Dragon Quest XI: Echoes of an Elusive Age

Der er noget behageligt velkendt over Echoes of an Elusive Age. Som at rejse hjem til sit barndomshjem, og opdage, at det hele ser ud som det plejer. Mens andre gamle serier konstant prøver at forny og modernisere sig selv med hvert nye spil, så går Dragon Quest i den modsatte retning. Her handler det ikke om at skubbe til ideen om hvad en JRPG kan være; her handler det om at holde sig tro til seriens rødder. Ironisk nok kan det føles helt forfriskende, at gå så beslutsomt tilbage mod begyndelsen.

Tingene var bare mere simple dengang. Det er en mere binær verden, hvor det er let at skelne mellem god og ond - de onde er tegneserie-overdrevne i deres ondskab, og ønsker at overtage verdenen, mens de gode besidder rene hjerter og ikke én negativ tanke. Hvor andre RPG'er har karakterer på alle punkter af det etiske spektrum, så bevæger Dragon Quest XI sig i yderpunkterne. Dette er ikke en kritik af spillet; Erdrea ender med at være en behagelig verden at bevæge sig rundt i - både på grund af de flinke NPC'er og grundet den farverige grafik.

Spillet kommer dog lidt halvvaklende ud af starthullet. For at bevise, at du er klar til at gå i de voksnes rækker, skal du, en behjælpelig hund og din barndomsveninde bestige et nærliggende bjerg. Med små monstre på ruten, fungerer bjerget godt som en vejledning til spillets kampsystem, man samtidig kan spillet ikke afholde sig fra også at fortælle spilleren om systemerne sort på hvidt. Og måden hvorpå spillet fortæller det, er så kluntet som det kommer. En NPC kan finde på at sige til dig: "Hvis du vil se på dit kort, så skal du bare trykke firkant, og vil du undersøge det nærmere, så skal du trykke kryds". At karaktererne i Erdrea fortæller hvordan personen i vores verden skal trykke på kontrolleren, har aldrig givet mening for mig, og nedbryder den fjerde væg på den mest unødvendige facon.

Historien slippet Dragon Quest XI bedre fra, men jeg har stadig mine reservationer. Som med enhver god JRPG, er den effektiv til at få dig rundt i verdenen. Man er altid i det samme område i nok tid til at man bliver velkendt med monstrene og hemmelighederne, men aldrig nok tid til, at det bliver kedeligt. Historien er utrolig god til hele tiden at sende dig på nye eventyr, og formår endda også at overraske enkelte steder. Min reservation kommer af hovedpersonens skæbne. Han er omdrejningspunktet for historien, og han vælger ikke at rejse - han gør det fordi det er hans skæbne. Han er født med et mærke på hånden, der kategoriserer ham som den nye Luminary - en karakter der er bestemt til at dræbe en kommende ondskab. Historier, hvor hovedpersonen er skæbnebestemt til at gøre store ting, har altid virket dovne på mig, og dette er ingen undtagelse. Det kan ende som en hel passiv oplevelse, hvor man ikke tager valget om at gøre gode ting, men udelukkende gør det fordi, selvfølgelig gør man det. Jeg har jo mærket på hånden.

Hovedpersonen ender derfor som en flad karakter, hvilket heldigvis giver rig plads til sidekaraktererne. Her håndterer spillet flot at introducere nye medrejsende i et fornuftigt tempo. Man får dem ikke kastet efter sig i én omgang i begyndelsen, og der er heller ikke langt nok mellem dem til, at man når at savne nye ansigter. Lige når man begynder at føle, at kampsystemet godt kunne blive en anelse mere kompliceret, så kommer spillet med en ny medrejsende, der giver et ekstra lag til historien og kampene. Og hvor er kampene en fornøjelse. Tur-baseret kampsystem af den mest traditionelle skuffe. Du kan angribe, du kan lave magi, du kan bruge et item, du kan forsvare dig, og du kan flygte. Alle boksene bliver krydset af, og det fungerer upåklageligt. Især på grund af det varierede og interessante fjende-design. De kommer i alle former og farver, og at gennemsøge de forskellige områder i håb om, at en ny fjende kunne vandre rundt i hjørnet er altid underholdende.

Dragon Quest XI: Echoes of an Elusive Age er beviset på, at man ikke behøver opfinde den dybe tallerken hver gang man udgiver et nyt spil. Nogle gange er det godt nok, at gøre det man gør bedst. Og Square Enix er nu engang bare bedst til deres episke RPG eventyr, med et godt tur-baseret kampsystem og interessante sidekarakterer. Hele det skæbnebestemte fortællefokus er en anelse dovent, hvilket også er en rammende måde at beskrive spillets tutorial, men når verdenen er så behagelig at bevæge sig rundt i, er det umuligt ikke at blive tiltrukket af dette traditionelle eventyr.