Drakengard 2

Før verden gik af lave, og spilbranchen mistede sin uskyld, vadede jeg ned i den lokale spilbutik og gav 500 kr. af min SU for Suikoden. Det var mit første rollespil til den gamle, grå PlayStation. Jeg kan ikke huske, hvad jeg forventede mig af spillet, kun at jeg blev positivt overrasket. Grafikken var selv efter datidens standard temmelig ringe. Den simulerede 3D-grafik i kampene så håbløs ud, men det var uvæsentligt. Det vigtige var, at jeg i skikkelse af hovedfiguren, McDohl jr. nåede til den erkendelse, at det kejserdrømme, jeg troede var retskaffent, i virkeligheden var bundråddent, og at jeg turde tage kampen op med kejserens general, min egen far Teo McDohl.

Det er ikke usædvanligt, at rollespilsgenren beskæftiger sig med moral og etik, men det er længe siden, at jeg har fået moralske skrupler over mine handlinger i et spilunivers. Okay, det var ikke med en udelt glæde, at jeg jog sværdet ind i kroppen på de 16 mytiske kæmper i Shadow of the Colossus, men jeg handlede ud fra en tvingende nødvendighed. Det er jeg nødt til at fortælle mig selv.

Hvorom alting er, har tvivlen igen ramt mig som et lyn fra en klar himmel. Som ridder i Knights of the Seal, er jeg forpligtet til at nedkæmpe ridderordenens fjender, men kan det være rigtigt, at folk, der ikke danser efter ordenens fløjte, skal forvises til et liv i fangenskab? Eller er de i virkeligheden frivillige martyrer, som min overordnede, Eris, hårdnakket forsøger at overbevise mig om? Jeg kan ikke flygte fra sandheden og tvinges til at træffe mit livs måske vigtigste valg. I skikkelse af den ellers så respekterede ridder, Nowe, flygter jeg fra riddernes højborg og begiver mig mod ruinerne - stedet, hvor min bedste ven, dragen Legna, opfostrede mig.

Drakengard 2 er udviklet af japanske Cavia, som består af forhenværende Capcom-, Konami- og Namco-folk. Deres debuts succesniveau var til at føle på, da Square-Enix udgav Drakengard tilbage i 2004. Spillet fik stor succes i Japan, men fik formentlig en køligere modtagelse i USA. Det kan i hvert fald være en af forklaringerne på, hvorfor det aldrig nåede til Europa. Herhjemme er vi efterhånden blevet vant til at blive forbigået i første omgang, og da der kun løst refereres til begivenhederne i Drakengard 1, så kan du nemt gå i krig toeren uden at sidde med et dødt blik i øjnene og have 1.000 ubesvarede spørgsmål.

Det må være hårdt for en så ung fyr som Nowe, at skulle erkende, at hans liv gennem næsten to årtier har bygget på en løgn. Det synes ikke at komme som en overraskelse for Legna, som tilsyneladende aldrig har haft den store fidus til ridderordenen. Legna er ikke bare Nowes ven, den er et våben på linje med en kamphelikopter. Drakengard 2 er nemlig dels et forfinet hack’n’slash, dels en hyldest til Panzer Dragoon. Som det vil være de fleste bekendt, har dragen stor symbolsk betydning i Asien, og særligt Kina, mens det mytiske reptil mest anses for et fabeldyr i vores kultur. Fra ryggen af den prægtige blå drage kan du yde allierede luftstøtte, og et flammende kys fra Legnas læber forvandler høj som lav til rygende aske. En god del af spillets missionsopdelte kapitler foregår i luften, hvor seglordenens trofaste riddere tager kampen op mod dragen i deres luftballoner og luftskibe.

Luftkampene er rent ud sagt ikke ophidsende. Det er faktisk kluntet dogfight på ryggen af en drage, i stedet for i cockpittet på et F16-fly, men ofte er der valgfrihed. Du kan med et tastetryk springe ned fra dragens ryg og møde fjenden ansigt til ansigt på slagmarken. Valgfrihed er så meget sagt, for visse fjender er immune over for ild, og det er kun Legna, der får erfaringspoint i luftkampene.

Og heldigvis, for hack’n’slash-gameplayet er mere givende. Flere figurer slutter sig til Nowe i løbet af eventyret, og selvom du kun kan styre én ad gangen, så ændres gameplay-oplevelsen, da figurerne har hver deres våben, styrker og svagheder. Eksempelvis har oprørslederen, Manah, stærke magiske evner, hvor Nowe besidder en større råstyrke, og mens det er noget monotont at hugge de mange fjender i småstykker og se blodet sprøjte til alle sider, så giver de større fjender som orker, eliteriddere og spillets bosser - de løjtnanter, der bevogter de fem segl - spilleren en reel udfordring. Havde der bare været flere af dem. Jeg har lige lagt Shadow of the Colossus fra mig og kan ikke undgå at føle, at det virker lidt tamt at fremprovokere slidgigt i tommelfingeren, bare for at høste frugterne flere timere senere i form af en bosskamp.
Men der er mening med galskaben. Drakengard 2 er et action-rollespil, og nedlagte fjender giver penge og erfaring, som er så vigtige for at kunne klare sig gennem spillet. Enhver rollespiller ved, hvor stor betydning det har at kunne købe et kraftigere sværd eller en ring, der beskytter endnu bedre mod fysiske eller magiske angreb. Måske er det bare mig, der er blevet træt af gentagelsens ulidelige lethed. Jeg vil føle mig overrasket og udfordret, for stor en del af Cavia Inc.’s andet udspil virker mere som surt arbejde end lystdrevet gaming.

Egentlig er Drakengard 2 et hæderligt spil. Det overrasker på ingen måde, og den stringente missionsopdeling understreger, at mindre frihed og mere spændetrøje er den vej, som rollespilsudviklerne kollektivt har besluttet, at genren skal gå. Drakengard 2 er et rimeligt udspil i en hårdt prøvet genre, og hvis udvikleren bare havde indlagt checkpoints på missionerne, så havde jeg ikke råbt og skreget så meget af arrigskab, men bare i et roligt stemmeleje ærgret mig over, at spillet ikke er bedre vægtet. Er man en eventyrlysten sjæl, der ikke lader sig slå ud af, at monoton hack’n’slash er prisen for at få adgang til interessante bosskampe og mere af den gode historie, kan Drakengard 2-universet være et udmærket sted at fordrive tiden.