Dungeons & Dragons Daggerdale

For mig har det altid virket selvmodsigende at lave elektroniske spil baseret på de traditionelle bræt-rollespil, fordi disse har uendelige muligheder, da det kun er fantasien der sætter grænserne. Elektroniske spil er i stedet langt mere bundet af faste restriktioner og form, altså går det mod selve principperne bag brætspil når man forsøger at skabe en slags elektronisk simulation. Der findes selvfølgelig positiver som at præsentationen kan realiseres med flot billede og lyd, men igen konkurrerer man her mod spillernes fantasi, som altid vil kunne fylde mere på end selv den mægtigste grafikmotor.

Jeg forstår dog godt at Dungeons & Dragons-licensen også gerne vil have en bid af kagen, når nu fantasy-genren er mere populær inden for elektronisk underholdning end nogensinde før. Her er derfor tale om et minieventyr, formet efter licensens mest gængse og klassiske regler: spark døren ind, tæv monstrene og stjæl skatten.

Stilen er pompøs og lige præcis atmosfærisk nok. Det er dog ikke i nærheden af at være ligeså spændende som når terningerne kastes i det rigtige brætspil, ganske enkelt fordi der er nogle fjollede begrænsninger.

Daggerdale undgår at bruge kræfter på detaljerne, og kaster sig i stedet over de mest kendte gengangere indenfor det populære eventyrunivers, som at elvere er seje og kaldes navne som Euiowoliyen, mens dværgene er små sure levende tanks med navne som Zarven Gemviper.

Denne fortolkning af spiluniverset har åbenbart været nok for udvikleren, for her er ikke blevet plads til en fungerende styring, interessante opgaver, tiltalende præsentation eller særlig meget andet af værdi.

Daggerdale er en erfaringspoints-jagt, brygget over nogle af rollespils-genrens værste elementer og fratrukket enhver form for charme. Et glimrende eksempel på alt dette er, at Daggerdale er det første spil baseret på den fjerde udgave af Dungeons & Dragons-regelsættet, men alligevel skyder sig selv i foden ved at begrænse alle spillerne til kun 10 erfaringsniveauer.

Co-op gør naturligvis det hele mere fornøjeligt, men desværre er det ikke i nærheden af at være lige så sjovt som brætspillet, og hvorfor så ikke hellere bruge tiden på det i stedet for? Tro mig, det er meget, meget, meget sjovere.