Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
anmeldelser
Dreams of Another

Dreams of Another

Dreams of Another er et meget anderledes spil - både i fortællingen og i det visuelle udtryk.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg har i min tid som anmelder spillet mange sære spil, især fordi jeg elsker at udforske og afprøve snævre og "underlige" indie-spil. Det er ofte her, de største spiloplevelser ligger gemt og jeg vil sige, at Dreams of Another er blandt de mærkeligste spil jeg har prøvet - og jeg har faktisk lidt svært ved at gennemskue det.

Dreams of Another

Dreams of Another er en shooter skabt af multimediekunstneren Tomohisa Kuramitsu, der også går under kunstnernavnet "Baiyon". Selv om han også laver visuel kunst, workshops og musik (han har blandt andet leveret et par numre til LittleBigPlanet2 og al musikken til det her spil), så er han nok bedst kendt på vores breddegrader for sit arbejde på PixelJunk Eden 2.

Dreams of Another... Det første man bemærker, når man starter spillet, er den helt unikke visuelle stil - jeg kan ikke komme i tanke om noget andet spil, der ser ud som det her. Der bruges en teknologi der hedder "Point Cloud Technology", som er tusindvis af partikler af forskellige størrelser, former og gennemsigtighed og når de placeres tæt ved siden af hinanden, kan de forme forskellige objekter, som for eksempel huse, træer, personer eller hvad spildesigneren end måtte ønske. Der er formentlig mange fordele ved denne teknologi, men en af de helt åbenlyse, som er aktuel omkring Dreams of Another, er, at man let kan manipulere omgivelserne, alt efter hvordan spilleren interagerer med dem. Det vender vi tilbage til om lidt.

Dette er en annonce:
Dreams of Another
Dreams of AnotherDreams of Another

Som jeg lagde ud med at sige, så er Dreams of Another et mærkeligt spil. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg i store dele af spillet ikke havde nogen anelse om hvad der foregik for øjnene af mig - men jeg vil prøve at forklare lidt her. Man tager rollen som "The Man in Pyjamas" (altså, bogstavelig talt en mand i pyjamas) og handlingen foregår på tværs af fire forskellige abstrakte drømme.

Man gennemlever drømmene i små brudstykker i noget, der ligner tilfældig rækkefølge, da man ofte springer fra den ene drøm og til den anden. Drømme er tit sære og det er de her drømme også. De handler blandt andet om en klovn, der vil sælge sin forlystelsespark med udtjente forlystelser der ikke længere kan køre, om tre små fisk, som leder efter en vej ud af et stort akvarium, da de har hørt, at der er noget der hedder "havet" ude på den anden side, og om sønnen af en kunstner, som vil genskabe sin fars livsværk kun ved brug af robotter og det får ham til at stille sig selv spørgsmålet om, hvad kunst egentlig er.

Dette er en annonce:
Dreams of Another

Drømmene starter ofte med uformelige partikelskyer, som man ikke kan bevæge sig igennem. Man er så, ud over ens pyjamas, udstyret med en maskinpistol (og senere også med granater og en bazooka) og ved at skyde ind i de her partikelskyer som omgiver en, begynder man at forme omgivelserne. Partiklerne flytter sig, de ændrer form og størrelse og på den måde kommer der huse, træer, karusseller og meget andet frem. Man skaber altså ved at skyde og "ødelægge".

Efterhånden som man får skudt partikelskyerne væk, og en håndgribelig verden kommer til syne, kan man begynde at bevæge sig rundt og snakke med forskellige personer. Man kan også vælge at lytte til hvad de forskellige ting har at sige (ja, døde ting har tanker og meninger); det kan for eksempel være en postkasse der er træt af, at folk stopper breve i den uden at spørge først og postkassen antyder svagt, at der kan være tale om et overgreb. Jeg stødte også på en døende muldvarp, hvis sidste ønske var at drikke champagne i en jacuzzi. Ja, drømme er jo nogle gange ret sære.

