For nogle dage siden kunne vi fortælle, at Dragon Age: The Veilguard ville få annonceret en udgivelsesdato senere på sommeren, men nu har BioWare været endnu mere præcise.
I en lang artikel på BioWares website, hvor de opsummere hvad der skete på deres "Dragon Age - Meet The Heroic Companions of The Veilguard" panel, som BioWare afholdte på det netop overståede San Diego Comic-Con, kan man i bunden læse, at de senere på måneden vil annoncere både spillets roadmap og den officielle udgivelsesdato - samt give et nyt kig på spillet.
VI forestiller os, at BioWare og Electronic Arts vil have spillet med på Gamescom messen i Tyskland i slutningen af august og at de her vil vise spillet frem igen, samt at præsentere planen for de kommende udvidelser og slutte af med den officielle udgivelsesdato, som formentlig vil være mod slutningen af året.
Det er i øvrigt værd at læse San Diego Comic-Con artiklen hos BioWare, hvis du vil vide mere om karaktererne og stemmeskuespillerne bag.