Dragon Quest Monsters: Joker

Dragon Quest-serien har siden sin fødsel været et fast inventar i rollespilsgenren næsten på lige fod med Final Fantasy-serien. Alligevel er vi europæere blevet snydt for stort set hele serien og måtte stille os tilfredse med DQVIII - et spil der har efterladt mig mange følelsesmæssige blå mærker, da jeg aldrig blev i stand til at kunne klare den sidste boss.

Det var derfor med vemod og svedige håndflader at jeg modtog Dragon Quest Monsters:Joker, da jeg havde en fornemmelse af, at mange af DQVIII's vidunderlige facetter såvel som skønhedsfejl sandsynligvis ville gå igen - og mine bekymringer er til dels blevet bekræftet. Selvom spillet har utrolig meget potentiale, huserer der stadig adskillige irritationsmomenter, der er svære at se bort fra. Nuvel, inden jeg bryder ud i gråd over fejlene, vælger jeg at tage mine optimist-briller på for så at begive mig ud i en verden spækket med forvoksede slimdråber og monotone huler.

Denne gang tager jeg skikkelse i form af en lille knægt, der formentlig er på vej over i et pubertetshelvede, da han er blevet kastet i brummen af sin far for at have stukket af, i ønsket om at få lov til at deltage deltage i en Monster Scouting-konkurrence. Da jeg endelig bliver lukket ud af cellen, giver farmand mig lov til at deltage på den betingelse, at jeg foruden ligaen, også er på en hemmelig mission for den super hemmelige CELL organisation som min omsorgsfulde far er leder af. Hvad denne mission egentlig går ud på, vil jeg ikke komme nærmere ind på, men jeg kan dog tage luften af ballonen ved at afsløre, at det ikke er det store episke eventyr som man ellers kunne forestille sig, da spillets hovedvægt ikke er lagt på historien - men derimod det arsenal af monstre du kan hverve dig (var der nogen der sagde Pokémon?).

Inden du ved af det, befinder du dig i et landskab med et tag-selv-bord af krigeriske monstre, der jagter dig fra enden til anden. Ligesom i Pokémon starter du ud med at kunne vælge tre grundlæggende monstre. Du har i alt syv øer til rådighed, der er delt op alt efter sværhedsgrad, og du kan nu frit bevæge dig ud i en verden hærget af over 200 forskellige monstre. Men lige netop sværhedsgraden er et af spillets største problemer. Man kunne håbe at Square Enix havde taget ved lære af den ubarmhjertelige flyvske sværhedsgrad der var at finde i DQVIII, men dette er desværre ikke tilfældet. Det får virkelig mine væsker i kog når jeg f.eks. træder fra Overworld og ind i en hule, hvor sværhedsgraden pludselig har fået en botox-indsprøjtning. Endnu værre er det, når jeg endelig med nød og næppe har overlevet diverse uhyrer, pludselig skal stå ansigt til ansigt med en boss der bare med en enkel kællingelussing, får mine stakkels monstre til at ligge og spjætte.

Konsekvensen af dette er, at jeg starter op i et slags klubhus, der fungerer som savepoint på alle øer. Som straf for mine dumheder har jeg nu mistet halvdelen af mine penge, og må så kæmpe mig hele vejen tilbage til den gældende hule og løse den samme gåde igen, hvilket er lidt af et paradoks. På den ene side er gåderne utrolig nemme og hurtigt overstået, hvis man skal sammenligne med spillets overordnet sværhedsgrad, på den anden side er det bare utroligt frustrerende at skulle spendere ualmindelige mange timer, blot på at nå et niveau, således at man ikke lider samme nederlag som før. Det kunne have været rart, hvis sværhedsgraden havde en mere glidende overgang, så man ikke får et slagtilfælde, hver gang man præsenteres for nye uhyrer og bosser.