Dreams of Another

Man render altså rundt i pyjamas, bevæbnet til tænderne og overalt bliver man fulgt af en pacifistisk soldat, der selv mener, at han er uduelig. Man er jo ikke meget værd som soldat, hvis man ikke kan trykke på aftrækkeren og der kan han jo have en pointe. Ved at tale med ham, får man dog løbende flere granater og mere ammunition til ens bazooka, da han jo selvsagt ikke har brug for dem.

Som du måske kan udlede af ovenstående, så virker det her ret underligt - og det kan være lidt svært at finde hoved og hale i det hele. Det kan godt være, at andre kan finde en mening med alt det her, og det er muligvis mig, der ikke er i stand til at tænke abstrakt nok, men jeg følte at jeg gik glip af et helt narrativt lag. Hvad er det dog, Baiyon prøver at sige her? Hvad er hans pointe med de her abrupte og abstrakte drømme?

Dreams of Another

Gameplayet i sig selv er uhyre simpelt; man skyder løs på på de her partikelskyer for at skabe rum og forme omgivelserne, man snakker med klovnen, fiskene, soldaten samt andre personer og man løser meget simple puzzles. Efter 5-7 minutter ender drømmen pludselig og man sendes videre til et andet brudstykke af en helt anden drøm - og sådan bliver det ved. Efter de første 5-10 minutter i selskab med spillet, har man set alt hvad det har at byde på, på gameplay fronten. Det bliver dermed også ret hurtigt ensformigt og når glæden ved at skyde på de her partikelskyer aftager (det er ret fedt i starten), så er der ikke meget spænding og underholdning tilbage, hvis man som mig, også bliver tabt af historien. Mod slutningen af spillet, efter cirka 8 timer, tiggede jeg det ganske enkelt om at stoppe - jeg havde fået nok.

Dreams of Another understøtter også PlayStation VR2 headsettet, så jeg måtte ind bagerst i skabet og finde det frem igen. Når man spiller i VR, kan man vælge mellem to forskellige VR-modes, nemlig third person (ligesom i flat-screen udgaven) hvor man spiller med ens DualSense controller og i first person, hvor man spiller med PSVR2 Sense controllerne. Denne udgave er langt mere fordybende, men i begge modes bliver man desværre taget ud af VR oplevelsen, da mellemsekvenser ikke afspilles i ægte VR, men blot i en skærm inde i headsettet. Det er lidt skuffende og spillet skifter hele tiden mellem VR-modes og det her vindue, hvor en mellemsekvens afspilles, som var det på ens TV. Det er ikke rigtigt godt.

Dreams of Another
Dreams of AnotherDreams of Another

Jeg kan normalt godt lide "artsy" spil, som prøver at gøre noget visuelt andet, end hvad vi normalt kender - og her går Dreams of Another planken ud. Den visuelle side er helt unik, til tider decideret smuk og andre gange bare sjov, forførende og meget meget anderledes.

Når det er sagt, kan jeg ganske enkelt ikke gennemskue, hvad Baiyon prøve at sige med det her spil. Det, der foregår foran mig, giver nærmest ingen mening for mig. Hvordan hænger de fire historier, om en klovn der vil sælge en række defekte tivoli-forlystelser til et multinationalt selskab sammen med fisk der elsker lysshow og drømmer om et liv ude i havet? Jeg kan ikke gennemskue det.

Det er nok også gået op for mig, at der formentlig er tale om en form for kunst her. Some gets it, some don't. Og selv om jeg anser mig selv for en, som godt kan tolke på kunst og som altså holder meget af skæve og mystiske spil, så går Dreams of Another altså hen over hovedet på mig. Det afspejler min score også, kombineret med et uhyre simpelt gameplay, så det kan sagtens være, at andre synes det er helt fantastisk og har en dyb og smuk fortælling - og det er også helt fint. Som det er med så meget andet kunst, så er det helt op til den enkelte at fortolke på det de ser - og det her var bare ikke for mig.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Til tider virkelig smukt, helt unik visuel side, gunplay føles overraskende godt
-
Papirtyndt gameplay, halvhjertet VR-implementering, ganske enkelt for sært til at underholde, bliver ensformigt mod slutningen
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold