Dosa Divas

Det svensk-indiske indie-eventyr Dosa Divas byder på en blanding af mini-spil og turbaseret strategi, der kræver fokus, men aldrig føles overvældende. Spillet holdes oppe af nogle stærke designkoncepter, ikke mindst den fremragende visuelle stil, der hylder projektets sydasiatiske inspiration. På trods af dette fremstår Dosa Divas også som et offer for sit eget potentiale; de lovende kerneområder mangler den sidste finish og dybde, der skal til for at løfte projektet til næste niveau. Kort sagt er det et interessant spil med store idéer, som måske ikke er helt forløst her i april 2026.

Præmissen følger to søstre, der vender hjem efter mange år for at genopbygge forbindelsen til deres familie og rette op på fortidens fejl. Den narrative kerne fungerer som et solidt fundament, hvor familiens kærlighed til madlavning er limen, der holder det hele sammen. Du rejser gennem forskellige lokationer, hjælper de lokale og arbejder på at reparere et forhold, alt imens du bekæmper ansigtsløse advokater og direktører udsendt af historiens overskurk: den tredje søster, Lina. Hun har skabt et sjælløst madimperium, der fokuserer på profit frem for hjertevarme, og det er op til hovedpersonerne, Samara og Amani, at nedbryde dette fastfood-imperium og minde Lina om, at man bør leve for at spise, frem for blot at spise for at leve.

Fortællingen fungerer effektivt, selvom den til tider er lidt... ja, direkte og "on the nose". Som drivkraft for historien virker det, selvom de mere bizarre elementer - herunder de guddommelige madlavnings-mechs - føles mindre effektive, fordi spillet mangler finesse i forklaringen af dem. Stemmeskuespillet fortjener ros, men historien kunne have nydt godt af en mere engagerende form for historiefortælling end blot karakter-pop-ups med tekstbokse.

Hvad angår gameplayet, er det her, de "halvbagte" idéer sniger sig ind. Dosa Divas gør intet direkte dårligt, men det mangler den ene geniale idé, man ikke kan lade være med at beundre. Kampsystemet er turbaseret strategi med et simpelt type-system knyttet til madens smage. Ved at matche dine angreb med fjendens type, kan du "mætte" dem og bedøve dem i et par omgange. Dertil kommer en parering-mekanik (a la Clair Obscur: Expedition 33), hvor timede blokeringer kan neutralisere skade. På papiret fungerer idéerne harmonisk, men i praksis fremstår de meget rudimentære. Det er ikke et dårligt valg, men det betyder, at mekanikkerne mangler slagkraft, og man ender med blot at gøre de samme ting uden for alvor at blive udfordret eller straffet for dårlige beslutninger.

Madlavningssystemet er baseret på ressourceindsamling i de fire små baner. Selve madlavningen består i at vælge de rigtige ingredienser og gennemføre korte WarioWare-agtige mini-spil, hvorefter retten kan bruges til healing eller side-quests. Igen: det hele fungerer, men det er implementeret så ligefremt, at det aldrig for alvor efterlader et indtryk eller føles som det definerende element i spillet.

Dette er den gennemgående historie for Dosa Divas: Et spil med øjeblikke af kvalitet, der bliver tynget af simpelt inkorporerede idéer. Der er et level-system og et opgraderingstræ, som føles overflødige, og baner, der tilbyder lidt af interesse udover hovedhistorien.

Som et komplet spil taber Dosa Divas ikke bolden nogen steder. Alle funktioner fra Outerloop virker som tilsigtet, og selvom styringen kan føles lidt kluntet, er det generelt et vellavet spil. Men man sidder tilbage med følelsen af, at der kunne have været meget mere her - eller rettere, at et skarpere fokus på færre funktioner kunne have skabt en mere raffineret vision. Som det er nu, er Dosa Divas et helt acceptabelt spil, men det havde potentialet til at være meget mere.