Dragon's Dogma 2

Det er ikke hver dag at man står for foden af lanceringen af et stort, sprudlende, åbent rollespil. Jo, store rollespil synes at være det bærende tema for 2024 indtil videre, og særligt dem der kommer fra Japan, men Dragon's Dogma 2 føles som en oplevelse der er designet til at give dig samme åndenød idet du betragter de store, åbne vidder som The Elder Scrolls V: Skyrim, eller The Witcher 3: Wild Hunt. Selvom at direkte sammenligninger er farlige, så er ambitionsniveauet højt, attituden er skarp og Dragon's Dogma 2 er blandt Capcoms mere vidtgående lanceringer det sidste lange stykke tid.

Hvis du er nervøs, så forstår jeg dig godt. Selv hvis du medregner Monster Hunter-serien, der ikke passer ind i en traditionel RPG-ramme, så er det her ikke genre Capcom kaster sig hovedkulds over med stor hyppighed, og det er hele 11 år siden standalone Dark Arisen-udvidelsen landede på PS3 og Xbox 360. Men lad mig mane al bekymring til ro; Dragon's Dogma 2 er glimrende, og selvom at det nok ikke får legendestatus på linje med de to førnævnte eksempler, så vil det være blandt 2024's bedste AAA-lanceringer.

Du er, igen, Arisen, mærket af dragen og velsignet med magten over de mystiske "Pawns", interdimensionelle rejsende der udelukkende støtter den udvalgte Arisen i hvert univers, og frit kan rejse og udveksle erfaringer. Men der er et problem; din verden har allerede en påstået Arisen, der sågar har indtaget tronen på baggrund af den påstand, og du er blevet drevet fra hus og hjem for at sikre at du aldrig udfordrer tronen. Herfra starter et relativt spidsfindigt, om ikke andet noget klassiske, fantasy-plot med mystiske drager, bedrageriske adelige, opportunistiske kurtisaner og masser af episk action på ret imponerende skala, og det er op til dig at rejse tværs af landegrænser for at bringe ro og fred til den her smukke verden.

Dragon's Dogma 2 er et narrativt spil af natur, det ønsker Capcom du ved via ret sublimt stemmeskuespil, flere ret store scener og masser af avanceret baggrundshistorie at fordøje, men på en eller anden måde fylder det ikke helt lige så meget. Det fungerer, men både fordi din egen hovedperson er en såkaldt "silent protagonist" (kan vi snart blive endegyldigt af med dem, tak?) og fordi at meget af historiefortællingen sker på mere dynamisk vis i vildnisset, så indfinder den stringente historie alligevel på bagsædet til fordel for noget langt mere spændende - nemlig din egen historie mens du udforsker, udskifter Pawns, bliver stærkere og lære mere om dine omgivelser. Det lyder som uden tvivl som en floskel, men det er sandt.

Du udforsker verdenen, samler sidemissioner op, crafter eliksirer, samle ressourcer, bruger en afart talent points til at forbedre de fire centrale evner der udgør din personlige karakters kunnen på slagmarken, og fremskynder det centrale plot i takt med at mere af verdenen åbner op. Tag ikke fejl, hvis det her lyder genkendeligt, så er det fordi at... ja, det er det. Dragon's Dogma 2 er i brede træk skåret ud fra en skabelon vi i makroperspektiv kender, men kvaliteten ulmer under overfladen hele vejen igennem, og kombineret med nogle af de mere innovative ideer under kølerhjelmen, så lykkedes det for Capcom et langt stykke hen ad vejen - så lad os tage hul på de ideer der.

