Empire of Sin

John og Brenda Romero har i mange år drømt om at lave et spil sat i USAs era af spiritusforbud, hvor gangsterne og deres alkoholproduktion havde deres storhedstid. Nu er spillet her endelig, fyldt med både strategi, rollespil og taktisk kamp, i en stor sammensmeltning. Med 14 forskellige karakterer at vælge imellem kan du tilgå spillet som en aggressiv gangster på krigsstien, som en diplomatisk leder, eller din egen kombination af de to. Efter en masse timer i Romero-parrets gangster-simulator er vi klar til at fælde vores dom.

En lille disclaimer, inden vi går i gang: Ærligt talt, så anede jeg ikke hvad jeg skulle forvente fra det her spil. XCOM-like kamp, storskala empire management, vaden rundt i gaderne i realtid, Civilization-agtig diplomati, alt sammen i samme spil. Det lyder jo spændende, men det er godt nok også meget at blande sammen.

Hvordan fungerer dette i praksis? Som gangsterboss kan du frit bevæge dig rundt i byens gader, når du ikke er i kamp. Byen er fyldt med værtshuse, bordeller, bryggerier, hoteller og casinoer, alle sammen kaldet "rackets". Nogle ejer du, og de udgør dit imperium, og andre ejes af byens øvrige familier. Der er også huse som optages af småkriminelle, eller andre som er til salg. Din opgave er at være den største familie i byen, gennem hvilke som helst midler. Nogle familier er store, andre er små. Hvordan du tilgår dem er op til dig.

Jo større et imperium du har, jo flere penge har du generelt. Penge kan bl.a. bruges til at købe våben, rackets, opgraderinger til rackets, eller nye medlemmer af dit hold. Det er klart, at du for effektiv kamp helst skal have et ret solidt hold, som fx består af både skarpskytter (pt. den mest effektive type i min optik) og mere klassiske soldater. Kamp opstår ved at du går til angreb på fx en anden bandes bordel. Når du har udraderet alle vagter, så kan du overtage stedet.

Lad os starte med noget af det, som Empire of Sin gør godt: Frihed. I Empire of Sin får man følelsen af, at man virkelig kan skære sin egen vej gennem Chicagos underverden, og overtage byen på præcis sin egen måde. Til at starte med vælger man naturligvis karakter, og her valgte jeg i min første gennemspilning Elvira Duarte, en ældre kvinde, som ved præcis hvad hun vil have. Og med sin forbryderfamilie, Los Luceros, vil hun have byen for sig selv. Hendes hår er ganske vist gråt, men hun er ikke en, man uden videre trodser. Jeg valgte at spille som Elvira på præcis den måde. Jeg lavede alliancer, men kun indtil jeg kunne gå direkte efter struben på mine allierede og overtage hele deres forretning.

Det blev hurtigt min strategi at se, hvornår de andre familier stod svagt, og så gå efter deres hovedkvarter med det samme, i stedet for at tage dem en "racket" af gangen. Dette skyldes blandt andet, at man med denne strategi får hele deres imperium med i købetg. En "downside" til denne strategi er, at man hurtigt bliver langt den mest kraftfulde spiller i byen, og at Empire of Sin derefter hurtigt føles lidt for nemt. Dets mange systemer til "empire management", herunder opgraderinger til hvert racket, indstillinger til booze-produktion, og mange, mange andre indstillinger, virker på et tidspunkt lidt ligegyldige, da spillet kan vindes blot ved at have den stærkeste hær. Hvis du har alt for mange penge og bare skal vinde, hvorfor så gå op i at få flere penge?

Går man ikke kun efter dominans kan man også gå på opdagelse i byen, fx gennem quests. Quests varierer meget i deres omdrejningspunkt, og har ikke altid noget at gøre med magtspillet som sådan. Mange quests er mere en art remindere om at nå en "milepæl". Et "quest" kan fx være at overtage 2 distrikter, hvilket giver dig x antal ressourcer. For mig var quest-udvalget i spillet dog lidt svagt, og ligesom empire management, så føltes quests hurtigt lidt ligegyldige at gennemføre, da de ikke er nødvendige for at vinde.

Dette skyldes også, at spillet ikke har særligt meget historie, i hvert fald ikke som er nødvendigt at opleve. Det er meget mere et simulator-spil, og det pakker sig heller ikke ind som andet. Det er egentlig fint, og Empire of Sin bakker dette op med en let stemning, som er ganske hyggelig, trods al den vold, man udfører. Det gør dog også, at jeg kun har endnu mindre incitament for at lede efter quests og den slags, og hellere vil fokusere på total dominans og krig.