Men spillet er dog i besiddelse af et triumfkort - nemlig alle de befriende muligheder man har til rådighed for at kunne opbygge det perfekte hold, du derefter kan bruge i kamp. Dette går under navnet Scout - en færdighed du kan bruge i kamp til at flekse dine monstres muskler i håb om at fjenden bliver så overvældet, at den beslutter sig for at tilslutte sig dit hold. Det hele afgøres via en procentbar i højre hjørne, der viser hvor stor sandsynlighed der er for at vinde fjenden over på din side. Chancerne øges gradvist alt efter hvor stærke dine monstre er, og uanset om du har et højt eller lavt niveau, vil der altid være en lille chance for, at du kan imponere et væsen der er adskillelige niveauer over dig. Dette fungerer egentlig meget godt, men det er nu også lidt som at spille russisk roulette, da det er meget op til tilfældighederne om det lykkes eller ej. Endvidere kan en mislykket Scout resultere i at fjenden bliver fornærmet og får et Tension Boost, hvilket kan føre til død og ødelæggelse for dit hold, hvis du ikke er forberedt på det.

En anden interessant feature er muligheden for at kombinere to monstre for så at skabe et nyt - den såkaldte Synthesize Mode. Dette giver dig magten til at lege Dr. Frankenstein, da du er i stand til at kombinere to eksisterende monstre hvilket resulterer i en ny muteret art. Det kræver blot at dine monstre er mindst level 10 og alt afhængig af hvilke typer du klasker sammen, kan der opstå nye spændende arter som du så kan personliggøre ved at tillægge dem færdigheder, baseret på de to monstre du måtte ofre. Mit indtryk er dog, at denne funktion gør sig mest nyttig langt senere hen i spillet, da man med sine level 10 monstre ofte blot ender op med et bæst der rent faktisk er en smule dårligere. Det er derfor vigtigt at overveje om det virkelig er værd at bruge to væsener, du har brugt lang tid på at få op i niveau, for blot at ende op med et nytteløst misfoster.

Spillet er også i besiddelse af en onlinedel, hvor der er mulighed for at bytte monstre, kæmpe imod andre, og deltage i et turneringer, hvor du vil blive målt alt efter hvor godt du klarer dig. Sidstnævnte er dog kun tilegnet dem, der er så langt inde i spillet, at deres monstre er forvandlet til indædte kampudøvere. Hovmodig som jeg var, tilmeldte jeg mig ligaen, og som tak bliver jeg præsenteret for en japaner der ligger #5 i rangstigen, oppe imod lille mig, der først skal til at stifte bekendtskab med dette. Jeg vil ikke sige så meget andet end, at der skulle ét slag til før jeg røg ud, så det er åbenbart ikke en funktion der tilpasses efter dit niveau - det forventes at du er kampklar, uanset hvor stærk din modstander skulle vise sig at være.

Rent visuelt er spillet lidt af en perle, hvis man skal sammenligne med mange andre titler til DS. Jeg var faktisk lettere imponeret over DS'ens ydeevne og var ikke klar over at den ville være i stand til at kapere så flydende grafik som DQ er i besiddelse af. Det er endnu engang avantgardisten Akira Toriyama der har beæret os med sine kunstneriske tegnefærdigheder, og det må siges at tage sig rigtig godt ud når man tænker på at DS'en normalt ikke lægger så meget vægt på det grafiske. Man kan kun håbe at dette er med til at sætte standarten for den fremtidige grafik leveret på det lille håndholdte vidunder.

Musikken derimod er omtrent lige så interessant som et mosefund. Det munder ofte ud i et loop af gentagelser, og nogen gange fristes jeg til at tro at soundtracket kun består af omtrent fem numre. Endvidere er tonerne meget retro, hvilket for nogen sikkert vil henlede tankerne tilbage til GBA'ens storhedstid, men taget det grafiske i betragtning føles det lidt som et fortidslevn, man gerne ville have været foruden.

På trods af de ovennævnte mangler er der stadig megen underholdning at hente i DQ og havde det ikke været for den forbandede svingende sværhedsgrad, havde spillet lænet sig tæt op på et 8-tal. Hvis du har mod på at bruge over halvdelen af tiden på at blive stærkere, vil der være hundredvis af timers spilletid at se frem til. Men et godt råd ville være at brygge et par spande kaffe forinden og forberede dig på det værste, for dette spil vil uden tvivl sætte din tålmodighed på en alvorlig prøve.