Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves

Selvom at der naturligvis er et enormt kommercielt potentiale i en licens som Dungeons & Dragons, der i årtier har budt på den ene episke saga efter den anden, naturligvis delvist skabt af spillerne selv, så er markedet også særligt giftigt for alle disse "franchise"-drømme. Alt skal bygge mod noget mere, alt skal have et kæmpe filmunivers i ryggen, og derfor er der også massive forventninger internt til de film der har det potentiale.

Om det er Ender's Game eller Dark-filmuniversets The Mummy, så er der franchise-strategien lidt en afart Bermuda-trekant fyldt til randen med knuste drømme. Midt i den her brydningstid kommer Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves, der netop excellerer ved at begrænse behovet for bred historiefortælling, og i stedet slår til tåls med humor, og lidt hjerte hist og her.

Honor Among Thieves er nemlig tilforladelig simpel. Jo, der er et utal af stednavne, personer og begivenheder der nævnes i flæng på indforstået vis, men historien om Chris Pines Edgin og Michelle Rodriguez' Holga, der samlet et ensemble af mindeværdige karakterer for at stjæle et artefakt, få hjælp af Hugh Grants glimrende karakter Forge, og måske vigtigst af alt finde Edgins forsvundne datter. Det er ikke som sådan nogen avanceret fortælling med et utal af tråde at holde styr på. I forhold til den måde fantasy-universer oftest konstrueres, nemlig hvor bredde er en central drivekraft, så ønsker Honor Among Thieves at være smal.

Førnævnte ensemble består af desuden af René Jean-Page som Xenk Yendar og Sophia Lillis' fantastiske Doric. Justice Smith er også med som karakteren Simon Aumar, og de leverer alle solide præstationer, hvor der mest af alt er lagt vægt på komiske iagttagelser og udvekslinger. Honor Among Thieves er oprigtigt en sjov film. Der er timing, finesse og bundsolide set-ups, der virkelig betaler sig, selvom at filmen viser sig at være lidt for lang til at kunne vedligeholde særligt det komiske momentum. Men det hele oser af humor, og mange vil nok finde det her med at filmen ikke tager sig selv alt for seriøst som en god indfaldsvinkel til et ellers ret så dybt univers.

Det skyldes også det gode arbejde fra John Francis Daily, Jonathan Goldstein og Michael Gilio, der har arbejdet på det her manuskript i årevis. Det kan mærkes at der er en sprudlende kreativ energi her, som generelt mangler lidt fra større fantasy-film. Den er i hvert fald ikke kynisk, det kan man ikke kalde den. Man kan kalde den lidt for lang, og det skal man, for det hele begynder at trække lidt til sidst, og det er altså ved at være en super kedelig tendens, at film simpelthen ikke kan være under de der 130 minutter for at blive anset som "store".

Men Honor Among Thieves byder på masser af flotte effekter, tonsvis af fanservice for faste fans af D&D, men vigtigst af alt glimrende skuespillerpræstationer og et effektivt manus. Det er ikke på den måde nødvendigt for D&D at blive til en stor film-franchise, men hvis de ender med at gå den vej, så er der her en glimrende skabelon for fremtiden.