
Ejeren af GSC Game World, den lidt mystiske rigmand Maksym Krippa, har i et sjældent inteview med Forbes Ukraine meddelt, at S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl, her en måned efter udgivelsen, har tjent alle omkostningerne ind og nu er profitabelt.
Maksym Krippa er ret ukendt og han opererer mest bag kulisserne og smider masser af penge efter diverse projekter, via forskellige selskaber han ejer - heriblandt GSC Game World. I interviewet med Forbes Ukraine, siger han at han har investeret masser af penge i udviklingen af S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl, men ville ikke komme med et præcist beløb andet end "Of course, it's tens of millions of dollars".
GSC Game World er ikke Krippas eneste forbindelse til spil-industrien, da han i 2022 købte Natus Vincere, Ukraines mest prominente e-sports organisation, der har hold i både Counter-Strike, DOTA 2 og PUBG.
S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl udkom til Xbox Series X/S, PC og Game Pass den 20. november og efter bare to dage, rundede det 1 million solgte eksemplarer.