Dragon Age: Awakening

Da BioWare's Dragon Age: Origins røg på gaden, sidste år, var det med lige dele spænding og frygt jeg satte mig til at spille det. Nogle forfærdelige trailers havde givet mig bange anelser om, hvorvidt det var et fuldkomment fantasy-univers, eller om det var en voldsfantasi skrevet af en tolv-årig med dybde som en bagdels aftryk i sofaen.

De bange anelser, blev dog hurtigt manet i jorden, da jeg hurtigt blev opslugt af et univers, der ikke kun bød på en storartet historie, men viste BioWare's sans for at skabe et sammenhængende univers. Min højrøvede adelsknægt blev i løbet af godt tres timer omdannet til en retfærdig men nådesløs Grå Vogter.

Awakening byder også på én ny karakter at basere din virtuelle identitet på, en Grå Vogter fra Orlais, Fereldens geografiske nabo, dog er der ingen oprindelses-historie, der præsenterer dig for denne karakter. Med dette valg springer du direkte ind i karakteren på bar fod. Hvis du istedet vælger at importere din karakter fra forrige udskejelser vil denne automatisk være niveau atten, hvis ikke dine eventyr allerede har bragt den til det niveau eller højere.

Nu er selvsamme Grå Vogter tilbage i aktion i Dragon Age: Awakening. The Blight er forbi, men de frygtindgydende Darkspawn har ikke søgt tilflugt under jorden, store horder er draget nordpå og viser sågar tegn på intelligens. Det er nu op til dig at beskytte dine undersåtter og sende bæsterne tilbage under jorden. Som ny kommandør for de Grå Vogtere i Ferelden og herre over regionen Amaranthine skal du afgøre retslige opgør, holde adelen glad samt naturligvis tage på eventyr.

På dine nye eventyr har du naturligvis brug for kompagnoner, da den eneste af dine gamle kammerater, der stadig har eventyrlysten i orden er den charmerende drukkenbolt Oghren. Blandt de nye karakterer er Anders (ja, det kræver noget tilvænning at se et så almindeligt dansk navn mellem Ferelden's andre indbyggere) en magiker på flugt fra tempelriddernes evindelige jagt på uautoriserede troldmænd. Fælles for alle dine medrejsende er en realiseret personlighed, frem for en god sjat polygoner med nogle replikker koblet på. Hele truppen er generelt lettere at synes om, end den brogede flok der blev stiftet bekendtskab med i Origins.

Historien starter en anelse langsomt, efter ankomsten til de Grå Vogteres fort under et overraskelsesangreb af Darkspawn bliver du sat ind i din nye funktion som kommandør og herre over Amaranthine. Manglen på de hovedsageligt fabelagtige oprindelses-historier fra Dragon Age: Origins er tydelig. Heldigvis er der masser at give sig til, sidemissioner bliver tilbudt både af personer, som du møder på gader og stræder, men også ved hjælp af de velkendte opslagstavler. De er ikke alle lige spændende og nogle er ligefrem håbløst kedelige, men for folk med hang til at støvsuge spil for alle aktiviteter er der bestemt nok at komme efter. Som historien åbner sig og du lærer dine omgivelser og frænder at kende bliver det, præcist som med forgængeren, svært at slippe universet.

Den nye historie byder også på nye fjender, Arkitekten og Moderen er de to hovedroller, på den lyssky side af sagen. De inhumane Darkspawn's ny-erhvervede linguistiske evner er en velsignelse for fortællingen, vi er ikke længere nødsaget til at gisne om deres motiver eller grundlaget for deres masseødelæggelse.

Når sagn, frygt og rygter ikke længere er aktuelle, bliver vi præsenteret for en mere jordnær fjende med en større problemstilling end at vente på ærkedæmonen og så ellers gå på et altødelæggende togt på tværs af overfladen. Den nye udvikling er dog ikke uden problemer, de fleste taler ret gebrokkent og deres ækle ansigter viser ikke nogen overbevisende mimik eller animation.

PC-udgaven, som jeg spillede ser stadig godt ud, med få glimt af stive animationer og spøjse ansigtsbevægelser. Dog er der, i forbindelse med sidemissioner stadig ret meget genbrug hvad angår områder.

De nye områder er dog stemningsfulde og føles vitterligt forskellige, men grundet spillets kortere længde er ingen af de nye lokationer lige så episke i omfang som Dragon Age: Origins' kolossale legepladser med udfordringer for både hjerne og sværd.

Hvad angår udfordringer er Awakening betydeligt mere tilgivende en Origins, sjældent følte jeg mig overvældet og ikke én gang mødte jeg den bitre død ved mine fjenders hånd. De fleste vil nok skulle sætte sværhedsgraden en tand op, for at få samme grad af udfordring som de er vant til.

Awakening bringer med sig masser af erfaringspoint til dine følgesvende og dig selv, og der vil være nok til at stige ti niveauer. Der er en masse nye færdigheder at bruge dine karakter-point på og der bydes blandt andet på passive opgraderinger af din karakters udholdenhed og stamina, det gør det dejligt enkelt at gøre sine karakterer kampklar, uden at skulle sortere sin yndlingsrustning fra på grund af manglende attributter.

De nye klasse-egenskaber er en cocktail af ekstremt potent magi, rasende kraftfulde nærkamps-manøvrer og andet der vil få Conan til at ligne en pjevset lille skid. Det hjælper ikke ligefrem på problemet at der er et lavere niveau af udfordring, til gengæld er der rig mulighed for at føle dig som en ægte helt.

I sidste ende afhænger din mening om Awakening om, hvad dine oplevelser var med Dragon Age: Origins, hvis du deler mit synspunkt; at det var en fantastisk fortælling i en fortræffelig ramme af menneskelighed, episke øjeblikke og en fjende hvis overlevelse betyder dit endeligt, vil du med sikkerhed finde masser af underholdning i Awakening.

Det er uomtvisteligt mere af samme skuffe, dog på et mindre størrelsesforhold. De omtrent femten timer jeg fik til at gå i Amaranthine var uden skyggen af tvivl på samme høje niveau, som vi er vant til fra Dragon Age og BioWare som en helhed.