Dragon Age II

Lothering er brændt ned til grunden, en slibrig onkel har mistet resten af familieformuen og der er fyldt med flygtninge i Kirkwall. Hawkes liv er ikke en dans på roser, men med lidt gåpåmod og en lille pose guld til at gøre sig til rette med, så skal det hele nok blive godt igen, bare vent og se.

Dragon Age II er en efterfølger i den forstand, at det er vores anden tur til dette univers, der henvises til begivenheder fra det første spil og man møder sågar personer fra begge spil. Men Dragon Age II kører på en helt anden dagsorden - hvor det første var om en altoverskyggende trussel fra en monstrøs fjende, er to'eren nærmere en fortælling om ambition og én persons indflydelse i en lille del af denne verden.

Der er tale om et rollespil af den skuffe, vi er vant til fra Bioware. Der skal kæmpes, snakkes og samles grej, alt sammen med mere eller mindre kompetente følgesvende på slæb.

Historien tager sin begyndelse da vores hovedperson, Hawke, er på flugt fra den Blight-ramte by Lothering. Det fungerer både som introduktion til vores karakterer samt den listige fortælleteknik der er taget i brug. Handlingen, og alt hvad man foretager sig i spillet, er nemlig pakket nydeligt ind i en meget ensidig samtale mellem den fornøjelige dværg Varric og en utålmodig kvinde med kort lunte hvad angår røverhistorier. I starten var jeg ret skeptisk over for hvad Søren det skulle gøre godt for, men efter at have set hvordan Bioware brugte værktøjet, var jeg mere end overbevist.

Varrics fortælling fortsætter i en lind strøm, men udover at jeg ikke vil afsløre for meget, kan jeg kun afdække én version af historien - din oplevelse kan have betydelige afvigelser. Hvad jeg kan fortælle er, at historien er en langt mindre omfattende rejse gennem Thedas end i det første spil. Det kan mærkes på længden, men tager man Dragon Age: Origins banket af oplevelser i betragtning, er to'eren stadig et yderst grundigt festmåltid. Kirkwall og omegn er i fokus, det er her Hawke skaber sit omdømme over et årti, og skal træffe de valg der vil ændre historiens gang.

Den største svaghed ved historien er klart den første pukkel der skal overkommes, før Hawke får sit gennembrud og gør sit navn kendt gennem alle lag af Kirkwalls samfund.

Jeg troede jeg ville savne de grandiøse mål om verdens overlevelse og det at have verden på mine skuldre, men nej, politisk magtspil, racerelationer og læssevis af seperate sidemissioner er præcist hvad der gør Dragon Age II til et mindeværdigt spil.

I denne omgang er det også sværere at fortælle hvem der er skurken, for ærligt talt er det svært ikke at finde et par sandheder i argumenterne hos selv de mere usympatiske individer. Den lange tidslinje betyder også, at de valg du tager kan nive dig bagi på et senere tidspunkt.

Kort efter afsløringen af Dragon Age II og en kort fremvisning af det nypolerede kampsystem, var der en stor del gispen rundt omkring i spilverdenen. Hvis det mere action-prægede udseende gav dig åndedrætsbesvær i sin tid, kan jeg berolige dig med at de taktiske muligheder er i god behold. Vi har langt fra fået serveret God of War med oplæsninger fra "Krig og fred" hvert femte minut.

Det skal dog siges, at sværhedsgraderne er blevet justeret en smule. Den "normale" sværhedsgrad kræver en del mindre opmærksomhed end det samme niveau i Origins, så hårdkogte Dragon Age-veteraner vil nyde godt af at sætte niveauet op.

Der er dog sket nogle ændringer. Tekniske opgraderinger har ladet Bioware smider flere fjender efter de flittige eventyrer, hvilket resulterer i at en hel del kampe foregår med en forbandet masse svage modstandere, et par lidt mere robuste banditter og en eller to man skulle tro var støbt i beton.

Det virker som regel godt, kampene føles troværdige i denne omgang. Det virker som en kamp, ikke et opgør mellem en lang række tabeller og udregninger. Der er dog nogle lidt uforklarlige spring mellem meget lette kampe, den slags hvor man bare uddeler bank og nyder showet, til den slags der med ét kan sænke skuden og sende dig et godt stykke tilbage, hvis du har glemt at gemme.
Rakkerpakket skal besejres ved hjælp af en blanding af besværgelser, store armbevægelser og samarbejde. Måden du vælger hvilke evner der skal læres er blevet ændret, i mine øjne forbedret. Der er nu små opgraderinger til en lang række evner, der forbedrer eller ændrer effekten af en evne. Det er et skønt redskab til at skræddersy figurer og fylde godt med point i de færdigheder man bedst kan lide.

Apropos figurene: i løbet af meget kort tid vil Hawke have mødt og gjort indtryk på en bred vifte af personer. Vekslende mellem letsindede og sjofle til mugne og hævntørstige, er der endnu en gang lagt op til at alle kan have en favorit. Hvad jeg syntes der er forskellen mellem disse figurer og det brogede hold fra Dragon Age: Origins, er at alle Hawkes kammersjukker virker mere helstøbte. Bedst af alt har de også et liv udover at være Hawkes pakæsel, hvilket betyder at de har langt mere at byde på, når det er tid til at tage en sludder mellem blodbadet.

At hovedpersonen Hawke har en stemme er også med til at gøre samtalerne mere fornøjelige. Humoren i spillet har nydt utroligt godt af at parterne kan krydse klinger, fremfor at man reelt kun hører halvdelen af samtalen.

Min tid med spillet foregik på xbox 360, hvilket måske lyder som en skræmmende oplevelse for dem der spillede Origins på konsollerne. Ærligt talt var jeg dog godt tilfreds med hvordan Kirkwall og i særdeleshed Hawke og resten af banden tog sig ud. Man kan stadig se at grafikken er beregnet til at holde styr på store områder med et ikke uvæsentligt antal figurmodeller i, men der er blevet gjort store forbedringer siden Origins. Selv med det åbne valg mellem PC og konsol kunne jeg se mig selv gå med konsol-udgaven, da der i denne omgang ikke er mange faldgruber ved det.

Men det er ikke bare motoren, der har fået en ny dunk olie og en stramning af skruerne, selve designet er også rykket. Designholdet er gået målrettet efter at finde Dragon Age-identiteten. Hvor Origins flagrede med et lidt generisk udtryk, er Kirkwalls lyse sten og skarpe metal-udsmykning et syn der ikke forveksles med andet.

Det samme gælder for dine kompagnoner, der er så selvstændige at de tager deres egne beslutninger om tøj. Hvad det betyder i spillet er, at du ikke kan nedarve din gamle rustning til en af dine nye venner. Men deres udstyr kan opgraderes, og de er knap så kræsne omkring hvilke våben de bruger.

Det er naturligvis et valg fra designernes side, der gør det mere muligt for dem at tilpasse personlighederne og udseendet af karakteren, men over så lang en årrække skulle man da tro at de i ville få lidt mere tøj.

Det helt store minus ved det grafiske og i forlængelse deraf spillet, er det genbrug der forekommer i stride strømme når det gælder interiør. Der går ikke lang tid før missioner virker bekendte og en grufuld fornemmelse af deja vu sætter sig. Det bliver forsøgt skjult ved mange lejligheder, men det er ikke til at komme udenom.

Udover at det er mere rart at se på end nogensinde før, er det stadig en fryd at høre. Blandt spillets musik er der flere stykker, der virker anonyme og som man slet ikke lægger mærke til, men når stykkerne præsenteres i mere stille scener er det sjældent andet end glorværdigt.

Stemmeskuespillet er en blandet landhandel. De store roller er udfyldt med bravur, og især Varric har en uovertruffen synergi mellem udseende, stemme og personlighed. Men på vandretur i byen kan man snildt falde over personer med mere tvivlsomme stemmebånd.

Dragon Age: Origins var en kæmpe mundfuld i en tid, hvor så enorme spil er sjældne. Dragon Age II er en anelse kortere, men ikke desto mindre et stort spil med en fortrinligt indrammet fortælling. De tekniske opdateringer er kærkomne, selvom de ikke sætter spillet forrest i flokken. Der er nogle få men væsentlige svagheder, men ikke noget der står i vejen for underholdningsværdien. Hvad angår den endelige karakter, så var jeg ikke langt fra at skrabe endnu et tal af, men efter at flere af mine beslutninger i spillet spøgede i min hukommelse måtte jeg sande at det kun er de færreste spil der sætter et sådant aftryk hos mig. Når det kommer til Dragon Age II, er det en let anbefaling at give. Det er et dejligt spil at få tiden til at gå med inden foråret for alvor kommer i gang.