Driven to Destruction

Efter en noget stille start er det ikke ligefrem biltitler, som er en mangelvare på Xbox’en. Der har været en lind regn af motorfræsende afkom, der med hvinende dæk er drønet frem i rampelyset. Selvsagt har der også været en del titler, som ikke engang har brudt overfladen, men fra starten er hensat til glemslens lænker. Driven to Destruction forsøger at bryde ud af disse og slå igennem med en lidt anderledes indgangsvinkel. Frem for at være endnu en generisk racer, der fokuserer på baneræs og karriereforløb, bliver der slået på destruktionens trommer. Selv om det umiddelbart lyder som ren arkadeguf med potente hestekræfter, afsindige baner og voldsomme sammenstød, er genren faktisk ikke overrendt. Man skal faktisk skrue tiden tilbage til det glimrende Destruction Derby for at finde et decideret succesfuldt spil i denne undergenre. Driven to Destruction skærer fedtet fra og rammer rigtigt i nogle tilfælde.

Fra starten kan man mærke at der her er satset på kernen. Mulighederne er små, og der kræver ikke det store kørekort at komme rundt i menuerne. Her ryger vi lige ud i en ekstrem gang monsterkørsel, hvor bilvrag langsomt hober sig op i mudderet. Der er selvsagt også mulighed for at skabe sig en karriere her, men det fungerer udelukkende som en måde at strikke de forskellige løb sammen. Der er med andre ord ingen fornemmelse af at udvikle en personlighed. I stedet bliver man draget igennem spillets godt 25 forskellige løbstyper, hvor en række forskellige vogne venter på, at du får smadret dem. Ikke nok med at du kan stævne ud i almindelige personvogne, så åbnes døren også senere for mere aparte køretøjer såsom busser. Det har dog ikke den store indvirkning på kontrollen, som er baseret på tilgængelighed frem for realisme.

Styringen er begrænset til et simpelt samspil mellem acceleration og bremsning. Der er malet med den store pensel imens man glider igennem de forskellige udfordringer. Selv om udvalget måske synes overvældene, så er der reelt set tale om variation af to temaer. På den ene side står de obligatoriske "kom først over målstregen"-udfordringer. Her er det dog også fuldt legalt - og forventeligt - at man sørger for at uddele lidt buler til de omkringværende. På den anden side er så genrens trademark, nemlig de overdrevne løb, hvor man udelukkende fokuserer på destruktion. Her kastes man ned i en arena, og kan ellers få lov til at slå sig løs på alt hvad der bevæger sig. Det har naturligvis sin charme, og temperaturen stiger samtidig med at bildele flyver gennem luften. Der er enkelte deciderede originale tiltag - heriblandt kan nævnes muligheden for at spille "fodbold". Her jager man rundt med en gigantisk bold, som skal puffes ind i et tilsvarende stort net. Det kan hurtigt blive ganske intenst og hektisk.

Efter en smule tilvænning begynder man faktisk at holde af styringen, som fungerer ganske glimrende. Hele det fysiske setup, vognenes udskridning og skadesmodellen spiller godt sammen. Det fjerner dog ikke fokus fra, at en titel som Burnout3 gør det hele meget bedre. Det drejer sig især om fornemmelsen for fart - her kommer Driven to Destruction virkelig til kort. Det føles mest af alt som en søndagstur i parken, imens man tøffer igennem banernes ensformighed. Hovedproblemet for titlen er også netop at det vælger en niche, og at det så ikke når toppen her. Sammenligner man igen med Burnout3, så er destruktionen blot en del af et velfungerende gameplay. I Driven to Destruction burde det være det ultimative salgsargument, og det når aldrig overvældende højder.

Det bliver så ikke meget bedre af, at det tekniske niveau befinder sig i middelmådighedens skyggeland. Skadesmodelleringen er udmærket, men føles tam i sammenligning med andre nutidige titler. Bilerne præsenteres uden de vilde detaljer, og det er sparsomt med deciderede effekter. Områderne er som sådan meget repræsentative for genren - masser af mudder - men det betyder også at det hurtigt føles ensformigt. Lortebrun har trods alt en noget begrænset charme i længden.

Til at gøre ondt værre, så forekommer der også en del hak i framehastigheden. Det gør sig ofte gældende, når den grafiske engine forsøger at kaste om sig med lidt polygoner. For at slutte beklagelserne af, så består soundtracket kun af syv forskellige numre. Man behøver ikke være professor for at regne ud, at det meget hurtigt bliver meget enerverende. Driven to Destruction har et par gode momenter, men bliver som så mange andre titler fanget i ren middelmådighed.