Dream Trigger 3D

Peg her! Flyv der! Se de flotte 3D-effekter! Pas på de mange eksplosioner! Lyt også til musikken! Aldrig har en intromission gjort så lidt for at forklare mig, hvad jeg har med at gøre. Træningssekvensens pludselige afslutning formår på magisk vis at efterlade mig måbende og helt igennem forvirret over, hvad i alverden jeg her er trådt ind i.

Vi har her at gøre med et helt unikt spil. Unikt fordi udviklerne har lagt så meget arbejde i at holde spillerne fastspændt i limbo med mærkelige farver, uforklarede koncepter og en forventning om at 3DS-ejerne er blandt verdens bedste multi-taskere.

Dream Trigger er nemlig på papiret et shoot 'em up, og indtil videre kan stort set alle følge med. Men i stedet for at holde den der, og levere et måske helt igennem i orden spil, så er der hos udviklerne gået sport i at smide om sig med ukontrollerede idéer og balstyriske krav hos spilleren.

Således starter mit eventyr i det store hurlumhejhus, hvor målet er at undvige et ocean af projektiler på den øverste 3DS-skærm, og samtidig skyde de mange fjender, der fra tid til anden popper frem. Fjenderne er dog ikke lige til at ramme, de er nemlig gemt bag en usynlig facade, og den eneste måde at få dem frem på er ved hjælp af den trykfølsomme skærm at forudse hvor fjenderne er på vej hen, og pinge facaden i stykker med et såkaldt sonar.

Forvirret?

Ja, det var jeg også, for introsekvensen dækker ikke engang halvdelen af det der.

Ethvert shoot 'em up spil med respekt for sig selv - og det har Dream Trigger i den grad - skal altid sende et lager af skud og andre slemmerter afsted, som spilleren skal forsøge at undgå. Det er i sig selv også lige til at smile over, men når spillet så samtidig forventer at man bogstaveligt talt har et øje på hver af de to skærme, så erstattes sjov og udfordringer hurtigt med frustrationer og skældsord.

Spillet byder på op til 100 udfordrende baner, og går man samtidig ud fra, at det tog mig to timer at gennemføre allerførste bane (mere eller mindre, 30 % af tiden blev nok brugt på førnævnte skældsord), så er vi hurtigt ude i rigtig mange timers spilletid. Gør man dog ligesom jeg endte med, altså at holde alt fokus på den øverste skærm, og dermed styring af skibet, og i stedet bare slå løs på den trykfølsomme skærm som en værre tåbe, så er der pludselig langt mere succes at hente. Nogle ville kalde det snyd, andre ville nok også blive skræmt af synet, men jeg kalder det en måde at overleve på. Dream Trigger 101.

En af Dream Triggers eneste styrker skal ligge i den trippede og helt igennem altsmadrende farvebombe, også kendt som spillets grafiske del. Nok går farvepaletten hurtigt hen og ser genbrugt ud efter den første håndfuld baner, men sammenspillet mellem de syrede effekter og 3D-effekterne er temmeligt imponerende. På mange måder er det sikkert også med til at forvirre og afholde en fra at klare banerne, men når nu udviklerne allerede har besluttet sig for at ødelægge den del, så gør det ikke noget at spillet i det mindste er pænt.

Musikken er bragende, pumpende og vældigt varieret at høre på. Spillet har op til flere gange fået lov at stå på pause i noget tid uden at lyddelen begyndte at irritere, og det plejer at være en sjældenhed i disse typer spil.

Er man ude efter sjov og ballade, så skal man være vaks på at Dream Trigger mest af alt kræver tålmodighed for at kunne besejres. Spillet kaster om sig med vilde idéer, og som spiller straffes man med et ubearbejdet miskmask, der nok kun vil tiltale de færreste og måske mest hårdføre shoot 'em up spillere. Nu er du i hvert fald advaret.