Dying Light: Platinum Edition (Switch)

Nintendo Switch er længder bag sine direkte konkurrenter når det kommer til rå styrke. Alligevel har vi set en række glimrende konverteringer fra tredjeparter over årene. Doom Eternal og The Witcher 3: Wild Hunt er blot to af disse mirakler, der skubbende hybridkonsollen til de yderste grænser, men stadig kørte ganske glimrende. På det seneste har det virket som om, at cloud-versioner er den foretrukne løsning, men miraklernes tid er tilsyneladende ikke forbi, og nu kommer Dying Light: Platinum Edition til Nintendo Switch. Der er tale om en forbedret version af originalen fra 2015, og alt tidligere DLC, samt et par konsoleksklusive funktioner såsom motion controls og touchskærm-understøttelse, er heldigvis inkluderet.

Da vi allerede har anmeldt det originale Dying Light, vil jeg ikke gå for meget i dybden med dets mekanikker. Jeg vil dog pointere, at det overordnede gameplay stadig fungerer rigtigt godt her en del år senere. Den nærkampsfokuserede action holdt mig altid til ilden, da de hjemmestrikkede våben ofte falder fra hinanden efter ganske få slag, og den ganske klamme lyd, når man sender et rustent metalrør i hovedet på en zombie, vil jeg ikke glemme lige foreløbigt. Parkourelementerne i førsteperson er også glimrende, og er på egen hånd ganske underholdende, ligesom mekanikken er strengt nødvendig for at kunne undslippe de jagende horder.

Når det kommer til den visuelle side på Switch, så ligner den åbne verden Harran nogenlunde den virkelige verden, som den ser ud, når jeg glemmer mine briller. Det meste ser udmærket ud tæt på (skygger og teksturer besidder dog langt fra samme detaljegrad som før), men mange detaljer i distancen er gået tabt. Objekterne har det med pludseligt at dukke op ad den blå luft, og de mere detaljerede teksturer er ofte længe om at indlæse, så der er lidt for god tid til at studere de firkantede placeholders. Dette ødelægger dog ikke oplevelsen, det er trods alt stadig Dying Light på Switch, men den storslåede skala og de flotte horisonter fra originalen er desværre gået tabt.

I forhold til ydelsen går Dying Light efter 30fps. Særligt når jeg mødte store sværme af blodtørstige væsener, faldt frameraten mærkbart, men aldrig til et punkt, hvor det helt ødelagde oplevelsen. Jeg testede spillet i både håndholdt og docked mode, og oplevelsen var ret konsistens på tværs af metoderne.

Selvom Switch-versionen altså har indgået en del kompromisser, så indeholder den også en række konsoleksklusive funktioner. Motion controls kan anvendes til både nærkamp og skydevåben, og særligt i førstnævnte tilfælde gav det lidt ekstra til indlevelsen af svinge min Joy-Con som en machete eller træplanke - særligt kombineret med effektiv brug af HD Rumble. Touch controls er også en mulighed i håndholdt, men da knappe-layoutet er ganske glimrende, var det ikke rigtigt noget, jeg benyttede mig af.

Dying Light er et glimrende spil i lokal co-op, og med Joy-Cons er der næsten ingen undskyldning for ikke at prøve det af. Onlinemultiplayer lider desværre under manglen på et party-system og in-game voice chat. Spiller du med fremmede, kan det derfor nogle gange være svært at koordinere, hvad det næste skridt skal være.

At du skal betale næsten fuld pris for et syv år gammelt spil på en mindre kraftfuld konsol kan virke en smule skuffende, men Techland kompenserer ved at inkludere rigeligt med ekstra materiale. Platinum Edition inkluderer alle fire DLC-pakker (The Following, Hellraid, The Bozak Horde og Cuisine and Cargo) samt 17 pakker med skins. Det sidstnævnte er næppe noget, der får tidligere spillere til at købe spillet for anden gang, men de tilføjer nu en smule tiltrængt humor. Jeg kunne blandt andet kæmpe mig gennem monstrene som en viking, en pistolsvingende cowboy og en 1920'er gangster, og selvom det meste af spillet er i første person, kan du se dit nuværende udseende på titelskærmen.

Blandt udvidelsespakkerne er Hellraid i mine øjne højdepunktet. Udvidelsen foregår i et gammelt middelalderslot, hvor du skal besejre uendelige mængder af skeletkrigere og lignende fjender med sværd, økser og hamre. Det er alt sammen meget humoristisk og giver et herligt afbræk fra det dystre hovedspil. Following fortjener også at blive nævnt, da denne mere traditionelle udvidelse byder på en ny lille sandkasse og en medrivende historie.

Overordnet set er Dying Light: Platinum Edition en ganske fin konvertering til Nintendo Switch, men der er også gjort nogle ofre undervejs, som dog langt hen ad vejen opvejes af blot at opleve spillet håndholdt. For samlere er det også lækkert, at al DLC'en nu er samlet på et kort. Selve gameplayet har ikke lidt overlast, og det føles overraskende frisk her næsten syv år senere. At man vælger at udgive spillet på Switch før den planlagte opdatering af originalen til Xbox Series X og PS5, er i sidste nok den rigtige beslutning, da de visuelle forskelle ellers ville være endnu mere markante.

Note: Spillet er i øjeblikket (23/10/21) ikke tilgængeligt på Nintendo eShop grundet problemer med aldersvurderingen i Tyskland. Normalt er disse sager løst efter en uge eller to.