogien, der lægger både krop og stemme til Monkey, og Serkis er med til at sætte en høj standard for stemmeskuespillet og puste liv i hvad der ellers havde været en ganske stereotyp karakter.

Men en ting er de kunstneriske rammer for spillet, et andet er selve kernen af spillets gameplay. Monkeys opgave er jo at beskytte Trip på deres rejse, og det er ikke småting det umage makkerpar må igennem på deres færd. Således skal der krydses faldefærdige broer i New York og kæmpes mod Mechs, mens man sejler igennem et øde industriområde, hvor skrot og nu forfaldne og opslidte Mechs ligger som store bunker rust og former landskabet derefter.

For slet ikke at nævne den sanseløst hektiske slutning, der får den seneste Transformers-film til at ligne noget fra børnefjernsyn. Men disse Mechs er ikke kun til for syns skyld, det er også spillets hovedfjende, der udgør den primære modstand spillet igennem. Her får man lejlighed til at benytte spillets kampsystem, der primært består af Monkeys næver og stav, der udover at fungere som et stumpt instrument også kan vendes og affyre plasmaprojektiler mod fjenderne. Kampsystemet er ikke udpræget elegant, tværtimod fremstår det enkelt og brutalt, men igen er dette en positiv overraskelse, da animationerne altid føles glidende og troværdige.

Fjendernes kunstige intelligens afspejler også denne rå og dyriske tilgang til kampene, og det giver sammenlagt en rigtig fin balance, så fjenderne selv på den laveste sværhedsgrad kan mønstre en anseelig udfordring og tilpasse sig spillerens måde at kæmpe på.

Senere får man mulighed for at opgradere sine færdigheder igennem Trip. Dette foregår ved at man indsamler lysende orbs på spillets baner, der blandt andet kan indløses til nye opgraderinger til ens stav, nye kampteknikker eller et bedre og mere effektivt skjold. Her er det igen dejligt at se at man har valgt en primitiv og nostalgisk tilgang til opgraderingssystemet. Der er jo ingen grund til at retfærdiggøre et sindrigt mikroøkonomisk system, når dette kan gøres mere effektivt ved at benytte en reference som alle spillere kender fra deres tid med spil såsom Mario eller Jak & Daxter.

Man kunne forestille sig at Ninja Theory har kigget tæt på platformspil såsom netop Jak & Daxter, og ikke mindst Uncharted, da Enslaved primært udfolder sig som et hack n' slash/platformspil. Men det er desværre også her, at vi skal finde en af spillets svagheder. Det mest presserende problem er styringen af Monkey, der ikke altid så stram som man kunne ønske sig. Man kan tit opleve at stå og hoppe sanseløst forvirret foran en platform uden at have mulighed for at hænge fast, fordi man ikke står fuldstændig perfekt overfor platformens kant.

Kombineret med kameraet, der ikke ikke altid placerer sig optimalt, kan dette godt give enkelte frustrerende øjeblikke, men det er blot en detalje for det kræsne øje. Hvis vi et øjeblik skal forblive kræsne, kunne man også tale for at hersker/slave dynamikken som spillet slår sig på, ikke bliver udnyttet til andet end værende en narrativ platform som handlingen udspringer sig af. Bevares, det har da konsekvenser at overlade Trip til sig selv, men man kan sidde og tænke sig at hersker/slaveforholdet var for stor en mundfuld at formidle, og derved går det magtforhold tabt som historien udvikler sig. Det er ærgerligt, da dette potentiale føles uudnyttet og muligvis kunne skabe interessante situationer for spilleren.

Dette er som sagt detaljer, og det er i sandhed svært at finde decideret kritik af Enslaved. Personligt har jeg ikke oplevet en sådan spilleglæde omkring platformspil siden InFamous og med Enslaved har Ninja Theory kreeret et helt unikt produkt der med lethed underholder i rigtig mange timer.

Med sine ekstravagante miljøer, enormt lækre figurdesign og et stort teknisk overskud, kan man kun varmt anbefale Enslaved, selv på trods af nogle enkelte småfejl. Hvis du ligesom mange andre har kigget fortvivlet på alle de efterfølgere der udkommer her i efteråret, så spar dig selv for yderligere lidelser og bliv trælbundet af Enslaved, og oplev et virkelig originalt og underholdende spil. Præcis som det skal være.