Dreams (Beta)

Kvalitet tager tid. Denne sætning er om noget endnu mere rammende for spilindustrien, hvor det bare tager længere tid at færdiggøre et produkt. Nye beslutninger bliver ikke truffet rundhåndet - hvad der relativt let bliver tilføjet og slettet i produktionen af en film, kan tage måneder at gøre i et spil. Derfor er vi efterhånden blevet trænet til at vente. Nogle gange, kan ventetiden have været det hele værd (jeg kigger på dig Kingdom Hearts III). Nogle gange, bliver man efterladt med et spil, der slet ikke har fuldt med tidens udvikling (jeg kigger på dig Duke Nukem Forever). Men hvad med et spil, der forsøger at være alle spil. Et spil, der giver spilleren muligheden for at realisere sine vildeste drømme og værste mareridt. Det er svært at bedømme, om det spil har været ventetiden værd. Før vi kan bedømme det, bliver vi nok nødt til at vente lidt længere.

Dreams blev første gang vist frem tilbage i 2013 ved Playstation Meeting. En Sony konference, der første gang viste mulighederne for den kommende generation af konsoller frem. Dengang fik vi ikke noget navn på spillet, og selv om man kan genkende den grafiske stil på karaktererne, der optrådte i traileren, så er der tydeligvis sket meget siden da. To karakterer dansede side om side på scenen, mens to spillere i baggrunden styrede karakterernes bevægelser med hver deres Move-kontroller. Senere var der en karakter, der spillede på trommer - endnu engang med en spiller bag sig, der styrede bevægelserne med en Move-kontroller. Var det et musik-spil som Rock Band? Var det et dansespil som Just Dance? Var det noget helt andet? Var det noget mere? Spilverdenen blev efterladt forvirrende, og MediaMolecule ønskede ikke at opklare den forvirring før lang tid senere.

For det viste sig at være meget mere end den første trailer fik os til at tro. MediaMolecule har altid været interesseret i at lade fans fortsætte udviklingen af deres spil - vi så det med både LittleBigPlanet 1 & 2, og nu går de hele vejen med Dreams. Hvor begge deres LBP-spil indeholdte en længere kampagne, hvor man indsamlede objekter, man efterfølgende kunne bruge til at skabe sine egne baner, så er fokus i langt højere grad på skabelsesprocessen i denne omgang. MediaMolecule har lavet nogle "baner" til dig, som du indledningsvist skal gennemføre, men deres eneste funktion er at vise spilleren, hvad det er muligt selv at lave i spillet, samt klæde spilleren på til selv at skabe. Hvis du håbede på endnu en kampagne som vi fik det i det charmerende Tearaway, så kig blot væk. Dreams handler om dine og dine medspilleres drømme. Ikke udviklerens.

Heldigvis er der nogle kreative fans derude. Når man ledte efter baner i LittleBigPlanet, kunne man være relativt sikker på, at man ville blive præsenteret for en 2.5D platformer. I Dreams ved man aldrig, hvad man møder. Jeg har kørt rundt i en jeep i ørkenen. Jeg har løbet rundt i en mørk, nedslidt fabrik med en pistol i hånden på vagt for monstre. Jeg har løst gåder i et spil, som jeg bedst kan beskrive som fortsættelsen til The Witness. Jeg har hoppet rundt som Mario og endnu engang gået igennem gangen fra PT. Dreams kan tilsyneladende gøre alt, og alligevel har det svært ved at gøre noget af det ordenligt.

Det er let, at få Dreams til at lyde imponerende - hvilket det i den grad også er - men når man først begynder at nærstudere de enkelte drømme, så forsvinder en smule af glansen. Min føromtalte jeeptur i ørkenen? Den blev hovedsageligt brugt på at skøjte rundt på sandet, da jeg ofte mistede kontrol over køretøjet. Min shooter-oplevelse i en nedslidt fabrik? Den var ikke i nærheden af at være skræmmende, pistolen føltes uden vægt og monstrene så næsten morsomme ud. Det hele bliver bedst eksemplificeret i min gennemspilning som Mario. En karakter, der altid har været berømt for sit knivskarpe gameplay, og kreative banedesign. I Dreams føles han fuld og svævende, og banen han bevæger sig rundt i, er en detaljeløs genudgivelse af noget vi har set tidligere. En dårlig kopi af noget der engang var fantastisk. Og alligevel, så spiller jeg som Nintendos maskot på en Sony-konsol. En ting, jeg aldrig havde troet muligt. Hvis det ikke er at puste liv til drømme, så ved jeg ikke hvad.

Jeg har ikke brugt meget tid med at give liv til mine egne drømme. Jeg har det bedst med at opleve andres. Det var sådan, jeg oplevede LittleBigPlanet, og det er sådan, jeg kommer til at opleve Dreams. Jeg forsøgte kort at skabe noget, men ærlig talt virkede det som om, at spillet arbejdede imod mig. Efter en kort søgning på Google, og jeg erfarede to ting; jeg er ikke den eneste med denne holdning, og åbenbart bliver det meget lettere, hvis man skaber sine drømme med Move-kontrollere, hvilket jeg hverken besidder eller har tænkt mig at skaffe. Tror bare jeg efterlader skabelsen til de kreative sjæle derude, der også har to Move-kontrollere liggende i skuffen. Hvis man skal bedømme ud fra betaen, så er der nok af jer.

Dreams virker som et spil, hvis potentiale er uendeligt, og vi har stadig kun skrabet i overfladen. Hidtil er jeg blevet mundlam over variationen af oplevelser i betaen, men frustreret over udførslen. Betaen har ikke solgt mig på Dreams, men den har gjort mig spændt på spillets muligheder. Dette er potentielt spillet, der kan give os en (fan-skabt) fortsættelse til Portal 2. Spillet, der endelig kan give os mere Half-Life. Spillet, som kan tillade at kaste sin økse som Kratos i VR, og se den flyve tilbage i hånden på dig. For nu er det alt sammen drømme, men det er vel også det Dreams er sat i verden for at opfylde. Så lad os vente lidt endnu. Lad de kreative hoveder få tiden til at blive ordentlig bekendt med udviklingen af deres drømme, og jeg er sikker på, at vores tålmodighed vil blive belønnet. Heldigvis er vi efterhånden trænet til at vente.