Elex 2

Tyske Piranha Bytes er en udvikler med et noget blandet ry. På den ene side gør de virkelig det, de elsker, nemlig at lave vestlige rollespil med en dybde lig den, man finder i Elder Scrolls og Mass Effect. På den anden side, så har de lige siden Gothic-seriens tidlige dage i 00'erne haft en slags uofficiel titel som pionerer indenfor "eurojank". Deres spil har nemlig, trods deres dybde, typisk vidnet om et stramt budget og enorme ambitioner, og derfor har deres spilserier Gothic, Risen og senest Elex mest været for de spillere, som har kunnet se igennem skønhedsfejlene. Med en vis tøven har vi dykket dybt ned i Elex 2 for at se, om Piranha Bytes endelig har leveret det homerun, vi allesammen håber på.

Elex-seriens lore er en noget bizar mundfuld, og jeg bebrejder dig ikke, hvis du efter et par trailere og screenshots har tænkt "hvad i alverden er det her?". Det er et klassisk vestligt RPG med det twist, at at det udspiller sig på planeten Magalan, hvor en meteor ramte, og smadrede civilisationen til ukendelighed, hvorefter nyt liv blev til på planeten, herunder monstre. Ressourcen "elex", som ankom med meteoren, er nu både valuta, kilde til magi og avanceret teknologi. Resultatet er, at du i Elex 2 det ene øjeblik skyder en trold med en blaster-riffel og det næste bekæmper aliens med sværd og skjold. På en eller anden måde går androids, aliens, fireballs og huletrolde op i en højere enhed i Elex 2.

Elex 2 har i den grad overrasket mig. Spillet starter nemlig ret uheldigt, med en intro, som virkelig skriger "jank". Mens omgivelserne faktisk er rigtig flotte, og spillets miljøer ofte imponerer, så er ansigtsanimationer, cutscenes, dialog og stemmeskuespil på det niveau, hvor min kæreste sad og grinte højlydt. Lad os slå det fast, at Elex 2 ikke er et spil, du spiller for den super indlevende storytelling eller præsentation. Det er snarere noget, du spiller på trods af, at disse elementer ofte er pivelendige.

Inden jeg kommer til, hvordan spillet overraskede mig, så lad mig lige komme med et par eksempler på denne elendighed. I spillets første time skal historien selvsagt etableres, og her møder du hovedpersonen Jax, som man nemt kan forveksle med en NPC grundet hans anonyme look. Han reddede dog verden i etteren, så han er ikke bare hvem som helst. Det skur, han bor i, ødelægges af en alieninvasion, og han er derefter på flugt. Denne indledende cutscene slutter fuldkommen brat, og jeg styrer så Jax. Derefter starter det igen ligeså brat, netop som jeg skal til at snige mig forbi nogle monstre. Det virker nærmest som en fejl. Kort efter møder jeg en gammel mand, som pludselig har reddet Jax, og dialogen afslører, at flere dage er gået. Pludselig udbryder Jax "DEX", og et flashback viser, at man har en søn ved navn Dex, som ligner en hjemsøgt hånddukke. Det virker som om Jax selv er overrasket over, at han har en søn, og ham skal du så ud og finde. Efter en uge med spillet er jeg stadig totalt ligeglad med Dex.

Som du kan høre, så er det her ikke kærlighed ved første blik. Alligevel, så er spillet ret så vanedannende, når man lige kommer ind i det. Dette skyldes blandt andet, at du har en enorm frihed i, hvordan du vil gå til spillet. Den enorme, åbne verden er overraskende indbydende at udforske, og man kan mærke, at der er lagt mange kræfter i miljøerne. Fra frodige skove til frosne sletter og holde ørkner, så er verdenen ret tæt pakket med ødelagte byer og rustne biler fra den gamle verden. Denne verden skal dog ikke udforskes til hest, som vi er blevet så vant til. I stedet får du ret hurtigt en jetpack, som du kan opgradere. Du kan med denne jetpack svæve henover bjerge, byer og meget andet, og det er faktisk super lækkert, at du kan komme så hurtigt og nemt på tværs af kortet.

Factions spiller en meget stor rolle i Elex 2, og det helt op til dig, hvilke factions, du gerne vil tilhøre. Jeg valgte Berserkers, som har omdannet deres område til en slags grønt utopia, og beskytter naturen. Deres by er ret flot udført, og er bygget på skrot og ruiner, men er samtidig meget frodig at kigge på. Dette står i kontrast til fx de post-menneskelige Albs, som bor i det kolde nord, og beskytter en slags højteknologisk fort. De tre øvrige factions, Morkons, Outlaws og Clerics har naturligvis også deres helt egen kultur og questlines, og derfor vil din spiloplevelse være meget anderledes afhængig af, hvilken faction du vælger.

