Jeg elsker The Elder Scrolls-serien. Jeg startede med Morrowind for mange, mange år siden, som jeg gennemførte efter flere frustrerende fejl havde blokeret vejen mod det røde bjerg. Oblivion blev derefter overvundet, trods alt for mange ture igennem de ret kedelige Oblivion-porte. Sidst men ikke mindst, så klarede jeg dragen Alduin The World Eater, efter at have Skyrim installeret i to år. På det seneste har jeg endda dyppet mine tæer i Daggerfalls Unity-version, som kun kan beskrives som "old school" på alle måder. Det eneste spil i serien, ud over Elder Scrolls: Arena, som jeg ikke har prøvet, er The Elder Scrolls Online, men det ændrer jeg nu. Jeg vil nemlig påtage mig den opgave at anmelde så meget af The Elder Scrolls Online, som jeg kan. Jeg begynder med den nyeste udvidelse; High Isle. Breton-racen slår sine folder her, og jeg vil så bevæge mig bagud, og opleve de mest ikoniske områder fra Elder Scrolls-serien, som Vvardelfell og Cyrodil, bare for at nævne et par.
Jeg skriver disse artikler som en komplet "newb" i The Elder Scrolls Online, og jeg vil forsøge at lære og suge nok erfaring til mig, så artiklerne kan læses af alle, men her i starten vil det jeg skriver nok ikke imponere de veteraner, som har været med siden spillet udkom for otte år siden, men jeg skal forsøge om ikke andet at gøre artiklerne underholdende, så de kan tænke; "sikke en newb", og grine lidt af mig. Anyway, lad os begynde.
Det første jeg blev bedt om, da jeg fik adgang til spillet, var at oprette min karakter. Jeg kreerede derfor en Nightblade Nord-karakter der, traditionen tro for mig, hedder "Pshycodwarf". Navnet er et levn fra World of Warcraft, hvor jeg ville lave en karakter der hed "Psychodwarf", men jeg stavede det desværre forkert, så mine venner i spillet drillede mig til ukendelighed. Sådan et navn må man jo huske, og derfor slap jeg Pshycodwarf fri på øen High Isle.
At starte The Elder Scrolls Online uden nogen form for viden eller erfaring er overvældende. Man bliver bombarderet med informationer i starten, som jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle stille op med. Derudover var der to eller tre butikker, hvor man kunne købe ting for rigtige penge i, men dem ignorerede jeg, da jeg bare vil spille spillet som det er, ligesom jeg gjorde i World of Warcraft i starten. Efter en kort introduktion hvor man lærer spillets styring at kende blev jeg sluppet løs. Den første by man møder er Gonfalon Bay, som er en flot havneby på High Isles sydlige kyst, hvor en begynder som mig sagtens kan fare vild og blive overvældet af de muligheder som spillet har, hvilket også skete flere gange. The Elder Scrolls Online forklarer en meget hurtigt efter man er kommet til byen, at det er en god ide at finde sig en guild, da disse sammenslutninger er en god måde at opleve spillet på. Jeg valgte selvfølgelig ikke at følge det råd, da jeg ved at man skal vælge sin guild med omhu, fordi der er nogle virkelig nederen oplevelser og mennesker at støde på hvis man kommer i den forkerte en af slagsen. Seks år i World of Warcraft har trods alt givet mig en del erfaringer. Derfor fortsatte jeg min udforskning af byen alene. Det første der slog mig, da jeg målløst strejfede rundt i Gonfalon Bay, var alle de fede karakterer jeg så ride igennem byen med deres flotte ridedyr, og flashy udstyr, hvor jeg tænkte; "der er lang vej, men det kan blive mig", altså når jeg lige fatter hvad der foregår.
