Doom Eternal: The Ancient Gods - Part 2

Selvom det så sandelig ikke var alle der var lige vilde med The Ancient Gods' første del, nok hovedsageligt på grund af den lidt skuffende længde, så er det svært at underkende, at id Softwares tilgang til disse to sammenhængende udvidelser til Doom Eternal har været tilpas ambitiøs. Det forekommer godt nok at udviklere laver storslåede narrativt tæt forbundne DLC-pakker, men sjældent er det altså blevet, alt imens der produceres skins i hobetal, der fungerer bedre som mikrotransaktioner.

The Ancient Gods går en helt anden vej, og giver os tilsammen en kulmination på alt det Doom er gået hen og er blevet siden lanceringen af Doom 2016, og ikke bare det, det er samtidig en glimrende tilføjelse til hovedspillet på alle tænkelige måder, der respekterer spillernes behov for at blive udfordret, samtidig med at hele narrativet går "full circle", om man vil.

The Ancient Gods - Part 2 er nu udkommet, og kan spilles helt separat, uden hovedspillet. Dog antages det at du har gennemført Doom Eternal, mest af alt fordi historien er en forlængelse af historien, men også fordi at du rent strukturelt kastes for løverne helt fra starten af, med alle dine opgraderinger, alt dit grej, alt det du forlod Doom Eternal med. Derfor giver det også god mening, at The Ancient Gods kaster alt efter dig fra allerførste scenarie. Og det gør det så sandelig.

Historien vil jeg så nødigt spolere, så lad os bare sige at det er målet at dræbe "the source of all evil", for endelig at stoppe helvedets styrker, der igennem Urdak truer med at erobre et utal af verdener, og derigennem ødelægge universet som vi kender det. Det er en slags Avengers: Endgame-kulmination, hvor det vitterligt er helvedet imod alle andre. Historien i begge dele af The Ancient Gods tager sig selv seriøst, præcis som den skal, og er fortsat i perfekt balance med gameplayet. Sagt på en simplere måde; historien kommer aldrig i vejen, men vælger man at "stay a while and listen", så er den solidt opbygget. Naturligvis lider den under samme centrale problem som Doom Eternal selv, nemlig at der introduceres en kende for mange Realms, sagnomspundne karakterer, traditioner og kulturer, og det kan være lidt svært at holde styr på, hvis man altså vælger at dykke ned i historien.

Du kæmper på tværs af The World Spear, Earth Reclaimed og Immora, og hver eneste af disse baner er... ærlig talt umådeligt smukke. Jeg har intet problem med at proklamere, at Doom Eternal er et af de pæneste spil nogensinde, og for at være helt ærlig, så er id Tech-grafikmotoren et teknologisk vidunder. På Xbox Series X oplevede jeg ikke et eneste dyk i billedhastigheden, og mængden af detaljer tværs af områder, våben, karaktermodeller og effekter - det er så storslået, at det næsten er svært at tro sine egne øjne til tider, og Eternal, og The Ancient Gods - Part 2, bør være det spil andre udviklere stiler efter i ærefrygt, når de udvikler spil der både skal se flotte ud, og køre upåklageligt.

Tværs af de tre baner kæmper du imod dæmoner, mange dæmoner, faktisk måske for mange dæmoner. Sværhedsgraden er blevet skruet op til 11 her, og med mindre du er ret så sikker på egne evner, så anbefales den lettere sværhedsgrad. Det er dog forfriskende, at Doom Eternals The Ancient Gods simpelthen er ligeglad med om du er ude af træning. Det er svært, og det er så op til dig om du vil lege med eller ej.

Heldigvis har du nyt legetøj, heriblandt Sentinel Hammer, der erstatter sværdet fra det originale spil. Skifter du hyppigt giver det dig en enorm fordel, og den er ofte altafgørende for at få knust nogle fjendetyper hurtigt. Dem er der i øvrigt også nye af, såsom Barons med regenererende armor, Riot Soldiers der ikke tager skade forfra overhovedet, og så den møgirriterende Cursed Prowler. Han forgifter dig, så du ikke kan bruge Dash, og kan kun dræbes med et Glory Kill. Disse fjender har det med netop at ødelægge det høje tempo, og gjorde mig mere frustreret end opsat på at klare mig bedre. Ærgerligt.

Udover det er The Ancient Gods - Part 2, og The Ancient Gods i det hele taget, næsten perfekte udvidelser, der respekterer det der er kommet før, men kaster alt hvad de overhovedet kan i hovedet på dig. Flotte områder, fortsat solide mekanikker, fantastiske baner og udfordrende fjender - det hele spiller bare, og det er virkelig svært at sætte en finger på den samlede pakke her.