Dansk
Gamereactor
artikler
Dust 514

Dust 514: Sådan dræber man et free to play spil

Det skulle være en revolution og en ny måde at gribe freemium an på. Men hvordan gik det så?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Free to play-spil har længe været et omdiskuteret emne blandt gamere. Nogle mener at det er et godt koncept, der giver mulighed for at spille et spil gratis, så længe mikrotransaktionerne ikke giver betalende spillere urimelige fordele. Andre ser det som spilindustriens undergang, hvor frygten for at skulle betale for hvert lille gameplayelement kommer til at blive normen indenfor den nærmeste fremtid.

Personligt står jeg i den førstnævnte lejr. Jeg synes der er masser af free to play-spil, der byder på gode, til tider imponerende, spiloplevelser, inden man overhovedet har brugt en eneste krone på produktet. Jeg har det fint med de spil, som benytter sig af boostere, der giver betalende spillere muligheden for at levele deres figur op en smule hurtigere, da der gennem dette ikke er tale om det frygtede "pay to win", men rettere "pay to get there faster". For mig handler det nemlig mere om rejsen end målet, så hvis nogen vil forkorte deres rejse med en smule, skal de være velkomne til at betale sig fra det.

Dust 514

Det er dog ikke kun pay to win situationer, der truer spil inden for genren. Der er for det meste tale om MMO-spil af forskellige typer, der dominerer free to play-markedet, hvilket betyder at det er de samme faldgruber der skal undgås som hos de abonnementsbaserede MMO-spil. Der skal være løbende opdateringer af indhold, balancen af kampsystemet skal finpudses, og en god dialog med spillerbasen er vigtig. Uden disse ting står det skidt til for et MMO-spil, og da den seneste udvidelse af CCP's EVE Online, Rubicon, gik live, begyndte jeg at tænke over hvorvidt EVE's free to play-søsterspil, Dust 514, egentlig havde levet op til forventningerne fra lanceringen om et integreret univers, hvor spillere på tværs af PC og PlayStation 3 kunne interagere med hinanden på betydningsfuld vis.

Dette er en annonce:
Dust 514Dust 514

Jeg anmeldte Dust 514 tilbage i maj, hvor jeg blandt andet skrev: "Hvis jeg kunne give karakter ud fra et spils potentiale, havde jeg muligvis givet det topkarakter, men de mange småfejl og mangler holder i skrivende stund spillet tilbage". Rosende ord til et spil, der havde klar plads til forbedring, men som også havde skyhøje ambitioner om at blive et sandt unikum indenfor spilindustrien. Desværre er spillets status, her seks måneder efter spillets officielle lancering, ikke fantastisk. Tværtimod.

Det er svært at finde ud af hvor jeg skal starte, når det kommer til spillets mangler. Der er helt basale ting, der endnu ikke har fundet vej til spillet et halvt år efter udgivelsen, såsom dropsuits og køretøjer af hver type til alle spillets fire racer. Man kan selvfølgelig sagtens bruge andre racers udstyr, lige meget hvilken race man selv har valgt, men manglen på disse ting forhindrer de fire racer i at have passive bonuser, hvilket i sig selv gør ens racevalg fuldstændigt ligegyldigt - medmindre man går meget op i hvordan ens figurs living quarters, spillets interaktive men egentlig unødvendige menu, er indrettet. Det er påfaldende, at noget ethvert mmo spil ville og burde have fra dag et, har taget så lang tid, især når der ikke er foreløbige udsigter for en implementering af disse mangler.

Dust 514Dust 514Dust 514
Dette er en annonce:

En del af spillets store potentiale var den førnævnte interaktion med Eve Online. Her var det meningen, at Dust-spillere skulle erobre planeter for Eve-spillerne, som derefter ville få forskellige fordele ved at eje dem, såsom hurtigere produktion og sjældne ressourcer fra planeternes overflade. Det lød alt sammen lovende, og udviklerne fik skam også implementeret erobringen af planeter for Dust-spillerne kort tid efter udgivelsen. Desværre, som så mange andre ting der plager spillet, blev det implementeret i en ufuldstændig form. For det første foregår kampene i et enkelt stjernesystem, hvilket betyder at der ikke er så mange planeter at kæmpe om. Det har også medført at de største corporations dominerer, og mindre corporations ikke har en chance, da det kræver et vist mandetal at kunne forsvare sit område. For det andet er der ingen fordel i at eje et område. Ressourcerne og de andre fordele er endnu ikke blevet tilføjet, og heller ikke her er der nogen tidshorisont for, hvornår vi får denne feature at se. Det er lidt som om udviklerne gejler deres spillerbase op med løfter om både det ene og det andet, og når det så kommer til stykket, spises spillerne af med en midlertidig løsning, hvorefter de kaster sig over den næste feature, i stedet for at gøre noget færdigt.

