Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dredge

Dredge

Magnus har fisket en bizar indieperle op af et dystert, mudret dyb.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Hvis du synes, at store spil efterhånden kigger efter hinandens lektier lidt for ofte, og at det hele er gået op i Live Service-palaver og multiplayer-systemer, så byder marts måned heldigvis på en lille perle, fisket op fra det sorte dyb. Jeg taler naturligvis om Dredge, det første spil fra det lille indie-studie Black Salt Games. Det studie består af bare fire personer fra New Zealand.

Men de her fire personer har haft et skyhøjt ambitionsniveau og må siges at have tænkt udenfor boksen også. I Dredge er du kaptajnen på din egen fiskerbåd, og du skal både gøre forretning blandt de små Marrow-øer, samtidig med at du, ligesom resten af ørigets diverse beboer, er lettere forundret over de enigmatiske begivenheder i farvandene. En tung tåge lægger sig over øerne hver eneste aften. Den skaber hallucinationer og leder til farligt van(d)vid, fisk muterer, og mystiske skikkelser er blevet set tilbede ældgamle monumenter.

Dredge

Yes, den er go' nok. Du styrer din lille fiskekutter, tjener og bruger penge og udfører tilforladelige sidemissioner for ørigets diverse beboere, samtidig med at en Cthulhu-lignende trussel lurer i havets sorte dyb. Det er et slags survival horror på det åbne farvand. Fire mennesker i New Zealand har fundet på det her, og realiserer det på ret succesfuld vis.

Dette er en annonce:

Det er dog primært spillets set-up og den kuriøse blanding af narrative delelementer, der skaber underholdning, suspense og engagement, for Dredge mangler lidt en tilrettelagt fortælling. Jo, en af missionerne ender lidt med at være den centrale og leder til en egentlig konklusion, men faste beats, der giver en følelse af progression, glimrer lidt ved sit fravær her. Når det så er sagt, så forsøger Black Salt at tempoinddele lidt, så du besøger nye øer løbende. Du opdager også nye detaljer, om de trusler der plager Marrow, i takt med at du opgraderer din båd. Det virker oftest fint, men den røde tråd mangler lidt finpudsning.

DredgeDredge

De karakterer du møder er skæve, småtossede, enigmatiske og spændende på den helt rigtige måde. Og selvom Dredge ikke er karakterdrevent, så afgiver det alle de helt rigtige Lovecraft-vibes, som uden tvivl behager fans af det univers. Sidemissionerne involverer som oftest, at du finder noget eller leverer særlige typer af fisk til en destination. Det ville man under normale omstændigheder kalde repetitivt, men her indgår disse delmål så organisk i det samlede flow, at du ikke bliver genereret af det. Du er jo fisker, "and a fisherman's gotta fish."

Okay, der er en dag/nat cyklus her, så planlægning af tid er afgørende. Du lægger til om morgenen, foretager de nødvendige reparationer, opgraderinger og anden almen vedligeholdelse, før du sætter ud på vandet. Her ser du den lille båd fra et tredjepersonsperspektiv, og hvis du har de rigtige stænger og værktøjer installeret, som i øvrigt optager begrænset inventory-plads, så fanger du fisk, som du så sælger. Samtidig støver du vragdele op, der bruges til at opgradere skibet og andre værdigenstande. Men hvis du ikke har planlagt din rejse ordentligt, så kan du risikere at være langt fra havn, når mørket falder på, og pludselig er der farer, der truer i tågen. Jeg vil ikke spoile for meget, men det at undgå at være for ofte ude om natten er en del af hele loopet, og det er enormt tilfredsstillende.

Dette er en annonce:

Det hele er pakket ind i et sparsomt lydunivers, der passer til stemningen, og et semi-karikeret og tegneserieagtigt visuelt design, der virkelig sælger spillets kantede identitet. Det hele ser glimrende ud, og Black Salt har fået et spil, lavet af fire personer, til at ligne noget, der er designet af 40.

Dredge

Der er små frustrationer hist og her. Dredge er måske 8-9 timer langt, og selvom at det kender sin besøgelsestid, så er der aspekter, der kunne have brugt en overhaling. Der mangler desuden mere tilpasning af sin båd. Jo, du bestemmer selv hvilke værktøjer, du tager med dig, men du mærker ikke en lige så stor tilknytning til dit skib, som man måske kunne have håbet på. Desuden bliver monstrene, tågen, hallucinationerne og uhyggen generelt lidt for hurtigt til simple, uundgåelige gameplay-elementer, som både du selv som spiller og karaktererne rundt om dig anser som trivielle. Måske havde en lidt længere spilletid, og en mere gradvis afsløring af de trusler, du står overfor, været bedre i det lange løb.

Men Dredge er en bragende succes, og er et spil som er utrolig let at anbefale til alle dem med hang til skæve, små oplevelser, der kan mere end man skulle tro ved første øjekast.

DredgeDredge
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Unik og gennemført koncept. Vanedannende centralt gameplay-loop. Grafik og lyd bringer den sære verden til live.
-
Savner tilpasningsmuligheder af din båd. Uhyggen ender med at træde en smule i baggrunden.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dredge: The Iron RigScore

Dredge: The Iron Rig

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Den sidste store udvidelse til det glimrende Dredge er ikke helt nok på egen hånd til at kræve en ny gennemspilning.

DredgeScore

Dredge

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Magnus har fisket en bizar indieperle op af et dystert, mudret dyb.



Indlæser mere indhold