Først og fremmest er Dragon's Dogma 2 ret vild med at opfordre spilleren til mere dynamisk at indsamle information og udføre delmål uden nødvendigvis at vifte en quest-markør foran dig. Det kan lede til mere tilfredsstillende udforskning når det virker, og med det mener jeg når spillets iboende logik matcher deres interne regelsæt. En person er forsvundet; der er tilpas logiske fremgangsmåder der peger dig naturligt i den rigtige retning, og du føler det derfor som om at du selv har dirket et puslespil op. Sådan er det det meste af tiden. Det første problem spillet dog støder på er netop at den her åbne struktur kun fungerer så længe systemerne rundt om kan bære det, og selvom at Dragon's Dogma 2 er et glimrende spil, så er det ikke nær lige så vidtgående som eksempelvis et Bethesda RPG, selvom at studiets ry taget i betragtning måske lyder lidt bizart.

Lad os kvittere med et eksempel eller to. I flere omgange skal jeg, som den påståede Arisen, troppe op på kongens slot for at spionere, og finde ud af mere om den konge jeg ved lyver omkring sine evner og ophav. Første gang får jeg udleveret en rustning, der matcher de vagter, der patruljerer haverne og gangene - ah ja, smart. Bliv et med mængden. Anden gang glemmer jeg vitterligt at iføre mig den her rustning, men kan ikke bare spankulere frit rundt, og skal kun døje med at hver vagt kortvarigt stopper mig for at minde mig om, at jeg altså ikke hører til her, jeg kan sågar låse en fængselscelle op foran en vagt, og undslippe med en kumpan uden at nogen så meget som krummer et hår på mit hoved.

Et andet eksempel er en relativt simpel sidemission, hvor en succesfuld tigger muligvis gemmer på en hemmelighed. Fordi der ikke er nogen quest-markør, så er det min opgave at følge ham hele natten for at se hvordan han kan tilegne sig så store summer. Ikke nok med at du skal stå og stirre på ham indtil det bliver nat, du kan gå ham lige i hælene hele natten, ind i soveværelset, med ind i ellers aflåste rum og så afsløre ham til hans store overraskelse. Der er ikke nogen reel stealth, der er ingen samfundsmæssige regler, der er ingen bredere rammer for hvad man må og kan, og måske mere kritisk hvad man ikke må, og ikke kan.

Det er uden tvivl her at Dragon's Dogma 2 er mest tynget under vægten af egen ambition, fordi ingen har tvunget Capcom til at designe quests der gør det så uendeligt tydeligt at der mangler strukturelle systemer til netop at danne rammen omkring en sådan form. Men ligesom med så andet, er der to sider af samme mønt, for ofte stykker du faktisk sammen selv hvor du skal hen, og når du eksempelvis formår at redde en ung purk fra en grum skæbne i en mørk hule langt fra landsbyens ro og tryghed, fordi du fulgte det korrekte spor af blå blomster der kun lyser op i mørke? Ja, det føles ret godt.

Det meste af tiden bruger du dog på at rejse. Det sker fordi Dragon's Dogma 2 slet ikke har noget fast travel-system. Jo, du kan, med stort besvær, tilegne dig Ferrystones, men de koster en del, og sender dig kun til en central fæstning i regionen. Og jo, der er i princippet muligheden for at rejse med Oxcart, men det koster, og der er stor chance for at din konvoj bliver angrebet af monstre alligevel undervejs. Af den årsag rejser du meget, som i rigtig meget, som i at en gennemsnitlig sidemission hvor du skal sætte ud i vildnisset let kan tage 30 minutter, hvis ikke mere. Det lyder som sønderrivende kritik, men jeg fandt mig selv lettere overbevist om Dragon's Dogma 2's måde at gøre tingene på efter bare et par timer, fordi spillet virkelig nagler ideen om rejsen med trofast følgeskab. Tro mig, det virker, selvom at det er langsommeligt. Men det hjælper selvfølgelig også, at når du først er ude - så kan du slås.

