Dragon Quest V: Hand of the Heavenly Bride

I Japan findes der en stor rollespilsserie og en mindre, der konstant kæmper om forbrugernes opmærksomhed. I Europa har vi de samme spil, men her er rollerne byttet om. I Europa er Final Fantasy det helt store og Dragon Quest er en mindre oplevelse, mens Dragon Quest i Japan er så stort, at landet næsten går i stå når et nyt spil udkommer.

Hvor Final Fantasy ikke er bange for spektakel og overdådighed, er Dragon Quest mere beskedent, nærmest som et eventyr i forhold til en blockbusterfilm. Dragon Quest: Hand of the Heavenly Bride føles da også mere som et eventyr
end den lettere overgearede trang til at forbløffe, som Final Fantasy engang imellem har.

Solidt placeret i skoene på en lille dreng, tager du på rejse gennem et helt liv, fra barndom til manddom, hvor forskellige trængsler skal overkommes. Som plottet skrider frem, sidder man og tænker ved sig selv: "Ah, hvor gennemskueligt. Nu sker der dét her!" alt imens man sidder og tygger underfundigt på en pibe. Man har vel spillet andre rollespil før.

Men til trods for at Dragon Quest ser ud til at være et nærmest standardiseret spil i genren, formår det at undgå alle de plotmæssige klicheer der findes. Hvis man ser frem til afbrændte landsbyer, storforræderi, en helt med hukommelsestab og lignende, må man se sig om efter et andet spil. Det er i sig selv en herlig oplevelse, der bliver understreget af et knaldgodt oversættelsesarbejde, der giver hvert af spillets områder deres eget særpræg. Det er ikke noget man lægger mærke til straks, men efter 10-15 timer begynder man at værdsætte detaljer som accent og personlige træk.

Det sagt, så opdager man meget hurtigt, at der ikke er meget at foretage sig i Heavenly Bride. Der er hovedplottet, der udover at omhandle en drengs opvækst, også indeholder den obligatoriske kamp mellem godt og ondt. Og det er sådan set det. Der er ingen undermissioner, sidehistorier og lignende at sætte tænderne i, hvilket er en smule skuffende, men i det mindste sikrer det at man med garanti får spillets slutning at se.

At spillet i bund og grund er 17 år gammelt, kan mærkes i visse af spillets mekanikker. Godt nok har Square-Enix gjort spillets omgivelser til 3D, mens spillets figurer er 2D-sprites, hvilket ser godt ud. Man kan dog godt mærke at der er sket noget i de foregående 17 år og især de evige, tilfældige kampe kan være voldsomt irriterende. Samtidig er det umuligt at påvirke figurernes udvikling. Du lærer magier og evner med faste mellemrum, og det er umuligt at ændre på disse eller fremskynde processen på nogen måde. I første omgang føles det noget fast og ufleksibelt, men bortset fra plottets faste figurer kan du rekruttere mange af spillets fjender, hvilket øger chancerne betydeligt for at kunne stykke den helt rigtige kombination af angribere og healere sammen.

Dog er gameplayet generelt ganske ligetil og det gør sig ikke umage for at straffe spilleren unødigt. Således vil et gameover blot resultere i at man ender i den nærmeste kirkemed al den experience, man måtte have samlet. Den eneste egentlige straf er, at halvdelen af ens penge forsvinder, men dette kan forebygges ved at besøge en af spillets banker.

Om man vil nyde Dragon Quest V: Hand of the Heavenly Bride afhænger af hvor meget du accepterer hos et rollespil. Spillet byder ikke på nogen nyskabelser, men er en rejse nedad de gode, gamle rollespilskonventioner. Dette er ret hyggeligt, da man ikke er i tvivl om hvad man får, men man kan ikke ryste følelsen af deja-vu af sig.