Konsoller og spil koster mange penge. Altså rigtig mange penge. Fordi indgangsprisen til vores elskede spilindustri netop er så høj, har vi tit kun råd til at investere i én spilkonsol. Men efter pengene har skiftet hænder, plastikken er revet af den spritnye kasse og det første spil glider ind i diskdrevet, opstår et andet behov. Vi skal forsvare vores valg af konsol overfor os selv, og vigtigst af alt: de andre derude. På denne måde opstod de frygtede konsolkrige, hvor vrede fans forsvarede deres købsbeslutning med næb og klør. Denne er kun blevet mere profileret og intens sammen med internettets udvikling og spredning.
Jeg sætter mig ikke op på en hvid hest her, for jeg har opført mig præcis lige sådan. I mit tilfælde fik jeg en PlayStation 2 foræret af mine bedsteforældre, og har lige siden, på mærkværdigvis, følt et tilknytningsforhold til Sony-brandet. Det giver ingen mening, for spillenes og maskinernes kvalitet bør tale for sig selv, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig som en del af PlayStation-konsollens økosystem - en vaskeægte fanboy.
For nylig ændrede alt dette sig dog, da jeg var så heldig at få lov til at låne en Xbox One. Det skulle være mit indtog ind i et andet konsolsystem, og jeg blev mildest talt overrasket. Xbox One har nemlig vist sig at have et enestående spilbibliotek, og specielt de eksklusive spiltitler har været yderst imponerende. Jeg vil derfor gennemgå mine oplevelser med hver af disse, og både sætte fokus på nogle rigtig fede titler, men samtidig bevise at et åbent sind kan lede til nogle skønne spiloplevelser.
Ryse: Son of Rome
Det var som om at hele internettet eksploderede i harme, da Microsoft løftede sløret for Cryteks tredjepersons action-spil tilbage ved E3 i 2013. "Kedelige QTE-sektioner", "middelmådigt gameplay", udelukkende et grafisk showcase", ja postulaterne var mange, og med dette i mente kastede jeg mig over Ryse, og fik en af 2014's største overraskelser. Ryse er ganske glimrende, og det er på trods forholdsvis ensformige mekanikker. Ja, i Blizzards foyer står der "gameplay is king" indgraveret i gulvet, og det er i de fleste tilfælde en uomtvistelig sandhed, men i Ryses tilfælde bliver der satset anderledes. Der satses udelukkende på fandenivoldsk spektakel.
Du spiller en romersk officer, der efter en tragisk død i familien, rejser til det oprørske England for at kvæle en kommende revolution. Ryse er først og fremmest et af de smukkeste spil jeg nogensinde har spillet, men mekanikkerne holder overraskende også vand i mange timer ad gangen. Ja, spillet elsker at tage kontrollen fra dig, og det kan blive irriterende hvis man er puritansk og klassisk anlagt, men der findes en glæde i noget der spiller godt, ser godt ud og føles levende og brutalt.
Derudover har Ryse en overraskende stærk historie, hvor både had, hvor specielt fædrelandsstolthed kommer i fokus og bliver sat på prøve, og dette hjælper spilleren til at engagere sig i kampene. Er det dybe systemer vi har med at gøre? Nej, men det er en spilbar 300-film, og for mig var det mere end nok. Ryse forbliver en af de mest positive overraskelser siden jeg fik min PlayStation 2 for mange år siden, og det kan anbefales til alle der har hang til action-titler af alle slags.
Forza Horizon 2
I december sidste år anmeldte jeg The Crew, og var ret så begejstret, på trods af dets mange fejl og mangler. Min pointe ved anmeldelsen var, at trods en lidt løs bilfysik og et lille antal biler fra start, så imponerede The Crew med sin enorme størrelse. Forza Horizon 2 er dog i en liga for sig. Kortet er en fuldstændig vidunderlig realisering af Sydeuropas solbelagte bjergveje, og styringen er skarpere, mere præcis og mere brugervenlig end jeg nogensinde har oplevet. På trods af dens åbne verden, føles selve bilfysikken bedre end i banebaserede racerspil som Driveclub og Gran Turismo, og med Drivavatar-systemet, der bygger computerstyrede modstandere baseret på online-brugerdata, bliver et race aldrig kedeligt eller ensformigt. Faktisk er jeg tilbøjelig til at kåre Forza Horizon 2 som det måske bedste bilspil jeg nogensinde har spillet, da hvert eneste aspekt fra miljødetalje til musikken i radioen er designet til perfektion.
Kan du godt lide bilspil? Bare det mindste? Så snyd ikke dig selv for Forza Horizon 2, da det er en af de mest komplette biloplevelser et spil kan tilbyde i dag, om det så er offroad, banerace eller street.
Titanfall
Jeg anser ikke mig selv for den store Call of Duty-spiller. Nick Holmberg har forsøgt at forklare mig appellen en række gange, men for mig ligner det glorificeret Pac-Man. En labyrint med små myrer der løber rundt, og den med de bedste reaktionsevner vinder. Det lyder måske en smule afstumpet, men da jeg første gang satte Titanfall-skiven i maskinen, blev jeg overbevist om, at man sagtens kan designe online-skydespilsmultiplayer, uden at det behøver at være ensformigt. Variationen består nemlig i dynamikken mellem piloten og de store Titan-robotter, der altid gør slagmarken til yderst interessant sted at være. Der findes alle de traditionelle opgraderinger, rank-systemer, våbenspecialisering og gadgets, men når først speakeren siger "stand by for Titanfall", ændrer slagets gang sig markant, og kan samtidig være et nødvendigt afbræk for mekanikkerne. Med andre ord bliver Titanfall sjældent kedeligt, og underholdningen sørger konstant for sig selv, selvom jeg havde svært ved ikke at dø en forfærdelig masse gange.
Banedesignet er ikke sønderlig nyskabende, men det behøver det heller ikke at være. Det der betyder noget, er at der både er plads til lækre parkour-tricks fra løbende piloter, og til de gigantiske Titans der tonser rundt og skyder på alt der bevæger sig. Jeg fandt både glæde i at holde mig skjult og affyre bazooka-skud på forbipasserende Titans, og i at smadre rundt i min tro robotfølgesvend, og udnytte dens mange smarte gadgets.
Jeg er ikke blevet fuldstændig omvendt efter min oplevelse med Titanfall, men derimod snarere overbevist om, at multiplayer-delen af det traditionelle førstepersonsskydespil, sagtens kan eksperimenteres mere med, uden at det går ud over det stramme og hurtige gameplay.
Selve Xbox One-systemet tiltaler mig ikke. Menuerne er bygget omkring stemmestyring via Kinect-kameraet, og resultatet er derfor rodet og usammenhængende, hvis man skal bruge en controller. Men ser man udelukkende på det eksklusive spilbibliotek, har mine første tre spiloplevelser været noget af en øjenåbner. Ryse: Son of Rome, Forza Horizon 2 og Titanfall er alle tre fantastiske titler på hver deres måde, og beviser at Microsofts satsning på eksklusivitet har givet gode resultater i denne konsolgenerations indledende etape. Jeg har endnu ikke fået fat i hverken Dead Rising 3 eller Sunset Overdrive, og jeg glæder mig allerede til at begive mig længere ind i Xbox Ones spilkatalog. Det betyder ikke at jeg ikke stadig føler en sær tilknytning til PlayStation-brandet, men det betyder, at jeg vokser med opgaven, og har opdaget at der findes masser af kvalitetsoplevelser på andre konsoller, end dem vi tilfældigvis har valgt at investere i.