Spillets brug af mikrotransaktioner startede også lovende ud. Der kunne købes våben, udstyr og køretøjer, men samtlige items, der kunne skaffes for rigtige penge, havde en tilsvarende modpart, der kunne købes for spilpenge. Desværre kan jeg meddele, at siden jeg sidst skrev om spillet, har CCP også trådt godt og grundigt ved siden af, da de blandt andet har valgt at implementere kontaktgranater, der kun kan købes for rigtige penge, og som i øjeblikket skaber en stor ubalance blandt spillerne. I et spil hvor det tager en del skud fra en riffel at nedlægge sin fjende, duer det ikke at modstanderen kan købe sig til et våben, der for det første ikke kræver de store evner at bruge, men som også kan dræbe de fleste på et splitsekund.

Dust 514

Et andet sted, hvor det er tydeligt at markedsføringsafdelingen hos CCP helt har mistet kontakten med spillerbasen, har været introduktionen af den såkaldte dropship-pakke på PlayStation Store. Disse luftskibe har siden den lukkede beta været ubrugelige. De er svære at flyve, kan skydes ned af et til to skud fra et antiluftskytsvåben til nybegyndere, og der er ingen måde for piloten at tjene ordentlige points og spilpenge, så man er hurtig en meget fattig spiller, hvis man vælger denne karrierevej. Selvom det længe har været på spillernes ønskeliste at få dem gjort brugbare, har udviklerne stadigvæk ikke fået taget sig sammen til at fikse dem, og det er en direkte hån at lade nyere, mindre erfarne spillere investere deres hårdt tjente penge i disse flyvende ligkister.

Det har for mig personligt været en meget skuffende oplevelse at spille Dust 514. Jeg var ovenud spændt på at se hvad disse legendariske udviklere ville bringe på markedet, og jeg åd løfterne om komplekse samspil mellem Eve og Dust råt. Jeg var selvfølgelig indstillet på at det ville tage lidt tid at få implementeret det hele, men efter et halvt år står jeg, sammen med resten af spillerne, tilbage med hvad der i bedste fald kan kaldes en åben beta med mikrotransaktioner.

Dust 514

Udviklernes politik med at tage deres tid, og gøre tingene færdige som det passer dem, duer ikke i dette tilfælde, og slet ikke når man skal holde fast i gamernes interesse. Dette kan også tydeligt ses på den faldende mængde spillere, der er at finde i disse dage, med knap 5000 på verdensplan, når aktiviteten peaker. Den umiddelbare beslutning om ikke at rykke over på PlayStation 4 har også fået spillerbasen til smuldre.

CCP har kort sagt givet os skoleeksemplet på, hvordan man hurtigt dræber et free to play-MMO: Vær for længe om at bringe nyt indhold, og lad det man bringer være ufærdigt og fyldt med fejl. Ignorer åbenlyse fejl, der skaber ubalancer i spillet, til fordel for at arbejde videre på ting, som ingen spillere hverken har spurgt om, eller ønsker. Til sidst sætter man sin lid til en meget lille hård kernegruppe af spillere, og regner med at denne gruppe vil være nok til at holde resten af spillet kørende.

Det er trist at se hvor meget potentiale, der går til spilde her, og jeg frygter at andre udviklere vil mistolke CCP's fejlhåndtering af Dust 514 som mangel på interesse for nyskabelse fra gamernes side, og at udviklere derfor undgår at kaste sig ud i lignende projekter. Det er også derfor en lille gnist i mig stadig håber på et mirakel, og på at spillet hen ad vejen bliver en succes. Kom nu CCP, der skal svinges med tryllestaven! Det er nu eller aldrig!

HQ

Relaterede tekster

Dust 514Score

Dust 514

ANMELDELSE. Skrevet af Philip Lauritz Poulsen

CCP har endelig taget deres Dust 514, skydespillet der er forbundet med Eve Online, ud af beta. Philip har fordybet sig i den gratis shooter.

Dust 514 lukker

Dust 514 lukker

NYHED. Skrevet af Mikael Jensen

Tilbage i februar annoncerede CCP Games lukningen af free-to-play spillet Dust 514, og spillet er nu endegyldigt lukket efter tre år. CCP Games arbejder stadig på Eve...

Dust 514 anmeldt

Dust 514 anmeldt

NYHED. Skrevet af Lee West

Skulle det have forbigået din opmærksomhed, så kan du lige nu læse anmeldelsen af CCP Games' action-MMO her på Gamereactor. Philip er efter en mindre pause tilbage på...

Dust 514 ude på PSN nu

Dust 514 ude på PSN nu

NYHED. Skrevet af Lee West

Det enorme action-MMO Dust 514 er nu tilgængeligt på PSN til alle ivrige PlayStation 3-ejere, det skriver CCP Games. Skydespillet Dust 514 foregår i direkte forlængelse...

Dust 514 får udgivelsesdato

Dust 514 får udgivelsesdato

NYHED. Skrevet af Lee West

Rumskibs-MMO'et EVE Online er både berømt og berygtet for sine storslåede krige og spionagesager, og med Dust 514 vil udvikleren CCP nu udvide universet til også at dække...



Indlæser mere indhold