Elden Rings sværhedsgrad og åbne verden er et perfekt match

Ah, sværhedsgrad i spil. Emnet der har en imponerende evne til at skyde op som svampe i skovbunden, hver gang et mainstreamspil med en vis grad af udfordring dukker op. Vi så det sidst med Metroid Dread i efteråret, og mon ikke Elden Ring også vil afføde nok takes på emnet til at dække en mellemstor dansk provinsbys elforbrug.

Og ja, det her handler også om sværhedsgraden i Elden Ring, men jeg vil lade andre snakke om en egentlig easy mode og accessibility features, og i stedet fokusere på den måde den åbne verden og den (stadig) benhårde sværhedsgrad er med til at gøre hinanden mere frisk, meningsfuld og, ja, bare bedre.

Lad os få det af vejen med det samme. Elden Ring er i større eller mindre grad lige så udfordrende som From Softwares andre spil, men det giver dig flere muligheder for at gøre tingene lidt mere overkommelige, og gør jagten på disse mere underholdende og givende. Misforstå mig ikke, jeg elsker stadig strukturen i de tidligere spil, men hvor grinding for at stige i level eller indsamle nyttige genstande før i høj grad handlede om at genspille tidligere besøgte områder til døde, hopper jeg nu bare op på min trofaste genfærdsganger Torrent og går på opdagelse. Jeg finder skjulte grotter, omvandrende mausoleer, forladte kirker med hjemsøgte kirkegårde, portaler ind til parallelle verdener og meget mere. Steder der emmer af sjæl og magi og i egen ret er værd at besøge, men samtidig også er fuld af nye våben, materialer, troldkunstbøger, hjælpende npc'er og selvfølgelig runer til at gøre mig stærkere.

I et skur stødte jeg for eksempel på Roderika, som viste sig at kunne opgradere mine nyttige summons, mens en fjendtlig npc efterlod en daggert, hvis blood loss effekt var til stor hjælp mod Stormveil Castles boss, Godrick The Grafted.

Hvor forfølgelsen af sideindhold i mange åbne verdener skaber en form for ludonarrativ dissonans, føles det i Elden Ring altid naturligt og nødvendigt at afvige fra hovedmissionen. Som Kratos siger til Atreus i God of War, så afviger vi kun fra vores hovedmål for at forberede os bedre på netop dette, men hvor God of War snakker snakken, går Elden Ring gangen.

Det hjælper selvfølgelig, at netop det at klare hovedmålet er noget mere udfordrende end i de fleste AAA-spil. Hvis man alligevel bare blæser igennem hovedhistorien uden at møde markant modstand falder lysten til at afsøge kortets yderste grænser uundgåeligt. Nu er der jo forskel på evner og tålmodighed, så selvfølgelig er der en gruppe for hvem udforskning ikke vil være lige så nødvendig, som det er for den store, brogede masse, jeg selv tilhører. Men selv den gruppe vil drage fordel de mange våben, genstande, trylleformularer, summons og Ashes of War som alt andet lige gør kampene sjovere og mere varierede.

Når nu sværhedsgraden på sin vis tvinger mig til at finkæmme verdenen, er det en velsignelse, at Elden Ring ud over de førnævnte håndgribelige belønninger også er rig på de mere åndelige af slagsen. Som jeg tidligere var inde på, har The Lands Between et utal af forskellige attraktioner, som er værd at opsøge. Men verdenen er heldigvis mere end en samling spændende steder. For mig har From Softwares absolut største styrke altid været deres evne til at puste liv og sjæl ind i deres verdener. Teknisk er udvikleren ikke en sværvægter, men det gør ikke rigtig noget, fordi den er så dygtig på alle andre parametre.

Der er brugt meget spalteplads på at lovprise arkitekturen i for eksempel Anor Londo, og den knejsende middelalderborg Stormveil Castle og især Miyazaki-udgaven af Hogwarts, Academy of Raya Lucaria, har da også taget pusten fra mig, men skønheden - den lettere fordærvede af slagsen, forstås - findes på stort set alle bakketoppe, sumpe og bjergsider. Første gang jeg så et omvandrende mausoleum på en enorm diset slette hev det i mig for at ride mod den for at undersøge det aparte fænomen nærmere. Både fordi det var visuelt dragende, men også fordi From Software gør det så nemt at opdage disse ting organisk.

Hvor mange åbne verdener prioriterer realistisk topografi med tæt beplantning, der skjuler de interessante steder, opnår From Software med Elden Ring det samme som Nintendo gjorde med Breath of the Wild for fem år siden: At skabe en smuk og overbevisende verden hvor topografien aldrig kommer i vejen for nysgerrigheden. Derfor behøver kortet heller ikke alle de ikoner, der i åbne verdener ofte kvæler nysgerrigheden og puster til OCD'en.

Den åbne verden giver også Elden Ring en mere behagelig rytme. From Softwares spil er ofte meget intense medmindre man grinder eller farmer i områder, man kender som sin egen bukselomme. Torrent er hurtigere end alle dine fjender, så udforskning sjældent forbundet med reel fare. Den opstår først, når du selv opsøger den, og der er noget nærmest meditativt over at ride mod et højt punkt for at finde det næste mål og lige give sig selv god tid til at nyde udsigten 30 sekunder længere. Og efter særligt intense bosskampe finder jeg stor tilfredsstillelse og ro i udforske tidligere besøgte områder for at se, om jeg nu havde overset et spændende sted eller en nyttig genstand.

For mig inviterer den åbne verden til en cyklus, som jeg slet ikke kan få nok af: De benhårde udfordringer sender mig på jagt efter ting, der kan give mig en fordel, den dragende og fantastisk designede verden øger lysten til udforskning og de gode belønninger sørger for, at jeg ikke ender med en flad fornemmelse, men i stedet glad søger mod næste bakketop, for derefter at vende tilbage med fornyet mod og styrke til at klare det, der satte en stopper for mig i første omgang.

Ville udforskningen stadig være fantastisk, hvis Elden Ring var nemmere? Det tror jeg bestemt, for godt design annulleres jo ikke så nemt, men for mig har de kombinationen af de to ting været en gave til en formel, jeg før var kritisk ved at pille for meget ved. Sådan er det ikke længere. Nu håber jeg, at From Software bliver ved med at udforske den åbne verden i alle de forskellige afskygninger af drømme og mareridt, de kan forestille sig. Men lige nu vil jeg bare fortsætte med at nyde den fantastiske oplevelse, de med Elden Ring har skabt.