Elite: Dangerous

Det første man møder når man booter Elite: Dangerous op er et utroligt stemningsfuldt skærmbillede af en firkantet rumstation, som kredser om en stor planet. Jeg valgte hurtigt træningsdelen i den pakkede menu, så jeg kunne lære lidt om spillet, inden jeg begyndte at spille for alvor. I træningsmenuen kan man så vælge at få træning i de mest basale ting som man skulle kunne og man kan se videoer som går mere i detaljer med spillemekaniken. Dette skulle allerede lade alarmklokkerne ringe hos de fleste, for hvordan får man en styring, som på Pc'en er indviklet konverteret til en gamepad med mulighed for 10-12 knaptryk? Dette besvarer de første par træningsmissioner og svaret er ikke særligt godt.

For det første er træningen meget dårlig til at forklare alle den mange funktioner ens rumskib er i stand til at udføre og jeg oplevede også at tre af dem buggede så de ikke kunne gennemføres og jeg måtte genstarte dem fra starten af. Det er ikke et godt første indtryk at få synes jeg. En af de sidste træningsmissioner foregik på overfladen af en planet og da jeg havde udført de mål, som spillet havde sat mig, skete der ikke mere. Jeg kørte nok rundt i 30 minutter og skød på alt der kunne skydes på for at komme videre, men det lykkedes aldrig.
For det andet er styringen meget indviklet og ikke intuitiv. F.eks. skal man styre skibets mange funktion fra undermenuer, som man kalde frem ved at holde trekantknappen nede, hvorefter en menu dukker op og man får 8-10 forskellige muligheder. Problemet er at de andre knapper får lignede menuer op og det er meget uoverskueligt, specielt fordi spillet ikke forklarer en hvad alle mulighederne gør. I træningen, som omhandlede rumskibskampe, fik jeg at vide at jeg skulle flytte energi fra bagskjoldene til forskjoldene, men spillet glemte at fortælle mig hvordan man gjorde det, hvilke endte i at jeg blev skudt i stykker. Fem gange. Det lykkedes mig ikke at gennemføre denne træningsmission og jeg må indrømme jeg blev ret irriteret og faktisk vred. Det virkede som spillet ikke ville åbne sig for mig og træningen hjalp ikke. Efter 4-6 timer bare med træning og frustrationer, tænke jeg at nu måtte jeg videre og derfor gik jeg ind i hovedspillet. Man har dog fra menuen ændre mulighederne for f.eks. rumskibskampe og man kan endda købe ting til spillet på diverse online butikker.

Man kan vælge at spille med andre også og man kan endda starte spil med sine venner, i private grupper, så der er muligheder nok. Man starter spillet på en rumstation og man få derfra egentlig frie tøjler til at udforske rummet som man vil. Det er også der spillets helt klare styrker ligger for universet er utroligt stort, nærmest overvældende stort og man kan gøre lige det man vil. Man kan blive handlende, men diverse handelsvarer eller man kan blive en rumpiratjæger, som flyver igennem de mange solsystemer på jagt efter skibe som har dusører på sig. Dem kan man så angribe og hvis man flyver rundt og handler kan disse samme pirater finde på at angribe en, mens man fragter varer.
Kampsystemet er, som jeg beskrev i træningsdelen, ret indviklet. Man skal for det meste fjerne andre skibes skjolde, med sine lasere inden man bruger torpedoer og kan ødelægge de andre skibe. Igen er problemet dog at det kan være svært at få sine våben aktiverede og når man så gør, så er der så mange små funktioner, som man ikke ved er vigtige, og disse kan bestemme om man vinder en tæt infight eller om man taber den. Sådan er det faktisk med de fleste funktioner i spillet, det tager for lang tid at tilgå mange af dem og da spillet ikke pauser mens man roder rundt i de mange menuer, kan man lige pludseligt flyve ind i planeter eller meteorer, hvis man ikke passer på. Denne kontrol ødelagde meget af min oplevelse af et spil som jeg egentlig godt ville lide, men som ikke lod mig.

Det skal dog ikke være negativt det hele. F.eks. er spillet utroligt flot og stemningsfulgt. Rummet har ikke været flottere og man kan, via endnu et indviklet stjernekort, flyve lige hvorhen man vil. Man kan handle og tjene til at opgradere sit skib eller man kan lande på visse planeter og udføre missioner i en terraingående køretøj. Mulighederne er uendelige og det er fedt at flyve i hyper fart, rundt imellem de hundrede tusinde stjerner og gøre lige hvad man vil.

Man skal dog væbne sig med tålmodighed for Elite: Dangerous tager tid. Det tager tid at flyve og det det tager tid at lande på rumstationerne. Man kan med god vilje godt bare sætte sig tilbage og nyde den meget stemningsfulde musik, mens man flyver med malm man har minet fra et nærliggende meteorbælte, hvis man da ikke bliver overfaldet af pirater.

Alt i alt er spillet en blandet landhandel. Mulighederne i spillet er enorme og har man tålmodigheden både tidsmæssigt, men også til at lære den meget indviklede styring så er der mange uanede timers underholdning at hente. Man skal dog være klar på at man på ingen måde bliver holdt i hånden af spillet for, Elite: Dangerous er en enorm sandkasse, hvor man kan gøre lige det der passe en. Desværre er styringen på PlayStation 4 bare for svær at lære og skulle jeg selv have valgt ville jeg have prøvet spillet på Pc'en, da et keyboard bare er nemmere at have alle den mange muligheder på.