Dragon Quest XI: Echoes of an Elusive Age (Switch)

Selvom det er et par år siden Dragon Quest XI udkom til PS4 og PC er det under en uge siden den "definitive version" udkom til Nintendo Switch. Selvom der også vil blive understreget forskelle mellem de forskellige versioner, vil denne anmeldelse primært fokusere på spillet i sin helhed.

Dragon Quest er både et af de største og ældste JRPG-franchises i verden, som endnu udgiver nye spil. Det første eksemplar blev udgivet i Japan i 1986 men nåede ikke vesten (USA) før 2005, dengang udgivet under navnet Dragon Warrior. Spilserien er utroligt populær i Japan og selvom hypen aldrig har nået samme højder i vesten, er det alligevel en noget velkendt serie, i al fald inden for genren. På trods af dette har jeg formået ikke at røre et eneste af spillene og da jeg gik i gang med Dragon Quest XI: S var det derfor som en absolut novice.
Spillene er producerede af Square Enix, som i min bog altid har stået synonymt med titler som Final Fantasy og Kingdom Hearts. Men selvom førstnævnte deler genre med Dragon Quest, er der væsentlige forskelle at finde imellem de to titler. Final Fantasys spil adskiller sig nemlig fundamentalt fra hinanden i deres gameplay, hvor ikke alle titler er turn-based strategispil. Dette er ikke tilfældet med Dragon Quest. De har i stedet usvækket holdt skansen og aldrig bevæget sig væk fra den tradtionelle spillestil. Hertil kunne man undre sig, om det i 2019 stadigvæk er muligt at finde glæde i turbaserede kampe, der virker som et levn fra 90''erne. Men det kan det. Det er faktisk utroligt underholdende.

Dragon Quest er nemlig selv skaberen bag mange af de traditioner og regler vi forbinder med genren (J)RPG. Og i stedet for at eksperimentere med den velkendte formular og gameplay har Dragon Quest i stedet formået at perfektionere formlen. For det må man sige, at Dragon Quest XI: S afgjort er et pragteksemplar på.

Plottet i Dragon Quest XI: S er ganske simpelt. Overraskende simpelt endda. Man følger den typiske navnløse heltekarakter, man selv døber, og som naturligvis viser sig at være den udvalgte, der skal redde verden. Dette lyder ikke bare bekendt, men særdeles klichéfyldt. Og når man som nyankommen for første gang spiller et spil i serien, kunne det hele virke lidt trivielt og langsommeligt. Man kunne hurtigt blive fristet til at skippe en dialogscene hist og her. Og det havde jeg også selv gjort, hvis ikke det var pga. et af spillets bedste kvaliteter: nemlig karaktererne. Dragon Quest lever ikke på et innovativt gameplay, twistrigt plot eller banebrydende grafik. Det er et fantastisk spil pga. sine karakterer, der bringer utroligt meget liv og varme til historien. Og det er ikke kun gældende de karakterer, man kan få med på sit hold, men også de mange biroller, som lever i verden.

Både karaktererne og monstrene er yderst charmerende og alle designet af skaberen af Dragon Ball, Akira Toriyama. Det kan ikke understreges nok, hvor meget dette design bringer til spillet. Monstrene, og de tilhørende kampe, der allerede virker halvtrivielle efter den første instans, føles interessante udelukkende grundet, at de er så fængslende at se på. Man kæmper mod agurkemænd, der ligner bananvagterne fra Adventure Time, klumper af slim, vildsvin med heksehatte, bedårende blæksprutteunger med våben, mere slim, levende skattekister og naturligvis drager. Tydeligvis har Toriyama hentet noget inspiration fra Dungeons and Dragons, men selve designet er 100 procent hans eget. De har alle så meget personlighed, at det er en glæde i sig selv at finde et nyt monster. Og dette er den eneste grund jeg har fundet til at grinde i spillet: at se alle monstrene. Dette siger naturligvis noget om sværhedsgraden, hvilket med det samme skal slås fast: spillet er utroligt let og tilgængeligt, selv for genreamatører som jeg selv.

Det er derfor utroligt nemt at sætte sig ned og spille Dragon Quest XI: S, selvom det er det første spil indenfor serien eller genren, man forsøger sig med. Der er helt sikkert en masse fordele ved at have spillet de forrige spil, i form af referencer, fjender, tematikker og plot man kan genkende, men disse gik desværre over hovedet på mig. Alligevel synes jeg ikke, at man på noget tidspunkt føler, at man går glip af noget. Og det er bestemt en præstation, at man kan gå til nr. 11 i rækken af main series spil og ikke føle sig forvirret og efterladt.
Omkring gameplayet er der ikke meget at uddybe. Det er som nævnt et turbaseret RPG, som man højst sandsynligt kender til, og ellers er det ud fra termen ret selvsigende, hvad dette indebærer. Man har tre karakterer i kamp samtidig, der skiftes til at angribe.

Derudover har man hurtigt flere allierede, der sidder på bænken, men disse modtager stadig exp. Dette medfører, at ingen bliver efterladt og bliver irrelevante. I stedet kan de på ethvert tidspunkt træde til, hvis resten af karaktererne skulle falde om. Spillet indeholder et skill tree for hver af de spilbare karakterer, hvilket betyder, at man selv har mulighed for at tilpasse deres spilstil og udstyr. Dette er også meget lettilgængeligt, og skulle man fortryde et valg, kan man altid resette det (for en lille pris).

