Dredge høstede meget, meget flotte anmeldelser sidste år, og har siden hen gået sin sejrsgang både blandt medier og forbrugere. De har tydeligvis også fanget opmærksomheden blandt filmfolkene, for dette relativt lille indie-spil bliver nu filmatiseret.
Som Variety skriver er udvikler Black Salt Games gået sammen med produktionsselskabet Story Kitchen om at lave en live-action fortolkning af Dredge. De har desuden allerede en spændende tagline for projektet, der lyder således:
"Think 'The Sixth Sense' on the water. A grounded atmospheric cosmic horror blend of HP Lovecraft and Ernest Hemingway."
Hvad budgettet er og hvem der er involveret vides endnu ikke, og vi regner ikke med at høre mere til projektet lige med det samme.