Udvikleren vinder også lidt point ved at omfavne og acceptere spillets "jankiness". Eksempelvis kan du opgradere jetpacken til at kunne flyve komisk hurtigt, og dermed kan du i stedet for at løbe blot flyve latterligt hurtigt ligeud. Det ligner, at du har hacket spillet, men det er altså meningen. Mens der er fall damage, så kan du med denne upgrade flyve lige ind i en væg med 300 km/t, uden at komme til skade. Med jetpacken kan du komme væk fra enhver kamp, når som helst. Spillet har heller ikke nogen begrænsning på, hvor meget du kan bære. Det er dermed en meget åben formel, Elex 2 lægger for dagen, og det giver en forfriskende fri tilgang til at udforske verdenen.

Når man lige kommer lidt udover, hvor cheesy og uinspirerede navnene og koncepterne er (navne som "Clerics" og "Berserkers" er ikke ligefrem originale), så gemmer der sig faktisk et rigtig fedt quest design. Som jeg er steget i graderne som berserker, så har jeg måttet løse opgaver, som krydser hinanden på fascinerende vis. For at blive berserker skal du have accept fra tre af deres ledere, men hvor den ene skal bruge værktøjer for at gro "world hearts" (det er disse, som gør økosystemer muligt på den ødelagte planet), så skal smeden bruge jern, for at lave disse værktøjer. Ham som udvinder jern har så mistet sine mænd i en giftig ulykke, og du skal naturligvis hjælpe ham med at rekruttere nye samt finde en løsning på dette giftudslip. Det er dermed ikke bare et quest hist og her, men et mindre netværk af quests, som relaterer sig til hinanden. Det skaber en rigtig god følelse af sammenhæng. Da der også er rig mulighed for at bedrage en faction og gå forskellige veje, så er der nok ikke to gennemspilninger, der er helt ens.

Kampsystemet fungerer også ganske fint, når man lige kommer ind i det. Som man kan forvente, så er animationer og den slags ikke ligeså poleret her som i Witcher 3 eller Assassin's Creed Valhalla, men det fungerer udmærket. Jeg spillede på Xbox, og her har ranged våben et "lock on" system, hvor du sigter på den nærmeste fjende med venstre skulderknap og skyder med højre trigger. Det er ofte langt mere effektivt end melee, især hvis du senere opgraderer jetpacken, så du kan skyde fra luften. Låser du op for magi, så er det dog hurtigt her, du fokuserer, da det er både sjovt og mere effektivt end skydevåben. Det er et ganske fint og åbent kampsystem, omend det ikke er revolutionerende.

Grafisk er der tale om et ganske flot spil, når du blot navigerer verdenen. Alt fra byer til landskaber og monstre er ganske veludført, og den blandede sci-fi-fantasy-æstetik giver en imponerende variation, som fungerer. Mest imponerende er, hvor meget af den kæmpe verden, der kan ses i horisonten, og det skaber nogle imponerende udsigter. Der er lidt problemer med lyskilder, som kan give en underlig "flickering" bug i nogle situationer, omendt sjældent. Spillets langt største grafiske problem er ansigter, gestikulation og cutscenes. Groft sagt alt, der har med mennesker at gøre, da mennesker bare ser underlige ud. Det er en skam, og klart det, som er mest distraherende. Spillets børn ligner, som nævnt ovenfor, noget fra et mareridt.

Musikken er lidt hit-or-miss, men ikke noget, du hverken vil huske eller hade, lige med undtagelse af en koncert med Billy Idol, som er ret sjovt fundet på. Det mest ærgerlige på lydsiden er dog det middelmådige og tit decideret ringe stemmeskuespil. Der er ikke en eneste voice actor her, som du vil huske. Det er super ærgerligt, men vidner altså om, at vi har at gøre med et begrænset budget.

Jank, grimme ansigter og kedeligt stemmeskuespil til trods, så oplevede jeg faktisk ikke nogen gamebreaking bugs eller synderlig ustabilitet. Blandt de problemer, jeg har oplevet er, at monstre ofte flygter langt væk i stedet for at blive i nærheden, hvilket kan skabe ret irriterende kampe. En anden gennemgående ting er, at ens companions nogle gange påbegynder en lang dialog, mens du skal til at kæmpe, eller endda er midt i en kamp. Kampen stopper så, mens dialogen udfolder sig, hvilket bare er bizart. På den positive side, så har spillet på Xbox Series X nogle af de korteste loadetider, jeg nogensinde har set, og performance har generelt været helt fin.

Alt i alt har Piranha Bytes skabt en kæmpe verden med sjove og unikke quests, som er værd at udforske, trods en præsentation, som til tider halter en del. Det er det tætteste, Piranha Bytes er kommet på et poleret spil, og deres kærlighed til genren og og denne verden kan tydeligt mærkes. Der er derfor noget magisk ved at udforske Magalan, og i min optik kan man derfor se gennem fingre med fejlene. Giver man Elex 2 en chance, så venter der masser af timers underholdning, en kæmpe verden og et ganske dybt rollespil af den klassiske skuffe.