Det første og måske det jeg synes er det aller fedeste i The Elder Scrolls Online er at alle de karakterer man kan snakke med i spillet, og som har indtalt dialog af nogle ret kendte og rigtig gode stemmeskuespillere. Så jeg rendte bare rundt, og snakkede med alle der ville snakke med mig. Fra den største adelsmand til gutten der bær rundt på tunge kasser på havnen, så havde de alle noget at sige, hvilket jeg synes er evigt fedt. Efter at have brugt alt for lang tid på dette fandt jeg The Fighters Guild, som kan findes i forskellige former i alle Elder Scrolls-spil. Her fik jeg min første opgave, og senere fandt jeg også den magiske version af Fighters Guild. Dette gjorde at til trods for at alting føltes overvældende, så følte jeg mig samtidig hjemme på en eller anden underlig måde i spillet. I Gonfalon Bay er der udover disse sammenslutninger også en masse steder, hvor man kan udøve de håndværk man vælger at fokusere på, men de var ikke tilgængelige for mig endnu. Det blev de senere, men mere om dem i del to. Jeg forvildede mig ind på den lokale kro, hvor jeg fik opgaven at finde tre festaber, som havde forladt kroen dagen før i beruset tilstand uden at have betalt deres regning. Jeg mødte først en ork, som var en af de tre drukhoveder, og han fik forhandlet med kromutteren at hvis han kunne fremskaffe de penge han skyldte, så ville hun glemme hele affæren. Derfor begyndte jagten på de andre to, som havde festet med orken, så de kunne betale deres del af regningen. Dette førte mig rundt på hele den sydlige del af øen, og førte til en masse fede opgaver, for som det jo så tit er i RPG'er, så skulle man lige udføre en lille opgave for dem først, inden de gad at betale deres del. Det var her jeg virkelig følte at det her var et Elder Scrolls-spil. Det var derudover også her jeg fik en ide om hvordan spillet kom til at være mange timer frem, og jeg elskede det.
Jeg var dog ikke færdig i Gonfalon Bay endnu, da jeg kom ned i et område jeg endnu ikke havde udforsket, og der stod der en karakter, jeg ikke havde snakket med endnu. Da han så begyndte at snakke, kunne jeg genkende stemmen. Det var skisme Billy Boyd, som spiller Pippin i Ringenes Herre. For det første skiller han sig meget ud ved hans skotske accent, hvor alle de andre karakterer tydeligvis er amerikanere der forsøger at snakke med en britisk accent. Han inviterede mig til at spille et nyt kortspil som High Isle-udvidelsen har. Spillet hedder Tales of Tribute, og minder i udseende lidt om Blizzards Hearthstone. De er dog ret forskellige. Jeg var ikke god til spillet, da det altid tager mig tid at lære nye regler, men det var fedt at muligheden var der, ligesom det var en fed adspredelse at spille Gwent i The Witcher 3: Wild Hunt. Jeg vil prøve at spille det lidt mere, så jeg kan snakke mere om det i del to.
Jeg tænkte nu at jeg var færdig med Gonfalon Bay, og gik derfor på udforskning på øens sydkyst, hvor jeg fandt eventyr alle steder jeg kom hen. Jeg fandt et hospital, hvor der var en ond læge der forsøgte at lave underlige vampyrskabninger. I samme område skulle jeg hjælpe en karakter hvis sind var blevet besat med at skille sig af med det problem. Jeg endte endda med at deltage i et såkaldt World Event, hvor der pludselig udbrød monstre fra en vulkan, og jeg kunne deltage, da The Elder Scrolls Online har et system, hvor man kan deltage i alle kampe lige meget hvor stærk en karakter er, hvilket er noget af det fedeste ever. Jeg vil snakke meget mere om det system i del to.
Del to bliver i det hele taget mere teknisk, hvor jeg vil snakke mere om systemerne og hovedhistorien, da jeg kom ret sent i gang med denne. Del to vil jeg strukturere mere som en anmeldelse af udvidelsen, da jeg nu har samlet mig en del mere erfaring med spillet. Så jeg håber I har lyst til at følge mig i min rejsen igennem alt hvad Elder Scrolls Online har at tilbyde.