Tilsammen betyder alt dette, at en gennemspilning af Empire of Sin hurtigt kan føles som et meget langt brætspil, hvor man godt ved at man ender med at vinde, fordi man kan se at man har langt flere point end den boss, som er på andenpladsen. Dette vel at mærke uden at jeg rigtig vidste hvad jeg lavede, i det overordnede strategiske magtspil. Derfor bliver dette magtspil hurtigt lidt kedeligt, og det føles derfor som om noget skal justeres i spillets komplicerede pointsystem.

Dette betyder ikke at spillet altid føles decideret "nemt". Kamp kan være ganske udfordrende, og er da også det mest positive aspekt af Empire of Sin. Kampsystemet vil føles aldeles bekendt, hvis man har spillet XCOM-likes før. Dine karakterer bevæger sig på "tiles", når det er deres tur. Baseret på deres synsfelt, våben og fjenders cover, så kan de ramme en fjende med en vis procentchance. Afhængig af dine soldaters class kan de opgraderes til at have forskellige evner. Den mest interessante evne jeg stødte på, som jeg brugte ved hver given chance, var bossen Elvira Duartes Devil's Breath, hvor hun puster røg i fjendens ansigt, og fjenden derefter vil være på dit hold i 4 runder. Det er en ekstremt effektiv evne, som kan ændre kampen fuldstændigt.

Der er ikke noget specielt nyt i dette kampsystem, men som altid i XCOM-likes, så kan kampene overraske, og du har pludselig opdaget at du slet ikke har forberedt dig godt nok. Tilføj derudover, at dør din hovedkarakter, så er spillet slut. Denne "permadeath" er en voldsom trussel, så hvis man ikke oplever at være voldsomt overpowered, som jeg gjorde, så er konsekvenserne også ret store. Det gør jo bare ikke så meget, hvis man hele tiden er fire gange stærkere end den næststærkeste boss.

Alt i alt så føles spillet ubalanceret, for jeg ville ikke selv sige at jeg er nogen taktisk eller strategisk mester, hvilket ellers kunne forklare at spillet føles "vundet" lidt for tidligt. Empire of Sin er dog ikke kun ubalanceret, men også fyldt med fejl. Herunder hører quests der "sidder fast" og ikke kan færdiggøres (at loade et tidligere save-game fixede dette), kampe som ligeledes "sidder fast" i en tur, lyde som dukker op ud af ingenting, og mange andre forstyrrende fejl, især visuelle glitches. Jeg undrer mig også over ressource-systemet, da det ikke er helt tydeligt hvornår man fx får mere alkohol månedligt, hvis man har opgraderet et bryggeri. Fordi spillet har så mange fejl er det svært at vide, hvornår noget er en fejl, og noget bare er "underligt".

Visuelt er spillet af svingende kvalitet. Det ser dog klart bedre ud i sit isometriske perspektiv end i de Sid Meier-agtige "sit-downs mellem gangster-bosserne, som ser meget uddaterede ud. Heldigvis bruger man ikke meget tid på denne del, og generelt ser spillet ud som man ville forvente af et isometrisk spil af denne art: ok, men ikke overvældende flot. Fine miljøer, ok animationer, men alt er lidt stift, som i et strategispil lavet af et mindre team.

Den straks værre æstetiske del er lydsiden. Vi fik godt nok stemmeskuespil i spillet, men til gengæld fik vi også det værste stemmeskuespil, jeg nogensinde har hørt. Der er ingen indlevelse fra stemmeskuespillerne overhovedet, og selv i kampene, som man naturligvis regner med har lidt stemmer, får vi et par få lydklip, som tit er dybt bizarre. Til tider kan man høre fem forskellige mænd bevæge sig, som alle siger "basterds" på samme måde. Det lyder som peditesser, men mange stemmer i spillet er virkelig bizarre.

Når alt dette er sagt, så er spillet tit ganske sjovt, og har en overordnet ganske glimrende stemning, som dog bliver afbrudt af hvor ufærdigt det tit føles. Gangster-stemningen er der, med klassisk 30'er jazz og røgfyldte casinoer i lange baner. Det er ikke så mange spil, udover den misligeholdte Mafia-serie, der ellers tilbyder det, så tørster man efter gangster-stemning og elsker turbaseret kamp, så har Empire of Sin gode ting at byde på og masser af indhold, det har bare også virkelig mange fejl.