Udstyr finder man eller har man selv muligheden for at skabe ved brug af sin mobile smedje, hvor man gør brug af monsterdele og andet man finder rundt i verden. Dette er en funktion, der er blevet gjort nemmere at bruge i Switch-versionen og er også noget man er i stand til uden vejledning efter bare et enkelt forsøg. Der er utroligt lidt i dette spil, der er svært at lære eller man ikke modtager en meget pædagogisk introduktion til.

Verden man bevæger sig rundt i føles også utroligt stor og indbydende at udforske, uden på noget tidspunkt at være overvældende på negativ vis. Områderne er zoneinddelte, loadingtiden er kort, og man kan hurtigt bevæge sig fra det ene quest point til det andet, via mounts eller bare ved at løbe frit. Pacingen er derfor ret god, særligt når man ikke er tvunget til at grinde overhovedet. Dette er dog som nævnt alt sammen med til at sænke spillets sværhedsgrad, hvortil muligheden for at justere udfordringen havde været oplagt. Og selvom denne mulighed som sådan ikke eksisterer, da man ikke kan vælge mellem nem, medium eller svær, kan man i starten vælge at slå visse hjælpeværktøjer fra, og begive sig på en "Draconian Quest". Dette er en ekspertudgave, for folk, der tydeligvis er familiære med spillet eller franchiset. Man kan eks. slå muligheden for at flygte fra, fjerne rustninger, gøre fjenderne stærkere samt mange flere nicheindstillinger. Selvom jeg endnu ikke har spillet færdigt (det er virkelig langt - let over 80 timer) virker det til, at meget af glæden ved at genspille det ligger her. Det er desværre ikke muligt at slå indstillingerne fra og til, og man skal derfor gøre det op med sig selv inden, hvor nemt man vil have det.

Til gengæld er der mange andre justerbare indstillinger, man løbende kan skifte imellem. I Switch-versionen er det nemlig for første gang muligt at spille et nyere Dragon Quest spil i 2D, hvilket ikke bare ændrer spillets udseende men også hele gameplayet samt især kampstilen. Dette kan man gøre med øjeblikkeligt virke hver gang man gemmer spillet, og man ryger kun en smule tilbage i historien, til starten af det igangværende kapitel. Den originale version i 3D var dog så flot designet, at jeg holdt mig hertil og kun kort udforskede mulighederne i 2D. Det er alligevel en ret charmerende tilføjelse, som også afgjort er rettet mod de længerevarende fans af genren. En anden ting man kan ændre på ethvert tidspunkt, er stemmerne: man kan frit vælge frem og tilbage mellem de engelske og japanske stemmeskuespillere. Dette er også for første gang en mulighed, i den definitive version. De engelske stemmer har fået meget ros af kritikere, men jeg selv syntes, at de forskellige engelske dialekter var lidt overspillede og jeg skiftede hurtigt over til de japanske stemmer (som den weeb jeg er). De japanske stemmer er til gengæld (så vidt jeg er i stand til at vurdere) yderst velindspillede og meget personlige. Men det er nok en smagssag, om man kan holde ud at læse undertekster et helt spil.

Derudover tilføjer Switch-versionen et helt nyt soundtrack, og man kan selv vælge om man vil lytte til det originale og syntetiske eller det nye symfoni-soundtrack. Det gamle soundtrack var åbenbart blevet noget kritiseret ved udgivelsen i 2017, hvilket er grunden til man i denne version har fået tildelt et nyt. Og det er utroligt godt. Det er virkelig behageligt at lytte til klassisk musik fra et rigtigt orkester, og jeg har det selv kørende i baggrunden lige nu. Hvis man skal sige noget negativt om det, bliver nogle af numrene desværre noget ensformigt, allerede tidligt i spillet. Særligt kampmusikken kan man have i hovedet resten af døgnet, og dette er ikke ment som en kompliment. Det er de samme toner og melodi man hører hver gang, hvilket kan være endnu en grund til at afholde en fra unødig grinding. Desuden skal man med det samme justere musikken ned på halv styrke, men sådanne ting finder man hurtigt selv ud af. Det samme gælder lysstyrken, der også har fået lidt for meget i standardindstillingen. Derudover er det et utroligt smukt spil, der ikke har ofret meget grafisk, på trods af at være blevet markant forlænget til denne udgivelse. Det ser rigtig godt ud, særligt ift. det kan køre på en håndholdt enhed.

Generelt er det bare et virkelig velfungerende spil, der er nemt og sjovt at gå til, med underholdende karakterer, et letfordøjeligt plot, og gameplay man lærer inden for de første par minutter. Karaktererne er med til at gøre verden levende, og det er altid velkommen med en ekstra side quest. Derudover føles verden åben og spændende, selvom man følger en lineær historie. Selvom det virker til også at have været et godt spil ved den oprindelige udgivelse, er nogle af de tilføjede funktioner bare guld værd. Bare det, at man kan ændre stemmerne og selv smede sine våben overalt, uden at skulle finde et save point, er virkelig værdsatte forbedringer. Kæmpe ros til Square Enix for at polere spillet til en sådan diamant.