Kampsystemet i Dragon's Dogma 2 er en kende stift, men hold nu fest hvor er det både fleksibelt, alsidigt og tilfredsstillende. De forskellige Vocations, som bare er et fancy ord for karakterklasse, tillader et hav af spillestilarter, og hver Vocation har et hav af evner og tilpasningsmuligheder der yderligere giver kampene luft og underholdningsværdi. Størstedelen af spillet har jeg været en tank, med taunt og det hele, som har givet min gruppe muligheden for at uddele masser af tekst uden fare for at blive delt i et to af en ondsindet Griffin. Senere hen skiftede jeg dog til Mystic Spearhand, og legede med nye gruppekompositioner ved at hyre nye Pawns med anderledes Vocations. Det er et fantastisk system, og særligt når store bosser gør sig bemærket, begynder festen. Der er en fantastisk robust fysik her, som nærmest minder lidt om Breath of the Wild, hvor en stor fjende eksempelvis kan miste balancen, eller blive ramt af en rullesten, der aktiveres af en anden længere oppe af en skråning. Ligeledes kan du kravle op for at angribe mere sårbare dele af kroppen. Det er alt sammen fleksibelt, det er alt sammen velkonstrueret og det er tydeligvis her at Capcom har placeret flest ressourcer - på at sikre at når du så endelig er herude, så føles alt godt. Og det er lykkedes til den helt store guldmedalje.

De her Pawns er desuden uhyre godt skruet sammen. Ikke bare befolker de din verden, og du finder dem ofte i hobetal på landevejene enten på vej til den næste by eller i grum kamp imod glubske monstre, de er også allesammen lavet af andre spillere, og ved at hyre dem ryger der ressourcer tilbage til deres skabere. Min Pawn har eksempelvis hjulpet et hav af andre Arisens tværs over Capcoms vilde multivers, og den valuta han trak med hjem gjorde det muligt for mig at hyre endnu stærkere Pawns i min egen verden. Det er en fantastisk måde at føle sig forbundet til andre spillere online uden at din egen personlige indlevelse sættes over styr.

Der er et hav af andre små supporterende systemer, som er svære at finde spalteplads til. Du kan campere for at genvinde din styrke som fungerer godt, der er ret basal crafting der er tilforladelig, der mangler måske et minigame eller to, måske noget lig Queen's Blood i Final Fantasy VII: Rebirth eller Gwent i The Witcher 3: Wild Hunt der kan skabe nødvendig adspredelse fra spillets centrale indholdstyper, men det er svært at finde flere mekaniske ankepunkter.

Jo, så skulle det da være teknikken. Ja, I ved det jo allesammen godt, og hvorimod jeg, naturligvis som du kan læse dig til, har lært at tilgive de 30fps spillet for det meste formår at køre i på PS5, så har jeg ingen intention om at gå stille med dørene. Det er direkte utilgiveligt at shippe spil af den her kaliber, der ikke kører bedre end det her. Nej, det er ikke nogen katastrofe, ikke det der ligner, men bare det faktum at Capcom regelmæssigt har givet os RE Engine-baserede titler der både ser uendeligt bedre ud, og køre uendeligt bedre, så er det svært at se bort fra. Ja, der er nogle virkelig smukke omgivelser her, og særligt spillets draw distance gør en enorm forskel. Desuden er der langt fra karakterer på skærmen end i et givent Resident Evil- eller Devil May Cry-spil, men når nu Monster Hunter: World kan rendere adskillige gigantiske bæster af gangen i 60fps, så burde det her også.

At spille Dragon's Dogma 2 har været et af de sidste par måneders absolutte højdepunkter ingen tvivl om det, og bad du mig placere hovedet på blokken og vælge imellem det og Rebirth, jamen så tog jeg nok Dogma, selvom at det er to ret så raffinerede spiloplevelser vi har med at gøre. Der er irriterende knaster, såsom quest design der er konstrueret omkring systemer der hverken er der, eller har ret grelle mangler, og at spillet kører i 28-30fps det meste af tiden er skamfuldt. Men Capcoms bud på et stort, sprudlende fantasy RPG i 2024 er alligevel en brølende sejr, og den her IP fortjener mere kærlighed end den har fået.