
Da jeg var dreng, fik jeg en kalender med tegninger af den hollandske tegner M.C. Escher, og jeg var med det samme tryllebundet af hans unikke opfattelse af perspektiv. Man må beklage, at manden er død, for han ville om nogen virkelig have værdsat Echochrome, der udelukkende handler om skiftende perspektiv. Lyder det kedeligt? Det er det bestemt ikke!
Det er sådan set synd, for Echochrome vil aldrig fange potentielle købere på baggrund af screenshots. Bare se på dem! En helt hvid verden, med hvide blokke og en hvid tegnedukke i hovedrollen? Smid en signatur i hjørnet af skærmen og du har et eller andet minimalistisk kunstværk, der koster 10.000 at have hængende. Det er faktisk først, når du ser spillet i bevægelse, at du begynder at spærre øjnene op.
Spillet præsenterer fem regler, der definerer hele spiloplevelsen. Regel nummer 1: Hvis to ting ser ud som om de rører hinanden, så gør de det. Dette betyder i praksis, at hvis man flytter kameraet således at to platforme, der rent fysisk befinder sig langt fra hinanden, ser ud som om de rører ved hinanden, vil Echochromes hovedperson være i stand til, at bevæge sig fra den ene til den anden.
Regel nummer 2: Hvis tegnedukken falder ned, vil den lande på, hvad der end måtte være under den. Regel nummer 3: Hvis dukken rammer en hvid cirkel, vil den blive smidt op i luften og lande på, hvad der ser ud til at være over den. Regel 4: Hvad man ikke kan se, findes ikke (1). Hvis der eksempelvis er et mellemrum mellem to plader der skal forceres, kan man blokere det med eksempelvis en søjle. Hvis man ikke kan se mellemrummet, eksisterer det ikke og dukken kan traske over fri luft. Regel 5: Hvad man ikke kan se, findes ikke (2). Denne regel er faktisk identisk med regel 4. Hvis du ikke kan se en forhindring, et hul eller sådan en hvid cirkel, så vil de ikke påvirke dukken.
Kort og godt, for at spille Echochrome er man nødt til at lægge normale erfaringer med perspektiv på hylden og tænke abstrakt. Og det er nøglen til at nyde spillet, for kan man ikke det, er spillet bare underligt. Kan man alligevel acceptere spillets regler, er der masser, at give sig i kast med. Spillet indeholder ikke mindre end 315 baner, plus dem, du måtte lave selv.
Målet i hver bane er at nå hen til en række skyggeagtige silhuetter, såkaldte Echoes. I langt de fleste tilfælde er der ikke nogen fast rækkefølge, og tidsgrænsen er så elskværdig, at man kan tillade sig op til flere fejltagelser. Styringen foregår stort set udelukkende ved den analoge knap eller D-paddet, og eftersom det kun handler om at dreje kameraet rundt om banen, er det ikke svært at sætte sig ind i.Faktisk er det så enkelt, og så alligevel udfordrende, at man til sidst sidder i en næsten tranceagtig tilstand og skifter perspektiv. Denne trance bliver styrket af den ualmindeligt minimale lydside, der består af et par violiner, tegnedukkens skridt og en kvindestemme, der på neutral vis kommenterer spillet.
Det er fantastisk, at kunne skabe broer på tværs af afgrunde, kun ved hjælp af perspektiv, og der er nogle gevaldige hjernevridere i spillet, der nok skal suge timer til sig. Det er bare synd, at spillet ikke altid overholder de regler, det selv lægger ud.
Nogle gange registrerer spillet ikke, at to plader støder sammen, hvilket bevirker, at dukken vender om og svanser tilbage. I de tilfælde må man bruge sekunder på at vippe med kameraet, for at finde lige netop den vinkel spillet godkender. Andre gange opdager spillet pludselig, at dukken er et sted, den ikke skal være, hvilket bevirker, at den dratter ned fra banen. Det er irriterende, især hvis man møjsommeligt har arbejdet sig langt, da dukken genstarter fra sidste sted, man har samlet et Echo op. Det er bare surt, hvis Echoet var i den anden ende af banen, makker.Samtidig kan manglen på skygger godt være en smule desorienterende. Pludselig kan kameraet befinde sig et sted, og du kan faktisk ikke greje, om du ser banen oppefra eller nedefra, med mindre, du lige kan se dukken.
Spillet er på ingen måde perfekt, da blandt andet det noget adstadige tempo og det faktum, at spillet ikke har andet at byde på, end sine perspektivtryllerier, men bortset fra det, er Echochrome en oplevelse værd. Det kan godt være, du ikke kan sætte dig ind i reglerne, det kan også godt være, at du med det samme føler dig hensat til M.C. Eschers 'Vandfaldet'. Uanset hvad, så skal den minimalistiske grafik ses, violinerne høres og perspektiverne udfordres. Du vil ikke fortryde det!